Novelle, kortere, oprindelig realistisk fortælling. Johann Wolfgang von Goethe definerede novellen som beretningen om "en stedfunden, usædvanlig begivenhed". I modsætning til fx trylleeventyr fremtræder genren således som realistisk, bl.a. i lokaliseringen, og ofte foregives det endda, at der berettes om faktisk stedfundne tildragelser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet novelle kommer af fransk nouvelle eller italiensk novella 'nyhed, ny historie', af latin novella, dim. af novus 'ny'.

Handlingen er hyppigt koncentreret om en bestemt begivenhed og tilspidset i et afgørende dilemma og vendepunkt; dette i modsætning til det lange, evt. livslange forløb af en romanhandling.

Omfanget kan variere fra et par sider til størrelsen af en miniroman; på russisk bruges to forskellige betegnelser for det korte hhv. lange format; på engelsk betyder "novel" en roman. Ved noveller tænker man gerne på prosafortællinger, men der findes også versnoveller som fx Frederik Paludan-Müllers Dandserinden (1833).

Novellen har haft to blomstringstider. Den første er ca. 1350-1600 begyndende med genrens grundlæggelse ved Boccaccios Dekameron med dens 100 fortællinger indfattet i en ramme, hvor det fingeres, at medlemmer af et selskab på flugt fra pesten i Firenze fortæller hinanden historierne for tidsfordriv, men i en vis orden. Novellerne er af forskellige typer, fra det tragiske eller melodramatiske til korte, komiske numre; intrigen er ofte, men ikke altid erotisk. I de følgende århundreder fortsatte en lang række italienske novellister i Boccaccios spor.

Genren bredte sig også til andre, især romanske lande. Periodens sidste vægtige novellesamling er spanieren Miguel de Cervantes Saavedras Novelas exemplares (dvs. mønsternoveller) fra 1613, en samling fortællinger af betydelig længde, kompleksitet og ofte psykologisk intensitet; de har ingen fælles ramme.

Novellens anden blomstringsperiode strækker sig fra ca. 1800 ind i vor tid, dvs. gennem romantik og realisme til modernisme, med de nyere publiceringsmuligheder i tidsskrifter, blade, radio mv.

En rig novelledigtning begyndte i tyske sprogområder med romantikken først i 1800-tallet, således Heinrich von Kleist og E.T.A. Hoffmann. Hos sidstnævnte drejes novellen ofte i retning af den fantastiske fortælling, en tendens, der også ses hos russeren Nikolaj Gogol og amerikaneren Edgar Allan Poe og hyppigt hos sene efterkommere i 1900-tallet: Franz Kafka, Jorge Luis Borges, Villy Sørensen.

Senere store novelledigtere på tysk i 1800-tallet stod derimod i realismens eller den poetiske realismes tegn: således slesvigeren Theodor Storm, østrigeren Adalbert Stifter og schweizerne Gottfried Keller og Conrad Ferdinand Meyer.

I den franske tradition dyrkedes den stramme, psykologisk eller etnografisk farvede novelle af bl.a. Prosper Mérimée; i en senere naturalistisk periode var Guy de Maupassant den pointerede novelles mester med mange mindre efterkommere ikke mindst i den angelsaksiske short story og i underholdningslitteraturen med bl.a. W. Somerset Maugham.

I Rusland dyrkedes ofte den lange novelleform til strenge eller farverige livsbilleder, bl.a. hos Lev Tolstoj, Nikolaj Leskov, Maksim Gorkij; ved siden heraf repræsenteredes den knappe, skitseprægede novelle hos Anton Tjekhov.

Hos mange novellister i 1800-tallet spillede det særligt lokale og evt. etnografisk-eksotiske sammen med de fortælleværdige begivenheder. I Danmark kan nævnes det jyske præg i Steen Steensen Blichers noveller, det jødiske i Meïr Aron Goldschmidts, endnu landalmuen hos Henrik Pontoppidan og Himmerlandsfolkene hos Johannes V. Jensen. Noget tilsvarende gælder den fine Prag-skildrer Jan Neruda og den store sicilianske novellist Giovanni Verga; på en anden måde fx Rudyard Kiplings fortællinger fra Indien. I Herman Bangs novelledigtning optræder både den hjemlige ravnekrogs stille eksistenser ("Irene Holm") og tragedier i europæisk miljø ("Franz Pander").

I 1900-tallet vandt den fantastiske fortælling og andre kortprosaformer efterhånden frem ved siden af den realistiske novelle, jf. flere eksempler nævnt foran. Dog har også dette århundrede budt på fremragende novellister som Ernest Hemingway og Flannery O'Connor.

I Danmark har novellen en stærk og varieret tradition også i 1900-tallet og ind i det nye årtusinde med navne som Martin Andersen Nexø, Jørgen Nielsen, H.C. Branner, Tove Ditlevsen, Peter Seeberg, Klaus Rifbjerg, Knud Sørensen.

Kommentarer (2)

skrev annelouise hvilshøj

Hej,
Jeg tænkte om du måske kunne fortælle mig hvor Goethe kom med den nævnte definition af novellen?
VH
Annelouise

svarede Kirsten Marie Øveraas

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan desværre ikke se, hvor citatet stammer fra. Vi har pt. ingen fagansvarlig for området, men når vi får det, kan vedkommende måske svare.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig