François René de Chateaubriand

Ved sin tilbagevenden til Frankrig i 1800 havde han allerede vist sin optagethed af historiske omvæltninger med Essai sur les révolutions (1797). Han afbrød en kort karriere som sekretær ved det franske gesandtskab i Vatikanet i protest mod henrettelsen af hertugen af Enghien. Chateaubriands modstand mod Napoleon kom siden voldsomt til udtryk i De Buonaparte et des Bourbons (1814), et forsvarsskrift for kongedømmet. Han blev medlem af Chambre des pairs, overhuset, i 1815, men lagde sig ud med Ludvig 18. pga. sine tilrettevisninger af kongen i La Monarchie selon la Charte (1816), dvs. kongedømmet ifølge Konstitutionen. De følgende år optrådte han ivrigt som kommentator og forsvarer af den frie presse med politiske debatartikler i Le Conservateur (1818-1820) og Le Journal des Débats. Hans særlige interesse for Frankrigs storhed internationalt gjorde ham til ambassadør i London, Berlin og Rom og til udenrigsminister 1822-1824. Selvom han stædigt støttede Bourbonerne, også efter Karl 10.'s fald i 1830, endte han, til dels under indflydelse af Tocqueville, med at tænke i mere demokratiske baner og anså ikke en republik i Frankrig for umulig.

Chateaubriand havde tidligt leveret et stærkt forsvar for katolicismen i Génie du christianisme (1802, Kristendommens ånd), hvad der ikke alene sikrere ham en plads på den politiske scene efter Napoleon 1.'s fald, men også samlede interessen om ham som en fascinerende stilist med sans for romantiske emner. Hans tekster kan have et højtideligt præg, ofte selvhøjtideligt, men det er netop, fordi de taler individets sag, ja er individets sag, som det fremgår af romanerne Atala (1801, dansk 1888) og René (1802, dansk 1968). Begge tekster er udsprunget af hans egne oplevelser i Amerika og som emigrant, og specielt René blev af stor betydning for samtidens litteratur pga. sin fremstilling af den ensomme romantiske helt.

Det store prosaepos Les Martyrs (1809) om de kristne martyrer i Rom svarer både til Chateaubriands historiske interesse og hans kamp for kristendommen, mens romanen Les Natchez (1826, Natchez-indianerne) følger Renés skæbne hos et naturfolk i et land, hvor Chateaubriand selv havde været. Sammenhængen mellem hans rejser og romanproduktion ses også i kortromanen Les Aventures du dernier Abencérage (1826) om kærligheden mellem en muhamedaner og en kristen kvinde i Spanien, der var endemålet for forfatterens store rejse i det nære østen 1806-1807 (Itinéraire de Paris à Jérusalem, 1811).

Chateaubriands sidste roman, Vie de Rancé (1844), der fortæller en trappistmunks livshistorie fra 1600-tallet, kan læses som et symbolsk billede på hans egen skæbne, men afklaret og renset for alle forviklinger.

Chateaubriands dyrkelse af rejsebeskrivelsen, som han selv fremhæver det selvbiografiske i, svarer til en gennemgående tendens i forfatterskabet, der kulminerer i hovedværket Mémoires d'outre-tombe (posthumt 1848-50, dansk Erindringer fra den anden Side Graven, 1943 og 1990). Værket er bygget op om forfatterens livshistorie med billeder af den unge drømmer i Bretagne, rejserne til Amerika og Mellemøsten, de politiske konfrontationer, den forkætrede og beundrede Napoleons historie, forholdet til Juliette Récamier, de politiske kampe i 1820'erne og i 1830, det hele afsluttet med et portrætgalleri af betydningsfulde samtidige og en vision af Europas fremtid. Chateaubriand brugte materiale fra sine bøger, politiske debatter og breve, men føjer alt sammen til en beretning om en engageret idealist, der også var et lidenskabeligt drømmende menneske — en romantisk dobbelthed, der her fremstår som et gravmæle, netop da romantikken er ved at klinge ud.

• Frankrigs litteratur
• romantik

• Clément, Jean-Paul (2003). Chateaubriand. "Des illusions contre des souvenirs". Paris: Gallimard.
• Fumaroli, Marc (2019). Le poète et l'empereur & autres textes sur Chateaubriand. Paris: Les Belles Lettres.
• Lund, Hans Peter (1986). François-René de Chateaubriand. Mémoires d'outre-tombe. Paris: Presses Universitaires de France.