Jean-Luc Godard

Jean-Luc Godard var en fransk filminstruktør.

Jean-Luc Godard blev født i Paris og voksede op i Schweiz. Han debuterede som skuespiller i 1951 i en kortfilm af Eric Rohmer og som instruktør med dokumentarfilmen Opération Béton (1954). Han var desuden kritiker ved filmtidsskriftet Cahiers du Cinéma i 1952-1959, indtil han satte filmverdenen på den anden ende med sin første spillefilm À bout de souffle (1960, Åndeløs), et hovedværk i den ny bølge i fransk film.

Jean-Luc Godards omfattende produktion lader sig inddele i fire perioder: 1960-1967 var hans gyldne tid, hvor han i rastløs kreativitet skabte to-tre film om året, ofte improviseret frem uden manuskript.

Godard forholdt sig i denne periode kærligt-destruktivt til Hollywoods genrefilm; han havde elsket dem som kritiker, men når han som instruktør selv skulle lave gangsterfilm, musicals, krigsfilm eller science fiction-film, forsøgte han at nedbryde disse genrer og udstille deres klichéer ud fra den betragtning, at de ikke kunne udtrykke mere komplicerede moderne erfaringer. Denne nedbrydningsproces fremmedes af en nervøst-hakkende klippeteknik, der kulminerede i hovedværket Pierrot le Fou (1965, Manden i månen), hvis hovedpersoner, spillet af Anna Karina og Jean-Paul Belmondo, forsøger at flygte fra den moderne verden, men opdager, at de bringer den med sig som en sindstilstand.

Samtidig med Jean-Luc Godards destruktion af det traditionelle filmsprog forsøgte han at skabe et nyt ved i mere sociologiske, handlingsløse film at nærme sig den moderne virkelighed og befri filmenes personer for den spændetrøje, som det faste handlingsskema udgjorde.

I film som fx Vivre sa vie (1962, Livet skal leves) og Deux ou trois choses que je sais d'elle (1966, Jeg ved 2-3 ting om hende) brugte Godard prostitution som billede på menneskets generelle vilkår under kapitalismen. Første del af sin spillefilmsproduktion afsluttede Godard med den apokalyptiske Weekend (1967, Udflugt i det røde) om et Frankrig i indre opløsning.

I 1968-1972 forsøgte Jean-Luc Godard at lave marxistisk-leninistiske essayfilm inden for rammerne af den såkaldte Dziga Vertov-gruppe, som han stiftede sammen med den politiske aktivist Jean-Pierre Gorin (født 1943). Der lå en vis ironi i, at en så egensindig filmskaber som Godard nu forsøgte at nedtone sin individualitet og arbejde i en gruppesammenhæng; gruppens politiske film kom dog mest til at kæmpe med deres egen politiske uformåenhed, idet de erstattede Hollywoods klichéer med formand Maos.

I 1973-1980 udforskede Jean-Luc Godard sammen med Anne-Marie Miéville (født 1945) videomediets muligheder og håbede via det nye medie at udvikle et mere jomfrueligt og rent billedsprog. Han fortabte sig imidlertid i selvreflekterende spidsfindigheder i to store, meget elitære tv-serier i 18 afsnit: Sur et sous la communication/Six fois deux (1975) og France tour détour deux enfants (1978).

Fra 1980 genoptog Jean-Luc Godard sin afbrudte spillefilmsproduktion uden at nå 1960'ernes niveau. Med Je vous salue, Marie (1985), Nouvelle vague (1990) og Hélas pour moi (1993) lod han sig fascinere af de kristne mysterier, jomfrutroen og Jesu opstandelse.

Den oprørske anarkist, der udviklede sig til dogmatisk maoist for siden at flirte med psykoanalysen, synes på sine ældre dage at finde hjem til den faderreligion, han brød med i sin ungdom.