Faktaboks

Jeanette Winterson
Født
1959

Jeanette Winterson, f. 1959, britisk forfatter. I et stærkt grænseafsøgende forfatterskab, der har litterære paralleller til Jorge Luis Borges og Vladimir Nabokov, trækker Jeanette Winterson dels på sin opvækst i et strengt religiøst miljø (pinsevækkelsen), dels på sin erklæret lesbiske seksualorientering.

Opvæksten er emnet for hendes første fortælling, Oranges Are Not the Only Fruit (1985, da. Der er andre frugter end appelsiner, 1991, BBC tv-serie 1990), en tekst, der på samme måde som hendes efterfølgende ikke umiddelbart lader sig beskrive som en traditionel roman, men som derimod bringer en sådan forventning i spil i forhold til stoffet. The Passion (1987, da. Passionen, 1989) er en fortælling fra Napoleonstiden mellem myte og historisk roman om frihedens natur. I Sexing the Cherry (1989, da. Kirsebærrets køn, 1990) har en hundekvinde en central plads. Art and Lies (1994) handler om kærlighedens trange vilkår i det moderne samfund, og i The Powerbook (2000, da. Powerbook'en, 2001) fortælles en kærlighedshistorie i Internettets abstrakte rum. En novellesamling foreligger i The World and Other Places (1998). Lighthousekeeping (2004, da. Fyrpasseren, 2005) er en fabulerende fortælling om sproget og fiktionen som virkelighedens nødvendige kanalisering.

Mulige nøgler og forfatterkommentarer til Jeanette Wintersons ukonventionelle forfatterskab kan fx hentes i hendes Art Objects. Essays on Ecstasy and Effrontery (1995).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig