Faktaboks

Miles Davis
Født
26. maj 1926
Død
28. september 1991

Miles Davis. Charlie Parker med sin gruppe fra 1947, fra venstre Tommy Potter, bas, Charlie Parker, saxofon, Miles Davis og, med ryggen til, pianisten Duke Jordan.

.

Miles Davis i koncert i KB-hallen oktober 1964.

.

Miles Davis var en amerikansk trompetist, orkesterleder og komponist, der blev en af jazzens største stilskabende personligheder efter 1945. Hans musik har ændret og præget jazzens udvikling i flere faser gennem fire årtier.

Miles Davis modtog Léonie Sonnings Musikpris i 1984.

Bebop og cooljazz

Miles Davis medvirkede på Charlie Parkers første definitive bebop-indspilninger i 1945 og dannede siden en nonet. Med sin usædvanlige instrumentation med mange messingblæsere skabte gruppen en ny klang og stil med elementer fra bebop og cooljazz, hvor solisterne var fuldstændig integrerede i arrangementerne. Gruppens indspilninger 1949-1950 blev først udgivet samlet flere år senere under betegnelsen Birth Of The Cool, men da havde Davis allerede forladt denne stil, som han rent solistisk prægede med en næsten vibratoløs trompettone.

Samarbejdet med John Coltrane

Efter en periode med personlige og musikalske kriser indledte Miles Davis en ny fase i sin musik, som blev understreget af instrumentalteknisk sikkerhed og lyrisk enkelhed i solospillet. I 1955 dannede han med tenorsaxofonisten John Coltrane en kvintet. Med en række pladeindspilninger banede gruppen nye veje, som det kan høres på bl.a. Workin' og Relaxin' (1955-1956). Mod slutningen af 1950'erne udviklede Davis en ny gruppestil, hvor improvisation i højere grad var baseret på skalaer end på den gængse harmonik, og som kulminerede med indspilningen af pladen Kind of Blue (1959).

Det eksperimenterende repertoire

Som gruppeleder havde Miles Davis en særlig evne til at opdage nye, yngre talenter, som var med til at ændre stil og udtryk i hans gruppe. I 1963 dannede han en ny kvintet med toneangivende musikere, og hans musik blev mere aggressiv og eksperimenterende. Den var karakteriseret ved et friere spil i rytmegrupperne med mange tempo- og taktskift i akkompagnementet, og der skete en gradvis udvikling af et helt nyt repertoire. Plader som Four And More (1964), E.S.P. (1965) og Miles In The Sky (1968) er markante eksempler fra denne periode.

Den elektriske jazz

I de første år af 1970'erne skiftede Davis igen kurs og begyndte at spille på elektrisk forstærket trompet, ligesom han benyttede elektriske instrumenter i sin gruppe og anvendte en ofte rockpræget rytmik. Han blev en fremtrædende stilskaber i 1970'ernes nye elektriske jazz og opnåede samtidig sin hidtil største kommercielle succes med udgivelsen af Bitches' Brew (1970).

Samarbejdet med Gil Evans

Et særligt kapitel i Miles Davis' karriere er samarbejdet med arrangøren Gil Evans, som skabte betydningsfulde værker for stort jazzorkester med Davis som solist, bl.a. Miles Ahead, Porgy And Bess (begge 1958) og Sketches Of Spain (1959-1960).

Den sidste periode

I årene 1976-1981 var Davis inaktiv pga. sygdom, men han vendte tilbage og dannede nye grupper med yngre musikere og spillede i en stil, der var delvis baseret på gruppeformen i den tidlige elektriske periode, men hans solospil var i højere grad nu igen melodisk præget.

Miles Davis' kunstneriske styrke og betydning for jazzens udvikling var størst og stærkest fra midten af 1950'erne til begyndelsen af 1970'erne. Men fra hans sidste periode fremstår samarbejdet med Palle Mikkelborg i suiten Aura (1984) dog som et væsentligt værk fra hans lange karriere som udøvende jazzmusiker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig