Richard Wagner

Få måneder efter Richard Wagners fødsel døde faderen, hvorefter moderen giftede sig med Ludwig Geyer (1779-1821), der virkede ved hofteatret i Dresden; som barn havde Wagner familienavnet Geyer, og livet igennem bevarede han en uafklaret formodning om, at Geyer kunne være hans biologiske far. I 1827 flyttede moderen til Leipzig, hvor familien atter antog efternavnet Wagner.

En kort tid modtog han undervisning af Thomaskantor Christian Theodor Weinlig (1780-1842), men i alt væsentligt var han autodidakt. I 20-årsalderen komponerede han operaen Die Feen. Efter at have virket som kapelmester i bl.a. Magdeburg og Königsberg (det senere Kaliningrad), hvor han i 1836 indgik ægteskab med skuespillerinden Minna Planer (1809-1866) og komponerede sin anden opera, Das Liebesverbot, blev han i 1837 ansat som musikdirektør ved det tyske teater i Riga.

Herfra foretog han i sommeren 1839, på flugt fra sine kreditorer, en farefuld sørejse, der gennem Østersøen og Skagerrak førte ham til London og kort efter til Paris. I bagagen medbragte han en del af partituret til operaen Rienzi, som fuldførtes året efter, men til trods for at den er skrevet i den herskende franske "grand opéra"-stil, lykkedes det ikke at få værket opført i Paris. I det hele taget var Parisopholdet en mere eller mindre selvforskyldt fiasko, som grundlagde komponistens livslange had til byen og til dens mest fremtrædende operakomponist, Giacomo Meyerbeer.

Uropførelsen af Rienzi i Dresden blev derimod en af Richard Wagners største succeser og førte dels til fast ansættelse som kapelmester, dels til uropførelsen af hans fjerde opera, Der fliegende Holländer (Den flyvende Hollænder) som med sin romantiske fremstilling af forbandelse og forløsning betragtes som hans gennembrudsværk. Siden fulgte Tannhäuser, der idémæssigt følger naturligt efter Der fliegende Holländer, og Lohengrin. Opholdet i Dresden blev brat afbrudt af Wagners engagement i revolutionen i maj 1849.

Ved Franz Liszts hjælp flygtede Wagner til Schweiz, hvor han skrev de kunstteoretiske skrifter Die Kunst und die Revolution (1849), Das Kunstwerk der Zukunft (1849), Oper und Drama (1851) og kildeskriftet til hans antisemitisme, Das Judentum in der Musik (1850).

I disse skrifter beskriver Wagner ikke blot sin kompositionsmåde, men også sine overordnede meninger om kunstens betydning og funktion. Fra eksiltiden stammer også Das Rheingold, Die Walküre (Valkyrien) samt første og anden akt af Siegfried (afsluttet 1871), der sammen med den senere Götterdämmerung udgør tetralogien Nibelungens ring.

Under indflydelse af Arthur Schopenhauers filosofiske hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung ændrede Wagner sit revolutionære sindelag i retning af en religiøst betonet resignations- og medlidenhedsfilosofi, som blev bestemmende for de senere værker, især Tristan und Isolde (Tristan og Isolde, 1865).

Under landflygtigheden i Zürich blev Wagner understøttet af mæcenen Otto Wesendonck (1815-1896), med hvis hustru, Mathilde (1828-1902), han indledte det nære venskab, der resulterede i den lille sangcyklus Fünf Gedichte für eine Frauenstimme ("Wesendonck-Lieder", 1857-1858). Hos familien Wesendonck traf Wagner tillige dirigenten Hans von Bülow og dennes hustru, Franz Liszts datter Cosima (1837-1930), der få år senere skulle blive Wagners samlever og i 1870 hans anden hustru.

Efter 1860 at have opnået delvist amnesti (fuldstændigt i 1862) for deltagelsen i revolutionen i Dresden vendte Wagner tilbage til Tyskland, hvor han fra 1864 blev overdådigt protegeret af den unge kong Ludvig 2. af Bayern, hvis førende ministre dog allerede året efter gennemtvang komponistens forvisning fra München på grund af hans vidtgående indflydelse på kongens deltagelse i regeringsanliggender.

