Batman, amerikansk tegneserie, blev skabt i 1939 til bladet Detective Comics af Bob Kane i kølvandet på den succes, som Superman havde opnået året før.
Som grundfigur er Batman mere spændende end de fleste superhelte, bl.a. fordi han ikke har overnaturlige kræfter. Han er i virkeligheden en rig playboy, Bruce Wayne, der som dreng så sine forældre blive myrdet af en forbryder.
Som voksen bliver han derfor en selvbestaltet, toptrimmet forbryderjæger med en stiltiende aftale med politikommissær Gordon i den New York-lignende storby Gotham City. Som Batman er Wayne iført halvmaske, hætte og kappe som en 'flagermus' (eng. bat).
Også i tv og på film har man kunnet følge Batman, først i to serials (1943 og 1949), som var den direkte inspiration for ABCs tv-serie (1966), hvor Batman-figuren parodieredes.
Instruktøren Tim Burton lavede i 1988 og 1992 to stort opsatte biograffilm med Michael Keaton som Batman og en række stjerner, bl.a. Jack Nicholson, i rollerne som Batmans groteske ærkefjender (Jokeren, Kattekvinden, Pingvinen etc.). To efterfølgere med andre instruktører nåede ikke samme niveau, mens Christopher Nolans Batman Begins fra 2005 igen hævede filmfiguren op på et højt plan.
Samme instruktør fortsatte i 2008 sin trilogi om superhelten med The Dark Knight og i 2012 med The Dark Knight Rises, alle med Christian Bale i hovedrollen som Batman.
Batman har også optrådt i tegnefilmudgave, både i 1960'erne og igen fra 1980'erne.
I slutningen af 1980'erne følte tegneseriefirmaet DC sig tvunget til radikale ændringer af Batman-figuren, der i hænderne på en række fantasifulde og ofte meget eksperimenterende forfattere og tegnere stadig fremstår som noget af det bedste, amerikanske tegneserier har at byde på. Se også tegneserier.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.