tegneserier

Tegneseriens opståen kan spores i flere oprindelige kunstarter, inden den fandt sin nuværende form i slutningen af 1800-tallet. Aviserne var i mange år tegneseriens primære forum. Her fulgte man faste figurers tildragelser dag for dag samt i særlige, udvidede søndagsudgaver.

Den første tegneserie regnes almindeligvis for at være schweizeren Rodolphe Töpffers H. Stankelbeen (ca. 1844), ligesom også tyskeren Wilhelm Buschs fortællinger om Max og Moritz (1865) kan kaldes en tidlig form for tegneserie. Men den første rigtige tegneserie er dog tysk-amerikaneren Rudolph Dirks' (1877-1968) The Katzenjammer Kids (1897, Knold og Tot). Dirks brugte talebobler og fortalte små, humoristiske historier om to uvorne drenge; han fastlagde såvel tegneseriens grafiske form som dens tendens til anarkistisk, moralprovokerende indhold.

Allerede tidligt tryktes tegneserierne i farver, og i slutningen af 1930'erne begyndte de også at udkomme i særlige ugeblade, som efterhånden blev mange tegneseriers faste ramme.

De første egentlige tegneserier var således amerikanske, og i mange år var formen primært eksponent for den amerikanske populærkultur og udvikledes i samme takt som filmen, jazzmusikken og radioen. Europæiske tegneserier gjorde sig først for alvor gældende efter 2. Verdenskrig, og i dag kan man tale om en verdensomspændende kultur med stil- og publikumsmæssige forskelle i USA, Europa og Japan.

Tegneren Winsor McCay udviklede tidligt en mere avanceret, genrebevidst og overdådig stil i serien om Little Nemo (1905, Lille Nemo), der bogstavelig talt bor i en drømmeseng. Omkring 1910 var tegneseriernes popularitet så stor, at avisernes oplagstal var afhængigt af, hvilke serier de bragte. Fx var Bud Fishers (1885-1954) Mutt and Jeff (1907, Lille-Klaus og Store-Klaus) en landeplage i USA. Den meget billedbevidste stil blev ikke mindst videreført af George Herriman i den surreelle Krazy Kat fra 1913. Samme år introduceredes den stilrene Bringing Up Father (Gyldenspjæt), hvori flere af genrens senere arketyper blev præsenteret, bl.a. den underkuede ægtemand og dennes skrappe, socialt ambitiøse kone.

I Danmark sås de amerikanske tegneserier fra 1906, med Knold og Tots ankomst i 1908 som det egentlige gennembrud. Storm P.s De tre smaa Mænd og Nummermanden fra 1913 regnes for den første danske tegneserie, idet den havde gennemgående figurer og brugte talebobler; i 1922 påbegyndte Storm P. sin mest berømte serie, Peter og Ping.

Amerika var i 1920'erne og 1930'erne fortsat førende på markedet med en række populære figurer og universer som fx Harold Grays (1894-1968) Lille forældreløse Annie (1924), der især huskes for personernes manglende pupiller. Serien var op gennem 1930'erne med til at udvikle den daglige stribe til en blanding af gags og fortsatte spændingshistorier; en form, Elzie Segar (1894-1938) brugte i sin lettere absurde og meget sejlivede Popeye (1929, Skipper Skræk). I 1930'erne blev tegneserien for alvor forum for rendyrket spænding i serier som Chester Goulds (1900-85) Dick Tracy (1931) og Alex Raymonds Agent X9 og Jens Lyn (begge 1934).

Der var stort set ikke det miljø, som ikke blev skildret i nye, stilskabende tegneserier: junglespænding i Tarzan (1929), familiekomedie i Blondie (1930), absurd bjergbondemytologi i Li'l Abner og Klaus Kludder (begge 1934), eventyr og action i Jim og Piraterne (1934) og Barney Baxter (1935) og mystik i hypnotisørserien Mandrake (1934). Også Disneys to mest berømte figurer, Mickey Mouse og Anders And, fik hver deres geniale tegneserie i henholdsvis 1930 og 1934.

Den europæiske tegneserie fik sit endelige gennembrud med Tintin, en af de mest berømte og stilskabende serier, som blev lanceret i 1929 af belgieren Hergé. Den begyndte som sort/hvid føljeton i et katolsk børneblad; senere kom både farver og ikke mindst albumudgivelser til.

De mange genrer blev ikke brugt af danske serieskabere: Her dominerede de hyggelige, hverdagsromantiske og småsatiriske serier som fx Magasin Madsen (1930) af Axel Ingvar, Hanne Hansen (1935) af Arne Ungermann og Ferd'nand (1937) af MIK; Ferd'nand blev den første danske tegneseriefigur med succes i udlandet.

I USA blev spændingselementet derimod stadig mere udbredt, og i slutningen af 1930'erne kom en lang række markante helteskikkelser, af hvilke mange var klædt i trikot og bar maske. Lee Falks Fantomet (1936) var den første af slagsen, siden kom Superman (1938) og Batman (1939), og med dem var superhelten skabt. Disse figurer var samtidig blandt de første, der primært lanceredes i separate tegneserieblade, comic books, og ikke i aviser. De lidt tarvelige kulørte blade forringede tegneseriens anerkendelse, men lødig modvægt fandtes i fx Harold R. Fosters Prins Valiant, der vedblev at være en avisserie.

skulle vise sig frugtbar for danske tegneserier, som for en tid fik fred for de engelsksprogede konkurrenter. Den engelske Willy paa Eventyr blev fx i 1941 overtaget af Harry Nielsen, som samtidig skabte eventyrserien Bamse og Dukkelise. Året inden var storbyserien om cykelbudet Carlt blevet lanceret af Holger Philipsen; en serie, der ulig de fleste tidlige danske serier havde fingeren på pulsen og fulgte modefænomener. Denne stil blev året efter fulgt op af Kaj Engholms Fedthas (1942). Engholms næste serie, Far til Fire, kom efter krigen (1948) og blev en af Danmarks mest populære. På det tidspunkt var det danske seriemiljø for alvor blomstret op, og det faktum, at folk nu var vokset op med tegneserier, bevirkede, at der efter krigen kom mange, vældig gode danske serier, bl.a. Helge Halls Hans og Grete (1947) og endnu vigtigere Jørgen Mogensens Poeten og Lillemor (1950), som i 2000 kunne fejre et sjældent 50-års-jubilæum med samme tegner.

Også i USA styrkedes tegneserien både under og efter krigen. Allerede i 1940 kom Will Eisners The Spirit, der efter krigen skulle udvikle sig til en af de grafisk set mest avancerede og velfortalte serier, og hvis komplekse indhold blev grobunden for begrebet voksentegneserier. Eks-Disney-tegneren Walt Kelly (1913-73) indførte samtidig et overlagt intellektuelt indhold i sin dagstribe Pogo (1948). Selv de mere banale spændingsserier fik et mere sofistikeret udtryk som fx Alex Raymonds Rip Kirby (1946), der var en moderne, civiliseret, piberygende helt.

Alt imens skabte Carl Barks med sin udgave af Anders And (1942) en hel mytologi i et til at begynde med naivt og barnligt univers. Barks' geniale serier blev en væsentlig årsag til tegneseriens anerkendelse som kunstart et par årtier senere — da de oprindelige læsere var blevet voksne.

Europæiske tegneserier kom også ind i en rivende udvikling efter krigen. Hergés Tintin var stadig toneagivende og i konstant udvikling med Hergé-medarbejderen Edgar-Pierre Jacobs' (1904-87) sære Blake og Mortimer (1946) som ydmyg konkurrent i samme stil. I Holland lagde Marten Toonder (1912-2005) sig op ad den mere dystre Disney-stil med Tom Puss (1938) og Panda (1946), og belgieren André Franquin videreudviklede Robert Velters (Rob-Vel, 1909-91) Splint & Co. til en helt særlig kombination af falde-på-halen-komik og storslået eventyr.

I begyndelsen af 1950'erne gav amerikaneren William Gaines' fremragende gyserblade (fx Haunt of Fear og Tales from the Crypt) de mange pædagoger og psykologer vind i sejlene, som anså tegneseriens påvirkning for skadelig og ofte den direkte årsag til ungdomskriminalitet. I Danmark angreb Tørk Haxthausen (1924-2012) populærmedierne, herunder tegneserier, i bogen Opdragelse til terror (1955).

Amerikanerne indførte en frivillig censur, Comics Code, som lagde en dæmper på seriebladenes kulørte udskejelser, men som samtidig gav plads til mere sofistikeret komik og satire i avisserierne, fx i Mort Walkers (1923-2018) Basserne (1950) og især i Charles M. Schulz' filosofiske Radiserne (1950), hvis enkle, klare streg nærmest blot var et visuelt akkompagnement til de fortrinsvis verbale vitser.

I Europa lagde man i 1950'erne især mærke til den franske tekstforfatter René Goscinnys indflydelse. Han omformede Morris' lidt tamme westernparodi Lucky Luke til et vittigt katalog over klichéerne i det vilde vesten. I 1955 begyndte belgieren Tibet (Gilbert Gascard, 1931-2010) krimiserien om Allan Falk og satte dermed gang i en syndflod af nye spændingsserier, der havde børn som deres primære målgruppe. Børnene blev også tilgodeset i den danske Rasmus Klump (1951), mens det vrimlede med satiriske dagstriber såsom de amerikanske Homo Sapiens (1958) af Johnny Hart (1931-2007) og Mads og Misse (1954) af Dik Browne (1917-89), de danske Livets gang i Lidenlund (1953) (af Henning Gantriis) og Alfredo (af Jørgen Mogensen og Cosper, 1953) og den engelske Kasket Karl (1957) af Reg Smythe.

Tegneseriens gradvise anerkendelse i 1960'erne skyldtes især albumseriernes udvikling. Indflydelsesrige var franskmændene René Goscinnys og Albert Uderzos studentikost vittige Asterix (1959), Jean Girauds desillusionerede westernhelt Løjtnant Blueberry (1963), den italienske Hugo Pratts ambivalente og grafisk avancerede eventyr om Corto Maltese (1967) og franskmændene Jean-Claude Mézières' (f. 1938) og Pierre Christins (f. 1938) fabulerende og satiriske science fiction-serie Linda og Valentin (1967). Disse serier var personlige, forskelligartede og sammensatte, og de blev også beundret i andre kredse end blandt traditionelle tegneserielæsere. Den britiske Peter O'Donnells (1920-2010) hårdkogte og lettere feministiske Modesty Blaise (1963) var en af de få fortsatte avisserier, der fulgte samme strømning.

I USA undergik de traditionelle superhelte store ændringer, især med manuskriptforfatteren Stan Lee og tegneren Jack Kirby (1917-94), men de var stadig rettet mod en snæver, fanatisk serielæserskare. Mere provokerende var de mange undergrundsserier af folk som Robert Crumb og Gilbert Shelton (f. 1940). Her blev alle amerikanske tabuer brudt, ofte ganske puerilt, men også både vittigt og med indsigt, og de amerikanske undergrundsserier fangede samme publikum som de europæiske albumserier. Samtidig begyndte sex og erotik at få en markant plads.

I 1970'erne dukkede flere bemærkelsesværdige tegnere og forfattere op i Frankrig, bl.a. via det overlagt kryptiske blad Métal Hurlant, som fx sikrede Jean Girauds transformation til Moebius, et pseudonym, der tillod ham at skifte stil og tegne bl.a. Jerry Cornelius' hermetiske garage og John Difool (1980). Samtidig kom de groft satiriske serier af Claire Bretécher (De frustrerede, 1973) og Gerard Lauzier (1932-2008) (Moderne tider, 1974).

Perioden gav plads til flere og flere dybt personlige kunstnere, der lavede serier, som de lystede uden hensyntagen til markedet. I Danmark fx den enestående Claus Deleuran (fx Thorfinn (1972) og Rejsen til Saturn (1977)), i udlandet bl.a. franskmændene Jaques Tardi (Adèle, 1976) og François Bourgeon (Vindens passagerer, 1979), italienerne Milo Manara (H.P. og Giuseppe Bergman, 1978) og Liberatore (f. 1953) (Ranxerox, 1978), serberen Enki Bilal (Den sorte ordens falangister (1979) og Udødelighedens pris (1980)) og amerikaneren Art Spiegelman (Maus, 1986).

I 1980'erne fortsatte udviklingen, og markante kunstnere udfoldede sig på en scene, der dog langsomt blev mindre og mindre folkelig. Perioden bragte enkelte store nye succeser som fx amerikaneren Jim Davis' (f. 1945) Garfield (1978), Gary Larsons Langt ude (1980), Carsten Graabæks Aftenlandet (1982, fra 1983 Statsministeren) og amerikaneren Bill Wattersons (f. 1958) Steen og Stoffer (1985). Men ellers lagde man mest mærke til de mere specielle albumserier som fx franskmændene Loisel (f. 1952) og Le Tendres (f. 1946) fantasifabel Jagten på Tidsfuglen (1982), de amerikanske Hernandez-brødres romantiske socialrealisme i Love and Rockets (1982), belgierne François Schuiten (f. 1956) og Benoît Peeters (f. 1958) arkitektoniske drømme i Hemmelighedsfulde byer (1982) og franskmanden J. Loustals (f. 1956) smukke postkort-stil i Hjerter af Sand (1984).

I længere tid var historiske serier meget populære. Ud over Bourgeons Vindens passagerer sås overdådige og stemningsfulde visuelle tilbageblik i fx Herrmans (Hermann Huppen, f. 1938) Tårnene i Maury-skoven (1984). I Danmark hævdede Peter Madsen sig med den populært anlagte, men meget grundigt gennemarbejdede Valhalla (1979) og Sussi Bech med sin eksotiske Nofret (1986) i Tintin-stil. Men satiren levede dog stadig i fx Nikoline Werdelins berømte Café (1984) og Rune T. Kiddes respektløse Litterærlige klassikere (1988).

Den erotiske tegneserie gav et salgsmæssigt opsving midt i 1980'erne med albums af tegnere som italienerne Milo Manara (Kli-k-toris), Guido Crepax (O's historie, 1987), Paolo Serpieri (f. 1944) (Druuna), men da den bølge ebbede ud i begyndelsen af 1990'erne, var seriemarkedet på sit hidtil laveste i Europa.

Lidt bedre gik det i USA i 1990'erne. Mange nye forlag skød op, og de amerikanske serielæsere virkede rede til nye stilarter og modne emner, alt imens nye tegnere digtede videre på superhelte-myterne, fx Frank Miller (f. 1957), der gav Batman et nyt, alvorligt og lettere psykopatisk præg i Nattens Ridder. Superman blev også genoplivet med John Byrne (f. 1960) som primus motor og danskeren Teddy Kristiansen (f. 1964) som momentvis bidragyder. Kristiansen er siden, sammen med Peter Snejbjerg (f. 1963), blevet en flittigt brugt tegner i de amerikanske serieblade med bidrag til bl.a. Neil Gaimans (f. 1960) Sandman og deltagelse i den psykologiske House of Secrets.

Uden for den vestlige kulturkreds har tegneserier indtil 1980'erne kun haft en mindre udbredelse, men Egmont-koncernen er begyndt udgivelsen af Anders And i bl.a. Kina, hvilket har krævet en del tilpasninger til lokal kultur og humor. I Japan er tegneserier en højt anset kunstart og en stor industri; visse kilder anfører, at omkring halvdelen af alle japanske tryksager er tegneserier. Japanske tegneserier, manga, kan omhandle utraditionelle emner som fx havearbejde eller golf, men blandt dem, der når til Vesten, er især samuraiserier og mytologiske serier med højteknologisk islæt almindelige. Den særegne stil er påvirket af japansk grafik, og hovedpersonerne er ofte storøjede med særligt manierede ansigtstræk.

Voksentegneserien bliver således ved årtusindskiftet læst af mange, mens der skabes færre folkelige serier og serier for børn. Tegneserien er blevet en kunstart, og den dyrkes især af et indforstået publikum.