Frankrigs litteratur i 1800-tallet var karakteriseret ved en ny, historisk bevidsthed. Man var i århundredets første del optaget af at udgive de gamle middelaldertekster, og historieskrivningen blomstrede. Historiske romaner fulgte med, og vejen åbnedes for de realistiske romaner. Også en aktuel virkelighed trængte sig på, og selv den jegcentrerede romantik åbnede en plads for ideologiske budskaber. Men litteraturen gik snart to veje: Symboldyrkelse i den rene poesi på den ene side, naturalistiske og psykologiske romaner på den anden.
Frankrigs litteratur i 1800-tallet
Historiens indtog i Frankrigs litteratur
François René de Chateaubriand. Litografi af François-Séraphin Delpech (1777-1825).
Eksempelvis skrev François Guizot sin Essais de l’Histoire de France, 1823 og Prosper de Barante udgav Histoire des ducs de Bourgogne, 1824. Jules Michelet udgav første bind af sin monumentale Histoire de France i 1833 (afsluttet i 1867), og Alexis de Tocqueville sine historiske og politiske refleksioner i De la démocratie en Amérique i 1835.
Dønningerne efter Den Franske Revolution fortsatte århundredet igennem med revolutioner og opstande i 1830, 1832, 1848 og 1871, ledsaget af nye politiske og sociale programmer ved Henri de Saint-Simon, Pierre Joseph Proudhon, og fulgt af politisk engagerede forfattere som Victor Hugo. Vedtagelsen af Den Tredje Republik i 1875 gav stødet til sociale og kulturelle reformer, der kulminerede i adskillelsen af kirke og stat i 1905.
Dette var samtidig et brud med den religiøse fornyelse efter Revolutionen, som François René de Chateaubriand et århundrede før havde forfægtet i sit store essay Génie du christianisme (1802). Hans romaner Atala (1801) og René (1802) markerede dels katolicismens styrke, dels historiens indtog i romangenren med den romantiske helt René, der må gå i eksil.
Romantikkens dramaer
Det var med et historisk drama og en historisk roman, Hernani og Notre-Dame de Paris, at Victor Hugo slog igennem i 1830 og 1831. Alfred de Vigny havde udgivet sin historiske roman Cinq-Mars i 1826, og Hugo selv havde slået til lyd for et nyt, romantisk drama i Préface de Cromwell (1827).
Hugos dramaer fra 1830’erne, Alfred de Mussets Lorenzaccio (1834) og Vignys Chatterton (1836) brød med den klassicistiske franske tradition og satte tragiske, romantiske helte i forgrunden.
Den episke romantik
Tegning af Madame de Staël fra 1797.
Romaner og noveller talte mange højdepunkter i romantikken. Blandt de kvindelige forfattere fik Madame de Staël stor gennemslagskraft med Delphine (1802) og Corinne (1807), Claire de Duras med Ourika (1824) og Édouard (1825) og George Sand med sine første romaner Indiana (1832) og Lélia (1833). Vigny udgav romanen Stello (1832) om digterskikkelser hævet over almindelige mennesker. Théophile Gautier på sin side brillerede med fantastiske fortællinger.
Gryende realisme
Den episke genre udviklede sig mere og mere realistisk, således i Stendhals Le Rouge et le Noir (1831) og La Chartreuse de Parme (1839) med psykologiske vinkler og billeder af det sociale liv. Prosper Mérimées lange noveller Colomba (1840) og Carmen (1845) regnes også til realismen.
Den største repræsentant for denne strømning var dog Honoré de Balzac (La Comédie humaine, 1829-1847). Hans erklærede mål var, at forfatteren skulle være samfundets ”sekretær”.
Les Misérables
Samtidig begyndte Victor Hugo på Les Misérables (1862), det allersidste romantiske værk omkring en helteskikkelse, som han færdiggjorde i eksil efter Napoleon 3.s statskup. Den slutter med et romantisk digt indskrevet på en gravsten.
Jeg-lyrik og politik
Den romantiske poesi talte fra 1820 til 1848 alle de store navne: Alphonse de Lamartine, Hugo, Vigny, Musset. Lamartine udviklede i Méditations poétiques (1820) den jeg-centrerede lyrik, som Marceline Desbordes-Valmore havde bidraget til kort forinden (Élégies et romances, 2019), og som Musset fortsatte i Les Nuits (1835-1837).
Théophile Gautier brugte eksotiske motiver og bidrog med l’art-pour-l’art-digte. Vigny (Poèmes antiques et modernes, 1826) skrev mere filosofiske digte og fremstod i samtiden på linje med Lamartine som digterisk profet, hvis budskaber fulgtes med interesse.
Den programmatiske digtning
Victor Hugos jeg-lyrik i Les Voix intérieures (1837) fulgtes af hans mere programmatiske digte i Les Rayons et les ombres (1840): Her definerede han digterens opgave som den at forberede bedre tider.
Også den senere politiker Lamartine havde talt om at forlade den lyriske tone og være mere ”filosofisk, religiøs, politisk og social”: ”Skam få den, som kan digte, mens Rom brænder”, havde han skrevet allerede i 1831 (”Némésis”) og samme år digtet om menneskehedens bevægelse fremad (”Les Révolutions”).
Symbolismen i den franske litteratur
For symbolisten Charles Baudelaire var fotografiet en nyttig teknik, men farlig for kunsten, fordi det bekræftede det dårlige publikums tro på, at kunst er den nøjagtige gengivelse af virkeligheden (Les Salons, 1859). Alligevel fik ungdomsvennen Nadar (Félix Tournachon), en af fotografiets pionerer, lov til i årene 1855-1862 at optage en række portrætter af ham.
Det var imidlertid ikke den programmatiske retning inden for poesien, der fortsatte efter 1848.
Charles Baudelaires digtsamling Les Fleurs du Mal (1857, på dansk Syndens Blomster, 1921 og 1963, Helvedsblomsterne, 1997) vendte op og ned på det digteriske sprog med en udvidet symbolbrug. Værket prægede afgørende den symbolistiske digtning i århundredets anden halvdel.
Arthur Rimbauds revolutionerende prosadigte Les Illuminations (udgivet posthumt i 1886) fik lige så stor betydning som Stéphane Mallarmés L’Après-midi d’un faune (1876) og sonetter i deres afsondring fra den virkelige verden. Paul Valéry, en af Mallarmés mange elever, fortsatte symbolismen i sine digte ind i 1900-tallet (La jeune Parque, 1917).
Realismen og naturalismen i den franske litteratur
Omkring århundredets midte var litteraturen på en måde blevet splittet op i symbolisme og realisme.
Den moderne psykologiske roman rystede og forargede i Gustave Flauberts Madame Bovary (1857), og helten i L’Éducation sentimentale, l’histoire d’un jeune homme (1869) konfronterer samfundsklasserne. Hos Flauberts elev Guy de Maupassant var personpsykologien i centrum i flere romaner (Pierre et Jean, 1888, med et forord om romanen) og en lang række meget læste noveller.
Brødrene Goncourts Germinie Lacerteux (1865) på sin side rummer barske, realistiske beskrivelser.
Zolas naturalisme
Naturalismens grundlægger Émile Zola (Thérèse Raquin, 1867, L’Assommoir 1876-1877 og Le Roman expérimental, 1879) lagde vægten på de fysiologiske aspekter af mennesket og dets sociale betingelser. Han lod læseren følge disse betingelser i den store romanserie om Rougon-Macquart-familien (1871-1893).
Realismens forskellige udtryk
Alphonse Daudet var en skarp iagttager af sin samtid, med et åbent blik for alle virkelighedens tragikomiske detaljer. Her er han fastholdt i et foto taget af den ofte brugte fotograf Étienne Carjat.
”Realisme” blev mere og mere løsenet for den fortællende genre: Mennesker og ting beskrives og indgår i en realistisk illusion, en levende verden som hos Jules Verne trods tilsyneladende fantastiske elementer, den historiske aktualitet i Jules Vallès’ romaner om en social skæbne, mens Alphonse Daudet dyrkede parodien på et realistisk grundlag.
Læs mere i Den Store Danske
Litteratur
- Brandes, Georg (1872-1890). Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur.
- Hertel, Hans (red.) (1994). Verdens litteraturhistorie, bd. 4-5. København: Gyldendal.
- Hollier, Denis (1989). A New History of French Literature. Harvard: Harvard University Press. 1989. Også på fransk: De la littérature française. Paris: Bordas, 1993.
- Marot, Patrick (2001). Histoire de la littérature française du XIXe siècle. Paris: Honoré Champion.
- Prendergast, Christopher (1986). The Order of Mimesis: Balzac, Stendhal, Nerval, Flaubert. London.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.