Den franske filmindustri er både den ældste og en af de største og stærkeste i Europa med det højeste årlige antal nationale produktioner (340 film i 2021). En del af forklaringen ligger i de omfattende offentlige støtteordninger, co-produktionsaftaler med tv-kanalerne og regler for visninger af film på dem.

I 1943 blev filmskolen Institut des hautes études cinématographiques (IDHEC) grundlagt, og i 1946 det statslige Centre National de la Cinématographie (CNC), der indførte importkvoteordninger, som skulle beskytte den nationale filmindustri. I dag er det stadig CNC, der administrerer den statslige franske filmstøtte. Frankrig har da også markeret sig i forreste linje i den europæiske films mobilisering mod den amerikanske dominans på film- og tv-markedet.

Frankrig var i lange perioder den mest toneangivende filmnation i Europa og har stadig en mangfoldig filmproduktion med stærke stemmer inden for genrefilmen (sci-fi, body horror), kostumedramaer, actionfilm og folkekomedier. På den internationale scene forbindes fransk film dog især med arthousefilm og dialogbåret drama.

Frankrig har også en omfattende produktion af tv-serier. Siden streamingtjenesterne for alvor holdt deres indtog på det europæiske marked, kan især nævnes Netflix-serierne Lupin (2021-2023), Dix pour cent (2015-2020, Ring til min agent) samt Le Bureau des légendes (2015-2020, Falsk identitet) og Baron noir (2016-2020).

Filmens fødsel i Frankrig

De franske brødre Auguste og Louis Lumière nævnes ofte som filmens fædre, og deres første forevisninger for et betalende publikum, den 28.12.1895, regnes vanligvis for filmens officielle fødselsdag. Mens Lumière-brødrenes korte strimler hovedsagelig forevigede små realistiske hverdagsscenerier, udnyttede tryllekunstneren Georges Méliès allerede fra 1896 mediet til trickforestillinger og fantastiske fortællinger.

Frankrig organiserede fra første færd filmen som en industri. Med deres mange udenlandske filialer kom de to selskaber Gaumont og Pathé til at dominere det internationale marked frem til 1. Verdenskrig, der lukkede eksportmarkederne og banede vej for amerikansk film.

Folkekomedier med stjerner som André Deed (1884-1938) og Max Linder var den tidlige franske films store trækplastre. I et forsøg på at give det nye medie en kunstnerisk dimension, oprettedes i 1908 selskabet Film d'art, som uden større succes producerede teaterfilm med tidens store scenenavne, fx Sarah Bernhardt.

De første filmkunstneriske strømninger – dadaisme og surrealisme

Først i mellemkrigstidens kulturelle avantgardeklima lagdes grunden til en egentlig filmkunst. Instruktørerne Louis Delluc (1890-1924), Germaine Dulac (1882-1942), Jean Epstein (1897-1953), Abel Gance mfl. teoretiserede over filmens natur og lavede film som "optiske symfonier". 1920'ernes cinéma pur var et forsøg blandt kunstnere som Henri Chomette (1896-1941), Fernand Léger og Man Ray på at lave "ren film", dvs. film, som blot var bevægelse, lyseffekter og rytme, og som ikke stod i gæld til andre kunstarter. René Clair gav dadaismen filmisk form i Entr'acte (1924), og med Salvador Dalís og Luis Buñuels Un Chien andalou (1928, Den andalusiske hund) holdt også surrealismen sit indtog på lærredet.

Poetisk realisme og lydfilm

Med overgangen til lydfilm i slutningen af 1920'erne ophørte eksperimenterne i nogen grad. René Clair udnyttede mesterligt tonefilmens muligheder i bl.a. Sous les toits de Paris (1930, Under Paris' Tage) og À nous la liberté (1931, Leve Friheden). Filmtidsskrifter og -klubber begyndte at skyde op, og i 1936 grundlagdes det franske filmarkiv og -museum, Cinémathèque française. I lyset af periodens politiske klima stod 1930'ernes franske film først og fremmest i den såkaldte poetiske realismes tegn. Jean Renoir, Julien Duvivier og makkerparret Marcel Carné og Jacques Prévert skildrede arbejderklassens situation i et tragisk-romantisk skær, ofte med Jean Gabin i hovedrollen, fx Renoirs La Bête humaine (1938, Menneskedyret), Duviviers La belle équipe (1936, Vi holder sammen) og Carnés Le Jour se lève (1939, — og ved Daggry).

Tendenser efter 2. Verdenskrig

Den tyske besættelse af Frankrig under 2. Verdenskrig drev mange af fransk films bærende kræfter i landflygtighed, bl.a. Renoir, Duvivier, Clair og Gabin, der tilbragte krigsårene i Hollywood. Carné blev tilbage og lavede bl.a. mesterværket Les Enfants du paradis (1945, Paradisets Børn).

I sidste halvdel af 1940'erne og 1950'erne gjorde en række enere sig bemærket, bl.a. den asketiske Robert Bresson, den elegante komiker Jacques Tati og den poetiske multikunstner Jean Cocteau. Dominerende var dog filmatiseringer af litterære klassikere, især ved instruktørerne Jean Delannoy (1908-2008) og Claude Autant-Lara. De blev i filmtidsskriftet Cahiers du Cinéma, der var blevet grundlagt i 1951 af bl.a. kritikeren André Bazin, genstand for voldsomme angreb fra de unge filmkritikere, som i slutningen af årtiet skulle udgøre kernen i det, der blev kendt som den ny bølge i fransk film: François Truffaut, Jean-Luc Godard, Claude Chabrol, Eric Rohmer og Jacques Rivette.

La Nouvelle vague – nybølgefilm

1959 var et skelsættende år for fransk film. Da vandt både Truffauts debutfilm Les 400 coups (Ung flugt) og Hiroshima, mon amour (Hiroshima, min elskede) af Alain Resnais hovedpriser på Cannes Filmfestivalen, der siden 1946 har været et af Europas vigtigste markeder for den kunstneriske film. Den ny bølge, der tillige talte bl.a. Jacques Demy, Agnès Varda, Louis Malle og Roger Vadim, opflaskede sine egne stjerneskuespillere, bl.a. Jeanne Moreau, Jean-Claude Brialy, Jean-Paul Belmondo og Brigitte Bardot. Bølgen var en fornyelse i fransk film; en personlig filmkunst ofte skabt for få penge og uden for de etablerede studier. Hos Godard var der tillige tale om et radikalt opgør med det konventionelle filmsprog, hvilket han demonstrerede allerede med sin debutfilm, À Bout de souffle (1960, Åndeløs).

Også dokumentarfilmen fik nyt liv i 1950'erne, først med enere som Georges Franju og Alain Resnais og omkring 1960 i form af den såkaldte cinéma vérité-bevægelse, der anført af Jean Rouch benyttede de nye 16 mm letvægtskameraer til en mere spontan virkelighedsgengivelse.

I 1960'ernes politisk radikale klima var Truffaut og Godard foregangsmænd for lukningen af Cannes Filmfestivalen i maj 1968. De demonstrerede også sammen med resten af bølgen i Paris' gader mod kulturministerens fyring af lederen af Cinémathèque française, Henri Langlois, hvem de følte, de skyldte deres store filmkultur.

Cinéma du look

Den ny bølge og den dermed forbundne modernistiske filmkunst viste vejen for de følgende årtiers franske film. Med Diva (1981) af Jean-Jacques Beineix indledtes 1980'ernes unge postmodernistiske film, som tillige repræsenteredes af Luc Besson og Leos Carax (f. 1960). I disse film fra 1980’erne og 1990’erne var fokus i højere grad på ’look’et’ – det visuelle udtryk, klip og soundtrack end på selve historien. Filmene handlede ofte om unge, fremmedgjorte personer, som kæmper for at finde en mening med livet.

Sideløbende hermed fik franskmændene også et bredere internationalt publikum i tale med litterære filmatiseringer som Jean de Florette (1985, Kilden i Provence) og Manon des sources (1986, Manon og kilden), Uranus (1990) og Cyrano de Bergerac (1990), alle med fransk films superstjerne Gérard Depardieu på rollelisten.

Fransk film siden 2000

Frankrig tæller i dag en lang række interessante instruktørnavne, som tiltrækker et stort publikum i hjemlandet, men få af dem har for alvor formået at påkalde sig opmærksomhed i udlandet uden for arthouse-segmentet. De største internationale franske successer siden 2000 har ubetinget været komedierne Le fabuleux destin d’Amélie Poulain (2001, Den fabelagtige Amélie fra Montmartre) af Jean-Pierre Jeunet og Les Intouchables (2011, De urørlige) af instruktørduoen Eric Tolédano og Olivier Nakache. Men også guldpalmevinderen fra 2013, det stærke coming-of-age-drama La Vie d’Adèle 1-2 (2013, Adéles liv 1-2) af Abdellatif Kéchiche, fik et stort publikum uden for oprindelseslandet i tale. På skuespillerfronten ses en række franske skuespillere, som har skabt sig internationale karrier, bl.a. Léa Seydoux, Marion Cotillard, Lily-Rose Depp og Vincent Cassel.

Blandt de mest toneangivende instruktører de sidste årtier er det også værd at nævne navne som François Ozon, Claire Denis, Jacques Audiard og Olivier Assayas, som har formået at forny og eksperimentere med filmsprog og genrer, samt østrigske Michael Haneke, som står bag psykologiske dramaer (med titler som La Pianiste, (2001, Pianisten), Caché (2005, Skjult) og Amour (2012). En instruktør som Céline Sciamma har med stor indlevelse og sensibilitet leveret en række identitetsfortællinger om børn og unge i marginaliserede positioner samt ikke mindst den prisbelønnede Portrait de la jeune fille en feu (2019, Portræt af en kvinde i flamme).

En ny generation af især kvindelige instruktører med bånd til de tidligere franske kolonier i Vestafrika har i de senere år gjort sig bemærket i ind- og udland, fx Alice Diop med retssalsdramaet Saint Omer (2021) og Mati Diop med Dahomey (2024) og Atlantique (2019).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig