Chrétien de Troyes

Faktaboks

Chrétien de Troyes

Chrestien de Troyes

levede i 1100-tallet, aktiv 1160–1190

Træsnit fra ca. 1530, som måske skal forestille Chrétien de Troyes.

Artikelstart

Chrétien de Troyes var en fransk forfatter, der skrev i tiden 1160-1190. Han er skaberen af Arthurromanen som litteraturgenre, dvs. høviske ridderromaner på vers med den keltiske sagnkonge Arthurs hof som ramme

Chrétien havde fyrstelige mæcener, og hans romaner henvendte sig til den feudale elite. De handler om ridderskab og kærlighed på en idealiserende, følelsesforfinende og normgivende måde. Mængden af bevarede håndskrifter vidner om succes, og det samme gør videredigtninger på prosa fra 1200-tallet om gralmyten og Lancelot.

Den selvbevidste Chrétien er den første, der anvender ordet roman om sin digtning, hvormed han mener en forening af stof, struktur og mening. Inspirationen fra keltiske myter viser sig bl.a. i en rig symbolbrug. De første romaner er "profane".

I Erec et Enide og Le Chevalier au lion, Yvain (se Eufemiaviser) går ridderskab, kærlighedsægteskab og samfundsnytte op i en højere enhed.

I Cligès fordømmes Tristan og Isoldes lidenskabelige og ulovlige kærlighed, siden opgiver Chrétien at færdiggøre sin Le Chevalier de la charrette om Lancelots og Arthurs dronning Guenièvres forhold og lader en kollega afslutte den.

Forfatterskabet udvikles, og den sidste roman, Le Conte du Graal, beskriver den verdslige ridder Percevals trinvise bevidstgørelse om synden og det kristne mysterium, symboliseret i Gralen. Den er uafsluttet pga. Chrétiens død.

De nævnte fortællinger er psykologiske udviklingsromaner, hvor den enkelte ridder formes som en helt gennem prøvelser og overnaturlige eventyr. Kærlighed er katalysator for bedrifterne, og Chrétien er berømt for analyser af følelseslivet. Som noget nyt i tiden plæderer han for kærlighedsægteskabet. Han siger, at han har skrevet om "Kong Marc og den lyse Isolde", men den tekst findes ikke.

Ud over Arthurromaner har Chrétien gendigtet Philomena efter 6. bog af Ovids Metamorfoserne, skrevet to kærlighedssange og sandsynligvis romanen Guillaume d'Angleterre, der bygger på en helgenlegende. På dansk findes Løveridderen, oversat til prosa af Kajsa Meyer (1991).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig