science fiction

Den første egentlige science fiction roman, som benytter teknologi og naturvidenskab til at gøre det umulige muligt, er Mary Shelleys Frankenstein (1818). Om end den videnskabelige basis ikke er fokus for Shelleys roman, er det vitalt, at fortællingens præmis er funderet i samtidens videnskabelige forståelse. Derfor markerer Shelleys roman et gennembrud i moderne litteratur og et erkendelsesmæssigt skifte af, hvordan litteratur kan italesætte det fantastiske.

Jules Verne (fx De la Terre à la lune (1865, da. Rejsen til Maanen, 1876)), H.G. Wells (fx The Time Machine (1895, da. Tidsmaskinen, 1976)) og Arthur Conan Doyle (fx The Lost World (1912, da. Den forsvundne verden, 1966)) dyrkede med optimisme og stor læsersucces roman scientifique, scientific romance og spekulativ fiktion.

Efter 1. Verdenskrig afspejlede britisk science fiction en desillusioneret og teknologiskeptisk stemning, som det ses i Aldous Huxleys dystopiske Brave New World (1932, da. Fagre Nye Verden, s.å.) og genfindes i både tjekkiske Karel Čapeks Krigen mod Salamanderne (1936, da. 1937) og svenske Karin Boyes Kallocain (1940, da. 1946) samt senere i George Orwells Nineteen Eighty-four (1949, da. 1984, 1950). Ordet og fænomenet robot forekom i øvrigt første gang i Karel Čapeks skuespil R.U.R. (1920).

Som udpræget sensationel genre var science fiction imidlertid som skabt for USA's pulp fiction (populærlitteratur, af pulp 'træmasse'), og det var da også i dette massemedie, navnlig i John W. Campbell jr.s (1910-1971) magasin Astounding Science Fiction fra 1930, at genren fik sine første egentlige seriøse udøvere: Isaac Asimov, A.E. van Vogt (1912-2000) og Robert A. Heinlein.

Den teknikdyrkende amerikanske tradition blev globalt dominerende efter 2. Verdenskrig, mellemkrigstidens katastrofemotiver genfindes dog ofte hos fremtrædende britiske science fiction-forfattere efter krigen: John Wyndham, Brian W. Aldiss, J.G. Ballard og Arthur C. Clarke.

Selvom billigbogens revolutionering af underholdningsmarkedet efter 2. Verdenskrig både cementerede science fiction som populærgenre og tilskyndede til romanlængde snarere end det for genren ellers traditionelle novelleformat, blev genrens elementer i stigende grad integreret i traditionel realistisk fiktion, hvor den radikaliserede naturvidenskabelige dimension bliver en del af den modernitet, som mennesker nu og i fremtiden på godt og ondt er underkastet, således hos Ray Bradbury i Fahrenheit 451 (1953, da. 1955, filmatiseret af François Truffaut 1966).

Op gennem 1960'erne blev genren mere kompleks, samtidig med at den blev genstand for seriøs litteraturkritisk interesse. I Storbritannien anerkendtes den surrealismeorienterede Michael Moorcocks (f. 1939) New Worlds som avantgardemagasin med offentlig kunstfondstøtte, og i USA brød Harlan Ellison (1934-2018) grænser med sine suggestive korte, grafiske tekster, først samlet i Dangerous Visions (1967).

Eksperimentel science fiction, Samuel R. Delany (f. 1942) (Dhalgren, 1975), Thomas M. Disch (1940-2008) (Camp Concentration, 1968), trivedes side om side med vedtagen formelfiktion, Frederik Pohl (1919-2013), Robert Silverberg (f. 1935).

I Slaughterhouse-Five (1969, da. Slagtehal fem eller børnekorstoget, 1970) havde Kurt Vonnegut brugt science fiction-formatet til at bearbejde og kommunikere oprivende krigserfaringer, men også Doris Lessing har anvendt elementer i sit social- og bevidsthedskritiske forfatterskab, navnlig i space fiction-serien Canopus in Argos: Archives (1979-83), og Ursula K. Le Guin i sine tankeeksperimenterende og civilisationskritiske science fiction-romaner, fx The Left Hand of Darkness (1969, da. Mørkets venstre hånd, 1974).

