Karl 10., 9.10.1757-6.11.1836, konge af Frankrig 1824-30, greve af Artois, yngste bror til Ludvig 16. Efter Stormen på Bastillen 1789 var Karl indtil 1814 centrum i de mest antirevolutionære emigrantkredse. Efter restaurationen af kongedømmet i 1815 vanskeliggjorde hans ultraroyalisme broderen Ludvig 18.s moderate politik. Da Karl 1824 arvede tronen, var han ganske populær. Hans smukke ydre og stærke katolicisme imødekom romantikkens forestilling om en sand konge. Karl var imod det konstitutionelle monarki. Med Deputeretkammerets reaktionære flertal fik han 1824-27 gennemført love om blasfemi, erstatning til de adelige emigranter, kirkelig indflydelse på skolevæsenet, pressecensur og Nationalgardens opløsning.
Støtte til grækernes frihedskamp og deltagelse i ødelæggelsen af den tyrkiske flåde ved Navarino 1827 skulle styrke hans popularitet. Men da han samme år udskrev valg, fik de liberale flertal. En tid levede han med en liberal regering, men da en rejse i Alsace gav ham et falsk indtryk af opinionen, udnævnte han 1829 den ultrakonservative Jules de Polignac til regeringsleder og opløste kammeret i 1830. Hans håb var, at erobringen af Algier juni-juli 1830 kunne styrke regimet, men 3.7.1830 fik de liberale flertal. Da hans kupforsøg 25/7 mod det nyvalgte kammer udløste Julirevolutionen 27/7, abdicerede han 2/8 og gik i eksil.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.