Faktaboks

Louis Malle
Født
1932
Død
1995

Louis Malle, 1932-1995, fransk filminstruktør. Louis Malle debuterede i periferien af den ny bølge i fransk film med Ascenseur pour l'échafaud (1958), en thriller med Jeanne Moreau og musik af Miles Davis.

Den efterfulgtes af den seksuelt frigjorte Les amants (1958, De elskende), der vakte skandale, ligesom de senere film Le Souffle au coeur (1971, Uroligt hjerte) om incest og den amerikansk producerede Pretty Baby (1978) om børneprostitution.

Louis Malle blev i 1980 gift med den amerikanske skuespiller Candice Bergen (f. 1946) og bosatte sig i USA, hvor han bl.a. producerede den nostalgiske gangsterfilm Atlantic City (1980), den intellektuelle snakkefilm My Dinner with André (1981) og den originale Tjekhov-iscenesættelse Vanya on 42nd Street (1994), der blev hans sidste film.

I 1987 fik han i Frankrig en af sine allerstørste succeser, den selvbiografiske Au revoir les enfants (Vi ses igen).

Louis Malle har desuden lavet en lang række dokumentarfilm om bl.a. Tour de France, Indien og USA.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig