Faktaboks

Paul Valéry

Ambroise-Paul-Toussaint-Jules Valéry

Født
30. oktober 1871, Sète (Frankrig)
Død
20. juli 1945, Paris (Frankrig)
Paul Valéry
Paul Valéry, fotograferet ca. 1925
Af .

Paul Valéry var en fransk forfatter. I Valéry forenedes lyrikeren, filosoffen og matematikeren. Han var medlem af Det Franske Akademi fra 1925.

Paul Valéry skrev dybsindigt om dans, musik, kunst og arkitektur, L'Âme et la danse (1920, på dansk Sjælen og Dansen, 1941; også i Tre Dialoger, 1946), og var en essayets mester, Variété, 1-5 (1924-1944).

Indtil han blev berømt som medlem af Det Franske Akademi fra 1925, levede Valéry i ca. 20 år som privatsekretær for en pressemagnat. Som Stéphane Mallarmés foretrukne discipel og som ven med André Gide vandt Valéry sig hurtigt et navn som symbolistisk lyriker. Efter en psykisk krise i 1892 gjorde han dog op med tidens sværmeriske søgen efter idealet og helligede sig studiet af sin egen bevidstheds mekanik med La Soirée avec Monsieur Teste (1896, udvidet 1926 og 1946, på dansk Monsieur Teste, 2000, som også indeholder Indføring i Leonardo da Vincis metode fra 1895).

Som tænker var han skeptiker og hældede til en art biologisk materialisme, som bl.a. fik ham til at tvivle på den europæiske kulturs overlevelse, jf. Regards sur le monde actuel (1931, Betragtninger over verden i dag). Som digter var han den intellektuelle ordkunstner, der forkastede romantikerens inspiration; digterens opgave var ikke at tænke, men at skabe et nyt, magisk sprog: Sprogets tilblivelse er digtet.

André Gide overtalte i 1913 Valéry til at genudgive sine ungdomsdigte, Album de vers anciens (1920). Som et farvel til poesien ville Valéry skrive et lille indledningsdigt. Det blev til storværket La jeune Parque (udgivet for sig selv i Nouvelle Revue Française 1917, Den unge Parce), som sikrede Valéry en plads blandt Frankrigs største lyrikere. Derefter fulgte en række nye digte samlet i Charmes (1922, Magiske sange). Som professor ved Collège de France (fra 1937) talte han besættelsesmagten modigt imod, og Charles de Gaulle gav ham en national begravelse. Han er gravlagt i fødebyen Sète på den kirkegård ved Middelhavet, som danner rammen om Valérys betydeligste filosofiske digt, "Le Cimetière marin" (1920).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig