François Truffaut

Faktaboks

François Truffaut
født:
1932
død:
1984

François Truffaut.

.

François Truffaut, 1932-1984, fransk filminstruktør og en hovedskikkelse inden for den ny bølge i fransk film.

François Truffaut lærte at lave film ved at se film, især på det franske filmmuseum, La Cinémathèque, hvor han mødte sine kommende kolleger Jean-Luc Godard, Eric Rohmer og Jacques Rivette. De stiftede tidsskriftet Cahiers du Cinéma, hvori François Truffaut var med til at lancere auteurteorien, der ser instruktøren som den afgørende skabende kraft.

Spillefilm instrueret af François Truffaut
1959 Les Quatre cents coups/Ung flugt
1960 Tirez sur le pianiste/Skyd på pianisten
1962 Jules et Jim/Jules og Jim
1962 Antoine et Colette (episode i L’Amour à vingt ans)/De unge elskende
1964 La Peau douce/Silkehud
1966 Fahrenheit 451/Fahrenheit 451
1968 La Mariée était en noir/Bruden var i sort
1968 Baisers volés/Stjålne kys
1969 La Sirène du Mississippi/Den falske brud
1970 L’Enfant sauvage/Den vilde dreng
1970 Domicile conjugal/Elsker … elsker ikke
1971 Les deux anglaises et le continent/Hjerter tre
1972 Une belle fille comme moi/En dejlig pige som mig
1973 La Nuit américaine/Den amerikanske nat
1975 L’Histoire d’Adèle H./I kærlighedens lænker
1976 L’Argent de poche/Lommepenge
1977 L’Homme qui aimait les femmes/Manden, der elskede kvinder
1978 La Chambre verte/Det grønne værelse
1979 L’Amour en fuite/Kærlighed på flugt
1980 Le dernier métro/Den sidste metro
1981 La Femme d’à côté/Kvinden overfor
1983 Vivement dimanche!/I al fortrolighed

François Truffaut lavede først kortfilm, bl.a. Les Mistons (1957, Lømlerne) om fem drenge, der en sommer udspionerer et kærestepar.

I 1958 blev han forment adgang til Cannes Filmfestivalen pga. sin skarpe filmkritik, men han vendte tilbage med sin spillefilmdebut, Les quatre cents coups (1959, Ung flugt), som fik prisen for bedste instruktion.

Filmen er baseret på hans egne erfaringer som et ensomt og forsømt barn, og hovedpersonen Antoine Doinel, spillet af Jean-Pierre Léaud, gik igen som voksen i episoden Antoine et Colette i filmen L'Amour à vingt ans (1962, De unge elskende), Baisers volés (1968, Stjålne kys), Domicile conjugal (1970, Elsker... elsker ikke) og L'Amour en fuite (1979, Kærlighed på flugt).

Efter Ung flugt kom Tirez sur le pianiste (1960, Skyd på pianisten), inspireret af Hollywood-genrefilmene, som François Truffaut satte højt, og Jules et Jim (1962, Jules og Jim), som er en egensindig, litterær film efter en roman af Henri-Pierre Roché (1879-1959).

Af mange betragtes det realistiske, psykologisk dybdeborende erotiske drama La peau douce (1964, Silkehud) som karrierens mest holdbare mesterværk. Resten af François Truffauts produktion veksler mellem selvbiografien, inspirationen fra Hollywood og den litterære interesse.

François Truffaut besynger nok kærligheden i sine film, men hans kærlighedssyn er mørkt og pessimistisk; de mandlige aktører er bange for at give sig hen til kvinden, for hvem kærligheden er alt eller intet, og foretrækker billedet af kærligheden frem for kærligheden selv.

Men samtidig med den resignerede og vemodige grundtone er hans film præget af billedglæde og stor sprogbegejstring uden modsætninger mellem det litterære og det filmiske. Han hylder sproget i Fahrenheit 451 (1966) efter Ray Bradburys science fiction-roman om et samfund, hvor bøger brændes, og Oscar-vinderen La Nuit américaine (1973, Den amerikanske nat), om sorger og glæder under en filmindspilning, er en hyldest til filmen.

François Truffaut var sin egen producent og opkaldte sit selskab, Les Films du carosse, efter en film af Jean Renoir (Guldkareten, 1952), som han beundrede. Han var flere gange co-producent for sine kolleger, lavede den skelsættende interviewbog om Hollywood-forbilledet Hitchcock (1966) og redigerede et udvalg af sin filmkritik i Les Films de ma vie (1975). I 1988 udkom hans breve.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig