tegnefilm

I den mest traditionelle form tegnes mellem 12 og 24 separate blyantstegninger pr. sekund film af de figurer, der skal bevæge sig. Tegningerne overføres derefter til gennemsigtige celluloider, hvorpå de farvelægges og optages oven på hver scenes baggrund. I billigere tegnefilm er antallet af individuelle figurtegninger reduceret, så bevægelser kan forekomme mere rykvise, ligesom man også kan arbejde med udklippede figurer, der så bevæges under kameraet, et eller to billeder ad gangen (flyttefilm).

Siden slutningen af 1980'erne er mange faser af den traditionelle tegnefilm blevet udført ved hjælp af computer, fx farvelægning, bevægelse af tredimensionale objekter og særlige effekter, bl.a. naturfænomener. Se også computeranimation.

De vigtigste grundliggende animationsprincipper blev opfundet i USA i stumfilmtiden af tegneserietegneren Winsor McCay, der i film som Little Nemo (1911) og Gertie the Dinosaur (1914) fortalte små, enkle historier med levendegjorte tegnede figurer. Effekten var imponerende, og McCay havde hermed banet vej for tegnefilmens udvikling som populær filmform. Under 1. Verdenskrig dukkede flere tegnefilm op, ofte med figurer hentet fra avisernes tegneserier som fx Krazy Kat og Knold og Tot. Den første originale tegnefilmfigur med gennemslagskraft var Felix the Cat, der huserede i 1920'erne i en lang række film. Af Felix-filmene udsprang traditionen med menneskeliggjorte sjove dyr, et af den traditionelle tegnefilms grundelementer. Andre serier fra USA i perioden var filmene om klovnen Koko (1916; af brødrene Max (1889-1972) og Dave Fleischer (1894-1979)) og pigen Alice (1923; af Walt Disney).

Efter tonefilmens gennembrud omkring 1927 blev Walt Disney tegnefilmens ledende producer. Kortfilm med Mickey Mouse opnåede verdensomspændende udbredelse, og da Disney mente, at tegnefilm kunne mere end fortælle om sjove dyr, satte han gang i en udviklings- og uddannelsesproces, som førte til Snehvide og de syv Dværge (1937), den første tegnefilm i spillefilmlængde, en milepæl i både filmens og tegnefilmens historie. Disney koncentrerede sig i årene efter om den slags film, både de fabulerende, Pinocchio (1940) og Dumbo (1941), de lyriske, Bambi (1942), og de rendyrkede eksperimenter som Fantasia (1940).

Inden for lange tegnefilm fik Disney-studierne ingen konkurrence, men på kortfilmområdet var der mange. Max og Dave Fleischer arbejdede i en udisciplineret, vildtvoksende stil i de charmerende, men primitive film med Skipper Skræk (Popeye) og Betty Boop (1932). På Warner Bros. lavede instruktører som Friz Freleng (1906-95), Chuck Jones (1912-2002) og Robert Clampett (1913-84) vanvittige, anarkistiske og meget selvbevidste, ironiske tegnefilm med figurer som Snurre Snup (Bugs Bunny, 1940), anden Daffy (1937), Pelle Gris (Porky Pig, 1935), Elmer Fjot (Elmer Fudd, 1939) og Hjulben (Roadrunner, 1949). Warner-studiet udsendte over 800 korte tegnefilm frem til midten af 1960'erne, og figurgalleriet har vist sig at være holdbart langt ud over skabernes levetid. Det gælder også for William Hanna (1910-2002) og Joseph Barberas (1911-2006) musikalske voldsorgier i Tom & Jerry-serien, som i mange år var dominerende på markedet. Hanna & Barbera arbejdede for MGM side om side med den endnu mere anarkistiske Tex Avery, der lavede surrealistiske tegnefilm for voksne med bl.a. den flegmatiske hund Droopy (1943) og den berømte serie om en unavngiven, pigeglad ulv.

Alle filmstudier skulle i 1930'erne og 1940'erne have deres egen tegnefilmafdeling. For Universal producerede Walter Lantz (1900-94) således film med Søren Spætte (Woody Woodpecker, 1940), som dog kun sjældent nåede de helt store højder. Også Columbia og 20th Century-Fox havde tegnefilmstudier tilknyttet. Med fjernsynets udbredelse lukkede mange studier, fordi der ikke længere var brug for tegnefilm som forfilm i biograferne. Men de fleste tegnere fortsatte på nye studier, der lavede film til tv.

I Europa havde tegnefilmen svært ved at få fodfæste kommercielt, men hvert land har haft sine kunstnere, der ofte har arbejdet på meget svære og ujævne vilkår. I Danmark eksperimenterede Storm P. med små film i 1920'erne. Jørgen Møller tegnede en kortlivet serie med figuren Columbus og var desuden med til at lave Fyrtøjet (1946), den første danske tegnefilm i spillefilmlængde. Under 2. Verdenskrig leverede det danske tegnefilmstudie VEPRO tegnefilm til det tyske hjemmebiografmarked.

I 1950'erne opstod nye stilarter, både i USA og Europa. I kortfilmene fra UPA (United Productions of America) eksperimenterede Disney-tegnere med nye stilarter og emner, og det smittede af på en lang række europæiske kunstnere. I Østlandene blomstrede studierne i Zagreb og Prag, hvor kortfilm for voksne med stærkt politisk indhold i en grafisk meget rå og karikeret stil dominerede. En myriade af film med vidt forskelligt udtryk og form blev et alternativ til den etablerede kommercielle tegnefilm. I Danmark var kortfilmene fra Bent Barfods studie toneangivende, de fleste produceret i samarbejde med det daværende Kortfilmrådet.

I 1960'erne og 1970'erne sås en afmatning af tegnefilmkunsten, både økonomisk og kunstnerisk, men mod slutningen af årtusindet ændrede billedet sig markant. Det lykkedes Disney-studierne at udsende en hel række film, som fik imponerende succes, fx Aladdin (1992), Løvernes Konge (1994) og Tarzan (1999), og talrige studier i USA og udenfor er fulgt efter. Samtidig har tegnefilm i Japan, kaldet anime, udviklet sig voldsomt — i en helt anden, mere voksen og grafisk anderledes stil med kunstnere som Katsuhiro Otomo (f. 1954) (Akira, 1988) og Hayao Miyazaki (f. 1941) (Porco Rosso, 1992, og Princess Mononoke, 1997). I Europa har især tv-markedet ansporet til mængder af nye produktioner, som dog sjældent er af større kunstnerisk værdi.

I Danmark har tegnefilmen haft en væsentlig placering i filmbilledet siden Jannik Hastrup-filmene Samson og Sally (1984) og Fuglekrigen i Kanøfleskoven (1990), og Disney-fascinationen har udmøntet sig i Valhalla (1986), Jungledyret (1993) og Hjælp, jeg er en fisk (2000). Adskillige danske animatorer arbejder på udenlandske produktioner; Børge Ring har således instrueret Oscarvinderen Anna & Bella (1985). Amerikanske tv-tegnefilm fik også et kunstnerisk løft i 1980'erne med serier som The Simpsons, Beavis og Butthead (1993) og South Park. Her udnyttes tegnefilmen både satirisk og provokerende, ofte i en bevidst primitiv, rå streg.