Honoré de Balzac

Den første roman, Honoré de Balzac udgav i sit eget navn, var en historisk roman. Le dernier Chouan (1829, Chouanerne, 1918) foregår i revolutionstiden, for her havde det moderne samfund sine rødder. Virkningen af samfundsindretningen siden den tid tog Balzac op til behandling i senere romaner som Le Père Goriot (1834-35, dansk Far Goriot, 1842, Gamle Goriot, 2022) og Illusions perdues (1837-43, Bristede Forhaabninger, 1928-30), og samtidig arbejdede han med de bagvedliggende årsager i mennesket selv: viljen (Louis Lambert, 1833), lidenskaberne (La Peau de chagrin, 1831, Chagrinskindet, 1896) og den altfortærende higen efter det absolutte (La Recherche de l'Absolu, 1834).

Hurtigt og sikkert opbyggede han et sammenhængende romanunivers, hvor personerne gik igen fra bog til bog, og i 1842 kunne han samle sine ambitiøse overvejelser over det samlede værks struktur i et stort forord (Avant-propos). Det fremgår heraf, at La Comédie humaine falder i tre afsnit: 1) Studier i dagliglivet med scener fra privatlivet (fx Le Père Goriot), provinsen (Eugénie Grandet, 1833, dansk 1878), Paris (Splendeurs et misères des courtisanes, dansk1835-47, Kurtisanerne, 1844-48 og 1899), det politiske og det militære liv samt livet på landet.

Et hav af romaner og noveller berettiger Balzacs eget udsagn om, at han gik med et helt samfund i sit hoved. Den største gruppe omfatter studier af sæder og skikke, hvor det altdominerende sted for handlingen er Paris. Hertil kom de filosofiske studier, en snes romaner og noveller om de menneskelige og psykologiske kræfter, mens de såkaldt analytiske studier, som Balzac anså for kronen på værket, forblev ufuldendt, kun repræsenteret af Physiologie du mariage (1829, Ægteskabets fysiologi).

"Al poesi, al kunst udgår af en vision af tingene", hedder det i Louis Lambert. Ingen realisme hos Honoré de Balzac uden et samlende visionært element, som man ser det i novellen La Fille aux yeux d'or (1834-35, Pigen med de gyldne øjne) med dens fortættede billede af det moderne Paris og de forskellige samfundsklassers jagt på penge. Balzac retter sit blik overalt, og enhver beskrivelse i hans romaner og noveller er en tydning af de tegn, han finder i virkeligheden, og som han bruger som afsæt for sine personskildringer.

Men Balzacs mest benyttede kneb til at fremstille sin vision er de forskellige mennesketyper, fx den brutale gnier Grandet over for datteren Eugénie med det romantiske sind; de unge ambitiøse mænd, der som Rastignac støttes af erfarne kvinder, men rives med af samfundets diabolske hvirvelstrøm, symboliseret i Vautrin, forbryderen med de mange forklædninger. De modstridende kræfter fører til død eller selvmord, således som det symboliseres i det fantastiske chagrin-skind, der opfylder den unge mands ønsker, men skrumper ind for hver gang og langsomt rykker ham nærmere døden. Lidenskabernes og viljens udfoldelse i det moderne samfund var også for Balzac af destruktiv art, når det drejede sig om udnyttelse af de svage eller af kvinderne. I hans øjne kunne kun et absolutistisk samfundssystem hamle op med anarkiet og egoismen, heraf hans begejstring for Napoleon og hans utopiske dyrkelse af frelserskikkelser (Le Médecin de campagne, 1833, Landsbylægen).

Al realisme til trods og selvom han vil gengive historien, "som den var", er Honoré de Balzac således præget af romantikkens modsætning mellem den idealistiske stræben og den barske og ødelæggende virkelighed, men samtidig peger hans realisme fremad, og hans søgen efter sandheden om mennesket i samfundet indvarsler naturalismen i litteraturen.

• Frankrigs litteratur i 1800-tallet

• Alain (1999). Balzac. Paris: Gallimard.
• Brandes, Georg (1968). Essays. København: Gyldendal.
• Nykrog, Per (1965). La pensée de Balzac dans La Comédie humaine. København: Munksgaard.
• Rey, P.-L. (1979). La comédie humaine: Balzac: analyse critique. Paris: Hatier.