Madame de Staël

Madame de Staël havde i sit Essai sur les fictions (1795) fremhævet romanen som den form, hvor individets følelser bedst skildres. Under indflydelse af sentimentalismen i 1700-tallets romaner (fx Samuel Richardson) beskriver hun i Delphine og Corinne to kvindeskæbner og de socialt-kulturelle bindinger, der får fatale konsekvenser for dem. I brevromanen Delphine står konflikten mellem en kvindes heftige kærlighed i en konfrontation med et fordomsfuldt og beregnende samfund, som stiller sig i vejen for hendes lykke. I Corinne ou l'Italie (1807, dansk Corinna eller Italien, 1824-25), der er en mere programmatisk roman om en kvindelig kunstnersjæl, vikles følelserne og kærligheden ind i en konflikt mellem et Italien, hvor kvinden angiveligt har større frihed, og et England, hvor hun stadig bindes af normerne.

Begge romaner vakte opsigt og begejstring blandt læserne, fordi de vedrørte tidens store emne: frihed som realitet og begreb. Madame de Staël var således med sin kvindeopfattelse, men også med hele sin person, berøringsflade og liberale idéer en vigtig overgangsfigur mellem oplysningstiden og romantikken.

Germaine de Staëls frihedstrang spillede også en afgørende rolle i hendes politiske engagement, særlig i forbindelse med politikernes udarbejdelse af en ny konstitution i 1795 efter Robespierres fald. Hun fik i den forbindelse en betydelig indflydelse via sit skrift Réflexions sur la paix intérieure (1795, 'Refleksioner over den indre fred') og sine nære forbindelser blandt de politiske ledere. Hendes politiske hovedværk Considérations sur la Révolution française (ufuldendt, posthumt 1818, 'Betragtninger over den franske revolution') fremhæver de grundlæggende liberale tanker, der lå bag revolutionen i 1789 som modsætning til den kontrarevolution, som Bonaparte gennemførte.

Madame de Staëls eget liv var stærkt omtumlet. Hendes indstilling til revolutionen såvel som til Napoleon var først positiv, bestemt af hendes fremskridtstro, siden afgjort kritisk, og tvang hende til at gå i eksil, mest på familiens slot Coppet i Schweiz ved Genèvesøen, men også på rejser, der bragte hende til Østrig, Tyskland, Rusland og England (Dix années d'exil, posth. 1821, dansk Ti Aar i Landflygtighed, 1913). Hendes europæiske berømmelse efter det litteratursociologiske essay De la Littérature considerée dans ses rapports avec les institutions sociales (1800, dansk Litteraturen og samfundet, 1973) bragte hende i forbindelse med adskillige berømtheder, først politikere som Talleyrand og Sieyès, senere litterater og intellektuelle som Benjamin Constant, Wilhelm von Humboldt, August Wilhelm Schlegel og Friedrich Schlegel, Friederike Brun og Simonde de Sismondi. Heraf opstod, med skiftende sammensætninger, den såkaldte "Groupe de Coppet". Sammen med rejserne gjorde gruppen Madame de Staël til "europæer", som hun selv sagde.

Efter at have besøgt Goethes Weimar var hun, hjulpet af August Wilhelm Schlegel og andre, begyndt på udarbejdelsen af sit kultur- og litteraturhistoriske hovedværk De l'Allemagne, som blev forbudt af Napoleons censur og beslaglagt i 1810 som ”ufransk” (udgivet i London i 1813 samt i Berlin og Paris i 1814). Værket er en gennemgang af samtidens tyske litteratur, kunst, religion og tænkning, og dets betydning for romantikken i Frankrig kan næppe overvurderes. Madame de Staël foreslår ikke, at man efterligner den nye litteratur i Tyskland, men lægger op til, at franskmændene sprænger klassicismens rammer og søger nye inspirationer.

Madame de Staël er i sig selv en hel historie som repræsentant for overgangen mellem oplysningstid og romantik, den nye litterære forfattertypes subjektivitet og engagement og den kvindelige intellektuelles kamp for at gøre sig gældende i det offentlige og politiske liv.

• Frankrigs litteratur
• Frankrigs litteratur i 1800-tallet
• romantik

• Brandes, Georg (2022). Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur. Bd. 1 Emigrantlitteraturen. København: Lindhardt og Ringhof.
• Doudet, Sophie (2018). Madame de Staël. Paris: Gallimard.