Isaac Asimov var en amerikansk science fiction-forfatter og populærvidenskabelig skribent. Asimov var uddannet i kemi og 1949-58 universitetslærer i biokemi. Hans størst anlagte værk er Foundation-trilogien (1942-50, da. Stiftelsen, bd. 1-3, 1979), en løst konstrueret, historiefilosofisk saga om et galaktisk imperium, hvor matematikere og psykologer, ikke økonomer, styrer samfundsudviklingen. En række moralsk engagerede noveller med delvis fælles persongalleri handler om robotters ansvar, bl.a. I, Robot (1950, da. Robot, 1973). I 1980'erne skrev Asimov et antal romaner, hvor temaer fra robotuniverset kombineres med Stiftelsens "psykohistoriske" univers. Blandt hans øvrige værker er over 300 populærvidenskabelige bøger.