Science fiction har genremæssigt rod i den utopiske fantasiroman, utopier (og dystopier) og kontrafaktisk fiktion m.m., og afgrænsningen hertil er flydende.
Science fiction etablerede som egentligt genrebegreb i 1920'ernes USA, da amerikaneren Hugo Gernsback (1884-1967) brugte ordet scientifiction i sit magasin Amazing Stories, der som det første udelukkende indeholdt science fiction-historier.
Fabulering på grundlag af naturvidenskaberne forekommer dog allerede i Mary Shelleys Frankenstein (1818). Og Jules Verne (fx De la Terre à la lune (1865, da. Rejsen til Maanen, 1876)), H.G. Wells (fx The Time Machine (1895, da. Tidsmaskinen, 1976)) og Arthur Conan Doyle (fx The Lost World (1912, da. Den forsvundne verden, 1966)) dyrkede med optimisme og stor læsersucces roman scientifique, scientific romance og spekulativ fiktion.
Efter 1. Verdenskrig afspejlede britisk science fiction en desillusioneret og teknologiskeptisk stemning, som det ses i Aldous Huxleys dystopiske Brave New World (1932, da. Fagre Nye Verden, s.å.) og genfindes i både tjekkiske Karel Čapeks Krigen mod Salamanderne (1936, da. 1937) og svenske Karin Boyes Kallocain (1940, da. 1946) samt senere i George Orwells Nineteen Eighty-four (1949, da. 1984, 1950). Ordet og fænomenet robot forekom i øvrigt første gang i Karel Čapeks skuespil R.U.R. (1920).
Som udpræget sensationel genre var science fiction imidlertid som skabt for USA's pulp fiction (populærlitteratur, af pulp 'træmasse'), og det var da også i dette massemedie, navnlig i John W. Campbell jr.s (1910-71) magasin Astounding Science Fiction fra 1930, at genren fik sine første egentlige seriøse udøvere: Isaac Asimov, A.E. van Vogt (1912-2000) og Robert A. Heinlein.
Den teknikdyrkende amerikanske tradition blev globalt dominerende efter 2. Verdenskrig, mellemkrigstidens katastrofemotiver genfindes dog ofte hos fremtrædende britiske science fiction-forfattere efter krigen: John Wyndham, Brian W. Aldiss, J.G. Ballard og Arthur C. Clarke.
Selvom billigbogens revolutionering af underholdningsmarkedet efter 2. Verdenskrig både cementerede science fiction som populærgenre og tilskyndede til romanlængde snarere end det for genren ellers traditionelle novelleformat, blev genrens elementer i stigende grad integreret i traditionel realistisk fiktion, hvor den radikaliserede naturvidenskabelige dimension bliver en del af den modernitet, som mennesker nu og i fremtiden på godt og ondt er underkastet, således hos Ray Bradbury i Fahrenheit 451 (1953, da. 1955, filmatiseret af François Truffaut 1966).
Op gennem 1960'erne blev genren mere kompleks, samtidig med at den blev genstand for seriøs litteraturkritisk interesse. I Storbritannien anerkendtes den surrealismeorienterede Michael Moorcocks (f. 1939) New Worlds som avantgardemagasin med offentlig kunstfondstøtte, og i USA brød Harlan Ellison (1934-2018) grænser med sine suggestive korte, grafiske tekster, først samlet i Dangerous Visions (1967).
Eksperimentel science fiction, Samuel R. Delany (f. 1942) (Dhalgren, 1975), Thomas M. Disch (1940-2008) (Camp Concentration, 1968), trivedes side om side med vedtagen formelfiktion, Frederik Pohl (1919-2013), Robert Silverberg (f. 1935).
I Slaughterhouse-Five (1969, da. Slagtehal fem eller børnekorstoget, 1970) havde Kurt Vonnegut brugt science fiction-formatet til at bearbejde og kommunikere oprivende krigserfaringer, men også Doris Lessing har anvendt elementer i sit social- og bevidsthedskritiske forfatterskab, navnlig i space fiction-serien Canopus in Argos: Archives (1979-83), og Ursula K. Le Guin i sine tankeeksperimenterende og civilisationskritiske science fiction-romaner, fx The Left Hand of Darkness (1969, da. Mørkets venstre hånd, 1974).
En beslægtet brug af science fiction findes på dansk i Inge Eriksens romanserie Rummet uden tid (1983-89) og Alice, Alice (1991). Blandt danske dyrkere af genren kan nævnes Niels E. Nielsen, Svend Åge Madsen og Erwin Neutzsky-Wulff.
Marge Piercy har udnyttet genren i et kvindepolitisk sigte i Woman on the Edge of Time (1976, da. Kvinde ved tidens rand, 1980), det samme gælder Margaret Atwood i The Handmaid's Tale (1985, Tjenerindens fortælling, 1986).
Mens den klassiske science fiction har sit store kultpublikum, og mens elementer fra genren ofte genfindes i litteratur uden præg af genreformel, så ses udviklingen af genren omkring årtusindskiftet kraftigt præget af computerens centrale rolle.
It-alderens nye underholdningsmedie, computerspillet, har taget genrens elementer til sig, om end navnlig i Hollywoods ekstravagante udformninger. Kombinationen af klassisk mytemateriale med teknologiske, specialeffektmættede scenarier i alternative verdener synes at skabe en særlig postmoderne, højteknologisk, medie- og temaintegrerende variant af genren.
Under udvikling er en særlig undergenre, cyberspace fiction, der udnytter og problematiserer de elektronisk skabte virtuelle verdener, fx William Gibsons cyberpunk-roman Neuromancer (1984, da. Neuromantiker, 1993).
En tredje variant bygger på de muligheder, den genteknologiske videnskab frembyder, fx Michael Crichtons Jurassic Park (1990, da. 1993, filmatiseret af Steven Spielberg 1993 ff.).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.