Marge Piercy har udnyttet genren i et kvindepolitisk sigte i Woman on the Edge of Time (1976, da. Kvinde ved tidens rand, 1980), det samme gælder Margaret Atwood i The Handmaid's Tale (1985, Tjenerindens fortælling, 1986).

En beslægtet brug af science fiction findes på dansk i Inge Eriksens romanserie Rummet uden tid (1983-89) og Alice, Alice (1991). Blandt danske dyrkere af genren kan nævnes Niels E. Nielsen, Svend Åge Madsen og Erwin Neutzsky-Wulff.

Mens den klassiske science fiction har sit store kultpublikum, og mens elementer fra genren ofte genfindes i litteratur uden præg af genreformel, så ses udviklingen af genren omkring årtusindskiftet kraftigt præget af computerens centrale rolle.

It-alderens nye underholdningsmedie, computerspillet, har taget genrens elementer til sig, om end navnlig i Hollywoods ekstravagante udformninger. Kombinationen af klassisk mytemateriale med teknologiske, specialeffektmættede scenarier i alternative verdener synes at skabe en særlig postmoderne, højteknologisk, medie- og temaintegrerende variant af genren.

Under udvikling er en særlig undergenre, cyberspace fiction, der udnytter og problematiserer de elektronisk skabte virtuelle verdener, fx William Gibsons cyberpunk-roman Neuromancer (1984, da. Neuromantiker, 1993).

En tredje variant bygger på de muligheder, den genteknologiske videnskab frembyder, fx Michael Crichtons Jurassic Park (1990, da. 1993, filmatiseret af Steven Spielberg 1993 ff.).

Afrofuturisme og dens beslægtede former Afrika-futurisme og afropessimisme er ikke nye udviklinger, men har fået fornyet fokus det sidste årti med forfattere som Nnedi Okorafor og N.K. Jemisin, som har skabt genopdagelser af ældre afrofuturistiske forfattere, som W.E.B DuBois, Samuel Delany og Steven Barnes.

Afrofuturismens sigte er primært at synliggøre afrikanske kulturer og historier i de fantastiske genrer, hvoraf et af målene er at påpege og fastholde, at der altid har været sorte og afrikanske forfattere inden for de fantastiske genrer.

I slutningen af 1990'erne opstod begrebet slipstream, som signalerer en type af litteratur, der ligger i slipstrømmen af både litterær fiktion og science fiction. Forfattere som Steve Erickson, Ted Mooney, og til tider Kazuo Ishiguro og Don DeLillo, skriver romaner, som ligger et ubestemmeligt sted mellem realisme og science fiction.

John Kessel og James Patrick Kelly udgav i 2006 en novellesamling, der løst definerede slipstream-fiktion, som litteratur, der føltes meget mærkelig. Det vil sige, at der i modsætning til klassisk science fiction er mindre fokus på at rationalisere, hvordan det umulige bliver gjort muligt.

En af de dominerende stilarter, som er dukket op i det seneste årti, er tilbagekomsten af space opera, nogle gange kaldet new space opera. Oprindeligt var undergenren space opera kendetegnet ved fantastiske eventyr i det vilde ydre rum, ofte med alskens rumvæsner og mangfoldige planeter uden de store bekymringer om personkarakteristik eller fysikkens love.

Den nyere space opera er anderledes. Her er en interesse i at benytte fantasiens overdrev til at hudflette samtidsproblemer, ofte af moralsk karakter, og samtidig udforske stilistiske eksperimenter. I denne kategori findes veletablerede forfattere som Iain Banks og yngre forfattere som Justina Robson og Ann Leckie.

En stærkere tendens findes i climate fiction, som er fiktion, der engagerer sig i det klimakollaps, vi i øjeblikket gennemlever. Genren er ikke afgrænset til klimaforfattere, som Kim Stanley Robinson eller Frank Schätzing, også forfattere som Jeanette Winterson, Margaret Atwood og Ian McEwan ses som en del af denne bevægelse. Stilistisk minder forfatterne ikke meget om hinanden, men deler tematiske interesser og fællesskaber.