For anden gang tog Wagner ufrivilligt ophold i Schweiz, denne gang på landstedet Tribschen i Luzerns sydlige udkant. Her færdigkomponerede han Die Meistersinger von Nürnberg (Mestersangerne i Nürnberg, 1868) og indledte et venskab med Friedrich Nietzsche, hvis følelser over for mesteren var stærkt ambivalente, og hvis tidlige forfatterskab, især Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik (1872) står i dyb gæld til Wagner; i 1876 brød Nietzsche med ham, men opgøret med Wagner fulgte ham helt til Der Fall Wagner (1888).

Under opholdet i Schweiz genoplivedes en gammel drøm om et særligt teater til opførelsen af Nibelungens ring, og med finansiel støtte fra især Ludvig 2. kunne Wagner 1874 slå sig ned i Haus Wahnfried i Bayreuth og 1876 foretage indvielsen af Festspilhuset med den første komplette opførelse af Nibelungens ring (se Bayreuth-festspillene).

I de sidste leveår videreudviklede Richard Wagner sine idealistiske idéer om teatret til en på én gang visionær og problemfyldt kunstreligiøs filosofi, hvor bl.a. reinkarnationslære, vegetarianisme og antisemitisme danner den syntese, der præger hans sidste dramatiske værk, Parsifal (1882); det benævnte han karakteristisk som et "Bühnenweihfestspiel", dvs. scenisk indvielsesfestspil.

Et halvt år efter Parsifals opførelse i Festspilhuset i Bayreuth og efter flere års jævnligt tilbagevendende hjerteanfald døde Wagner i Venezia.

Hos Richard Wagner er kunst og idé i usædvanlig grad forenet. Han anså det ikke for komponistens opgave at producere klingende pyntegenstande til fornøjelse for et nydelsessygt publikum; komponister med denne målsætning betegnede han lejlighedsvis som "Kunstwarenproduzente".

Kunstnerens opgave skulle være at udtrykke den civilisationsbestemte nød, der herskede i folket. Denne nød kunne forløses gennem den karismatiske ener, helten eller måske snarere helteparret, hvis karaktermæssige egenskaber Wagner netop udviklede og beskrev gennem hovedpersonerne i sine dramaer; helten over alle, Parsifal, er "durch Mitleid wissend", dvs. gennem med-liden vidende (om menneskets tragik).

I denne specifikke forstand var det centralt for Wagner, at kunst var et udtryk af folket og for folket, og at den sande kunst kompromisløst forvaltede en idé eller et ideal over for den materielle virkelighed, pengemagten. Hans antisemitisme er i højere grad baseret på forestillinger af denne art end på egentlig racemæssige betragtninger; en vis indflydelse fra Wagner kan spores i Adolf Hitlers Mein Kampf.

Begrebet "das Reinmenschliche" er centralt for Wagners kompositionsmåde, hvor der tilstræbes en syntese af følelsens kunstart, musikken, og forstandens kunstart, sproget; derfor var det utænkeligt, at andre end han selv kunne skrive teksterne, og han opfattede sig selv som "Wort-Ton-Künstler", ord-tone-kunstner.

Tekst og musik forenes i hans karakteristiske ledemotivteknik, der sammen med den såkaldt uendelige melodi skaber et karakteristisk betydningsmættet ord-tone-sprog; orkesterets funktion var ikke blot at være akkompagnement til sangen, men at deltage aktivt i handlingen på samme måde som koret i det klassiske græske drama.

Richard Wagner tilstræbte det såkaldte "Gesamtkunstwerk", hvormed han mente et kunstværk, hvor alle elementer virkede sammen om fremstillingen af handlingen og dens grundlæggende idé. Wagner øvede afgørende indflydelse på eftertidens tyske og italienske operakomponister, frem for alt på Richard Strauss og Giacomo Puccini.

• Bayreuth-festspillene
• musikdramatik
• opera
• Tysklands historie – 1792-1866