Trubadurer. De occitanske trubadurer dannede hurtigt skole. Dette håndskrift fra 1200-t. viser den nordfranske trouvère Adenet centralt placeret, omgivet af tre medlemmer af den franske kongefamilie med dronning Marie af Brabant (1254-1321) øverst th., andægtigt afventende. I kvadets optakt nævner Adenet bl.a., at han også har digtet om Holger Danske.

.

Trubadurer, (occitansk trobador), occitansksprogede digter-komponister, der i 1100- og 1200-t. udøvede deres kunst i store dele af det sydlige Frankrig og nordøstlige Spanien, med hovedområder i Aquitaine, Gascogne, Catalonien og Provence.

Oftest drejede det sig ikke om professionelle musikere/digtere, men om personer af fornem rang. Dog findes der også personer fra lavere sociale lag blandt de omkring 400 trubadurer, hvis navne er bevaret.

Trubadurerne fremførte normalt ikke selv deres sange, men havde professionelle sangere, joglars (se jongleur), der ofte rejste omkring mellem hofferne og optrådte. Der er overleveret omkring 2600 trubadurdigte, men vi kender kun melodierne til omkring 1/10 af dem.

Den tidligste kendte trubadur er Vilhelm af Poitiers, af hvem man har bevaret 11 sange, der går fra mandschauvinistisk erotiske sange til sange præget af de høviske ridderidealer.

Med Bernart de Ventadorn kulminerede den høviske kærlighedsdigtning inden for denne tradition. Her viser trubadurlyrikken sig som forfinelse af følelser og sprog i en stærkt bunden digterisk form. Hertil svarer de enstemmige melodiers gennemgående faste former.

Bertran de Born har også udtryk for den høviske kærlighed, men er især kendt for digte, der forherliger krigerens ædle dåd, og for sin nære forbindelse til Richard 1. Løvehjerte, der selv digtede inden for genren, især på fransk, men også en enkelt tekst på occitansk.

De raffinerede kærlighedssange blomstrede i 1100-t., men den tradition blev bremset af kirken og af det brutale Albigenserkorstog 1209-29 (se korstog).

Op gennem 1200-t. dominerer sirventes-genren, satiriske sange, der vender sig mod romerkirken og mod den franske kongemagt. Det er ikke forkert at betragte trubadursangene i denne periode som en slags dissidentlyrik.

Trubadursangene fik umådelig betydning for europæisk kunstpoesi: I det nordlige Frankrig byggede de såkaldte trouvères videre på traditionen, og i Tyskland stod minnesangerne i stærk gæld til deres occitanske forgængere.

Endelig må nævnes, at både Francesco Petrarca og Dante Alighieri kendte og værdsatte trubadurerne, der derved også prægede italiensk lyrik i de følgende århundreder.

Få europæiske litteraturer, om overhovedet nogen, har været uberørte af trubadurernes sange.

Litteratur

  • Pedersen, John (2001). Troubadurernes sange. København: Gyldendal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig