Cinéma vérité, filmæstetisk dokumentarfilmbevægelse, der slog igennem i Frankrig sidst i 1950'erne samtidig med den amerikanske pendant Direct Cinema. Begge grupper benyttede bærbare 16 mm-kameraer og lette båndoptagere, der stillede dem friere under optagelserne, og begge forsøgte at nå tættere på virkeligheden vha. en spontan og umiddelbar stil.

Faktaboks

Etymologi
Betegnelsen cinéma vérité er fransk. Cinéma betyder 'film' og verité betyder 'sandhed', dvs. 'den sandhedssøgende film'.

Cinéma vérités hovedskikkelser, Chris Marker, Jean Rouch og Jacques Rozier (1926-2023), så kameraet som en slags katalysator, der kunne fremprovokere en dybere sandhed og fx få interviewede personer til at åbne sig som i hovedværket Chronique d'un été (1961, En sommerfortælling) af Jean Rouch og sociologen Edgar Morin.

Kommentarer (1)

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig