Direct Cinema, (eng. 'direkte film'), amerikansk dokumentarfilmbevægelse, opstået i begyndelsen af 1960'erne. Direct Cinema søgte som den samtidige franske cinéma vérité-bevægelse at registrere den sociale og politiske virkelighed i dennes ubevogtede øjeblikke med 16 mm-letvægtskameraer og bærbare båndoptagere.

Den igangsættende skikkelse var reportagefotografen Robert Drew (1924-2014), der dannede en filmgruppe med bl.a. Richard Leacock (1921-2011), D.A. Pennebaker (1925-2019) og brødrene Albert (1926-2015) og David Maysles (1932-87).

I modsætning til cinéma vérités aktive provokation var Direct Cinema kendetegnet ved passiv observation. Bevægelsen fandt sin mest prominente repræsentant i Frederick Wiseman, der bl.a. skildrede magtstrukturen i sociale institutioner, fx i High School (1968), Hospital (1970) og Welfare (1975).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig