Faktaboks

Jules Vallès
Født
11. juni 1832, Le Puy, Haute-Loire, Frankrig
Død
14. februar 1885, Paris, Frankrig
Jules Vallès
Jules Vallès portrætteret af Gustave Courbet ca. 1861.
Jules Vallès
Af /Musée Carnavalet.

Den franske forfatter Jules Vallès var også journalist. Han arbejdede på forskellige blade det meste af livet og lancerede under Pariserkommunen i 1871 sin egen avis med den betegnende titel Le Cri du Peuple, Folkets råb. Han var selv en af kommunarderne og præsiderede deres sidste møde d. 21. maj 1871 sammen med maleren Gustave Courbet. Fra 1872 til 1880 levede han i eksil i London.

"En generations historie"

Vallès var et oprørsk menneske og vendte sin protestholdning mod familien, uddannelsen og de politisk-sociale forhold i Frankrig. Hans hovedværk, romantrilogien om Jacques Vingtras, oprindelig med titlen "En generations historie", er selvbiografisk. Den skildrer hans opvækst i L'Enfant (1879, 'Barnet'), skolegang i Le Bachelier (1881, 'Studenten'), og tiden fra 1862 til 1871 i L'Insurgé (delvis udgivet i 1882, dernæst posthumt i 1886, 'Oprøreren'). Værket forener en radikal realisme med en for tiden usædvanlig, moderne stil, og navnlig det sidste bind udmærker sig ved at balancere mellem at være tæt på begivenhederne og holde distancen.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Bellet, Roger (1995). Jules Vallès. Paris: Fayard.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig