Faktaboks

J.R.R. Tolkien

John Ronald Reuel Tolkien

Født
3. januar 1892, Bloemfontein, Sydafrika
Død
2. september 1973, Bournemouth, England

J.R.R. Tolkien. Fotografi fra ca. 1960.

.

J.R.R. Tolkien var en engelsk forfatter. Han er særligt kendt for fantasyromanerne Hobbitten og Ringenes Herre, som blev genreskabende. Tolkien gjorde tjeneste under 1. Verdenskrig, og han arbejdede fra 1925 til 1959 som professor i old- og middelengelsk ved Oxford University.

J.R.R. Tolkiens forfatterskab

Tolkiens forfatterskab blev et af verdens mest populære i 1900-tallet, og værkerne er stadig meget læste. Med fantasy-genrens stadig større udbredelse står Tolkiens værker som hjørnesten, som senere forfattere i genren har kunnet læne sig op ad. Selv udviklede Tolkien sit fantastiske univers inspireret af vennen og kollegaen C.S. Lewis, som også blev inspireret af Tolkien. Begge var medlemmer af det litterære selskab The Inklings i 1930'erne og 1940'erne og dyrkede her især ældre fantastiske fortællinger.

Hobbitten og Ringenes Herre

Tolkiens berømmelse hviler på den fantastiske romankreds om eventyruniverset Middle-Earth ("Midgård"). The Hobbit (1937, dansk titel: Hobbitten, 1969) blev lanceret som en børnebog, men trilogien The Lord of the Rings (1954-1955, dansk titel: Ringenes Herre, 1968-1970) rørte alle aldersgrupper. I Danmark blev trilogien Ringenes Herre således en kultbog i 1970'erne. Den består af tre dele, Fellowship of the Ring (dansk Eventyret om ringen), The Two Towers (dansk De to tårne) og Return of the King (dansk Kongen vender tilbage).

Andre værker

Efter Tolkiens død er bl.a. udkommet The Silmarillion (1977, oversat til dansk i 1978), der omhandler det samme univers som Ringenes Herre, og den ufærdige The Fall of Arthur (2013, dansk titel Arthurs fald, 2013) om kong Arthur og ridderne af det runde bord. Sønnen Christopher Tolkien (1924-2020) redigerede disse tekster og stod også bag de originale landkort-tegninger til Ringenes Herre.

Illustrationer

Dronning Margrethe 2. har under pseudonymet Ingahild Grathmer illustreret Tolkiens berømte romanserie Ringenes herre, hvori eventyrfigurer kæmper det godes og det ondes kamp i deres søgen efter den ring, der samler al magt i verden. Bogudgave med dronning Margrethes jugendstil-inspirerede illustrationer udkom i 1977.

.

Ud over Christopher Tolkien har J.R.R. Tolkiens værker inspireret nogle prominente illustratorer. Blandt de kendteste er Mumitroldenes ophavskvinde Tove Jansson, hvis illustrationer af Hobbitten er gengivet i flere landes oversættelser. I Danmark har dronning Margrethe 2. under pseudonymet Ingahild Grathmer illustreret Ringenes Herre.

Filmatiseringer af Tolkiens bøger

I 1979 instruerede Ralph Bakshi en tegnefilmsudgave af Ringenes Herre. Ringenes Herre fik i begyndelsen af 2000-tallet fornyet popularitet i forbindelse med den newzealandske instruktør Peter Jacksons vellykkede filmatisering i tre dele (2001, 2002 og 2003). Også Hobbitten er blevet filmatiseret af Jackson, ligeledes i tre dele (2012, 2013 og 2014).

Tolkiens akademiske karriere

Tolkien var som vennen C.S. Lewis en kapacitet på sit felt, old- og middelalderlitteratur. Han var i sin tid en førende Chaucer-ekspert, og han redigerede Sir Gawain and The Green Knight af en anonym forfatter fra Chaucers tid. Udgaven står stadig som standardudgaven af dette betydelige engelske narrative digt.

Bøger

  • The Hobbit, 1937, på dansk: Hobbitten, 1969
  • Fellowship of the Ring, 1954, på dansk: Eventyret om ringen, 1968
  • The Two Towers, 1954, på dansk: De to tårne, 1969
  • Return of the King, 1955, på dansk: Kongen vender tilbage, 1970
  • The Silmarillion, 1977, på dansk: Silmarillion, 1978
  • The Fall of Arthur, 2013, på dansk: Arthurs fald, 2013

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig