Saxofonisten Charlie Parker med sin gruppe fra 1947. Det er fra venstre Tommy Potter, bas, Charlie Parker, Miles Davis og, med ryggen til, pianisten Duke Jordan. Et band som dette, bestående af en rytmegruppe og en eller flere blæsere, er den mest almindelige sammensætning af musikere i jazzen.

.
Buddy Boldens band.

Buddy Bolden bliver anset for at være én af jazzens faderfigurer og som den første jazzmusiker, der kunne kendes på sin personlige musikalske stil. Han spillede kornet til optog, fester og på værtshuse med sit band, her fotograferet ca. 1905. Bolden står med kornetten i øverste række, anden fra venstre. Boldens lydstyrke, ansats og klang er legendarisk, og musikere, der havde hørt ham, fortalte senere om hans udvikling af synkoperede rytmer. Bolden blev dog aldrig optaget, så i dag har vi intet hørbart bevis for, hvordan han lød. Han blev psykisk syg og blev i 1906 indlagt på en institution, hvor han forblev indtil sin død.

Jazz er en afrikansk-amerikansk musikform, der opstod i USA i starten af 1900-tallet. Meget af det udtryk, der kendetegner jazz, både harmonisk, melodisk og klangligt, kommer fra blues og andre afrikansk-amerikanske musikformer. Et vigtigt element i jazzmusik er interaktion mellem musikerne og improvisation.

Genrebetegnelsen jazz dækker over en lang række undergenrer, der spænder bredt stilmæssigt. Jazz har også altid påvirket og er blevet påvirket af både populærmusik og klassisk musik, og skellet mellem høj- og lavkultur har været et vigtigt spørgsmål i jazzæstetikken. Som populærmusik havde jazzen størst succes i 1920’erne, 1930’erne og 1940’erne, men jazz er også i dag en vigtig musikgenre.

Jazz fremføres både enkeltvis (især pianister) og af større ensembler (fx bigband), men det mest almindelige jazzband består af en rytmegruppe (trommer, bas, klaver og/eller guitar) med én eller flere solister (blæsere, fx trompet eller saxofon, og/eller vokal). De mest berømte jazzmusikere er afrikansk-amerikanske mænd, fx Louis Armstrong, Duke Ellington, Charlie Parker, Miles Davis og John Coltrane. Nogle berømte kvindelige jazzmusikere er fx sangerne Billie Holiday og Ella Fitzgerald. Nogle kendte ikke-sorte musikere er fx Benny Goodman og Dave Brubeck. Den mest berømte ikke-amerikanske jazzmusiker er den belgisk-franske guitarist Django Reinhardt.

Ordet jazz

Jazzen blev spredt uden for USA med plader og turnerende musikere. Her er det trompetisten Louis Armstrong (i midten, med laurbærkrans), der er fotograferet under sit besøg i København i 1933. Forrest ses Armstrongs musikere. Bagerst står en række fremtrædende danske jazzmusikere, fra venstre: Peter Rasmussen, Leo Mathisen, Kai Birch, Kaj Møller, Berthel Skjoldborg, Erik Tuxen, Kai Ewans, Erik "Spjæt" Kragh og Winstrup Olesen.

.

Ordets oprindelse er uklar, men det stammer sandsynligvis fra afrikansk-amerikansk dialekt i Sydstaterne i brug omkring starten af det 20. århundrede. I den tidligste dokumenterede brug af ordet fra 1913 i forbindelse med sport defineres det som noget livligt og energifyldt. Fra ca. 1915 bruges ordet også til at beskrive musik, nogle gange stavet "jass.” I den tidligste periode blev ordet både brugt som navneord og udsagnsord, ”at jazze”.

Jazzens historie og stilarter

Jazzen har sit udspring i folkelige og populære musikformer i USA omkring år 1900, bl.a. ragtime, marchmusik, dansemusik (fx cakewalk, two-step og polka), work songs, spirituals, blues og populærmusik, såvel som latinamerikansk musik. Byen New Orleans var særligt vigtig for udviklingen af jazz, og begrebet ”New Orleans-jazz” bruges nogle gange som synonym for ”tidlig jazz”. I New Orleans blandede musikere og publikum sig til tider på tværs af race- og klasseskel, hvilket skabte grobunden for jazz. Med afrikansk-amerikanske og kreolske musikere som de ledende stilskabere opstod en ny musik, der lagde vægt på friere tilgang til rytmik med synkoperet betoning, og melodisk ornamentik, kontrapunkt og improvisation.

Jazzens udvikling

Fra starten spredte jazzen sig fra New Orleans til resten af USA og ud i verden via turnerende musikere og plader. I løbet af 1920’erne udviklede jazzen sig som danse- og underholdningsmusik. Solister som Louis Armstrong etablerede soloen som et vigtigt element i jazzen, og swing-rytmik blev et kendetegn i jazzen, ofte spillet af bigbands. 1930’erne og 1940’erne er det tidspunkt, hvor jazzen har været mest populær. Siden 1940’erne har jazzen været mindre populær, men har med stilarter som bebop, hardbop og avantgarde-musik som free jazz etableret jazzen som moderne kunstmusik. Samtidig har jazzen interageret med populærmusik i stilarter som soul-jazz, bossa nova og fusionsjazz.

Fra ca. 1970 peger jazzens udvikling i flere og flere retninger. I fusionsjazz og smooth-jazz inkorporeres pop-, rock- og funkelementer og mod slutningen af 1900-tallet inddrager jazzmusikere fx hiphop i deres musik. Samtidig har der været en række revivals af New Orleans-jazz (fra 1940’erne og frem) og neokonservativ jazz (fra ca. 1980 og frem). Desuden gør jazzens betydning som global musikform med stilarter og musikere fra mange forskellige verdenshjørner det sværere at beskrive jazzhistorien som et udelukkende amerikansk fænomen.

Det manglende fokus på kvinder i jazzhistorieskrivningen er også blevet problematiseret. Disse forhold har fået mange musikere og kritikere til i det hele taget at kritisere ideen om jazzens udvikling som én lang fremadskridende historie, hvor én stilart efterfølges af én anden i en tilsyneladende naturlig udvikling. Moderne jazzhistorikere forsøger i stedet at beskrive jazzhistorien som en række overlappende, komplekse fortællinger, der lægger mindre vægt på jazzstilarternes historie og i stedet fremhæver sociale forhold som fx køn, race, etnicitet, medier, politik og musikindustriens rolle i jazzens udvikling.

Jazz i dag

Terri Lyne Carrington

Almindeligvis er det mænd, der bliver fremhævet i jazzhistorien, men kvinder har været med siden begyndelsen. Her er det trommeslageren Terri Lyne Carrington, der også har arbejdet aktivt med uddannelses- og kulturpolitik, der fremmer kønslighed.

I dag eksisterer jazzens stilarter side om side. Nogle musikere og fans er dedikerede til én bestemt undergenre i jazzen, men mange musikere og lyttere går på tværs af jazzens stilarter. Jazzens udøvere og institutioner interagerer også med genrer uden for jazzverdenen, både højkultur og populærkultur. Man kan således finde jazz i både avantgarde-sammenhænge og (fra tid til anden) på hitlisterne.

Kernen i jazzkulturen i dag udgøres stadig af swing- og bebopstilarter og dertilhørende performancepraksis, nogle gange kaldet mainstream-jazz. Mange jazzmusikere, der ellers primært beskæftiger sig med andre undergenrer, er således kompetente udøvere af den form for sammenspil og improvisation, som blev etableret med swing og bebop. Jazz er veletableret i mange lande, men genren har generelt en lille markedsandel.

Jazz som musikalsk praksis

Mange jazzmusikere er virtuose og intense improvisatorer. Her ses saxofonisten Sonny Rollins ved en koncert i Jazzhus Montmartre i København omkring 1990.

.

Fordi jazzbegrebet dækker over så mange forskellige stilarter, kan det være svært at give én definition af, hvordan jazz bliver spillet. Flere musikere og kritikere fremhæver improvisation, swingrytmik og bluesform/-melodik i deres definitioner af jazz. Improvisation, swing og blues er da også fremtrædende i swing- og bebop-stilarterne, der udgør kernen af jazzens repertoire i dag. Men der findes også masser af jazz med ingen (eller næsten ingen) improviserede elementer; der findes masser af jazz, der ikke swinger; og der er masser af jazz, der hverken gør brug af bluesform eller blå toner.

Jazzimprovisation

Peter Brötzmann

I free-jazz kan improvisationen indeholde en intens brug af klang uden hensyntagen til harmonik eller tonalitet. Her er det den tyske musiker Peter Brotzmann, der var kendt for sin vilde tilgang til saxofonspillet.

Improvisation spiller en stor rolle i mange former for jazz, og improvisation er et centralt praktisk, æstetisk og ideologisk element i jazz. For nogle musikere og kritikere er improvisation det vigtigste og definerende element i jazz (i modsætning til fx klassisk musik, hvor improvisation betyder mindre).

Jazzmusikere improviserer i større og mindre grad forskellige dele af musikken. Fx improviserer et jazzband ofte deres akkompagnement baseret på en forudbestemt sangs form og akkorder, der gentages mange gange, og en sanger fremfører sædvanligvis ikke melodien præcis som oprindeligt komponeret, men improviserer rytmisk og melodisk over forlægget.

Den tydeligste form for improvisation i jazz er soloen, hvor én musiker improviserer over en sangs form, akkorder og melodi, eller i free-jazz i fri improvisation. Hvis der spilles i et band, akkompagnerer rytmegruppen til solistens improvisation. I jazzens æstetik lægges der vægt på, at man som musiker udvikler sin ”egen stemme” i soloimprovisation, således at den enkelte musikers stil, klang og virtuositet er genkendelig.

I jazz sker der også varierende grader af kollektiv improvisation. Det improviserede sammenspil mellem musikere og evnen til at gå i musikalsk dialog med hinanden er praktisk og æstetisk værdsat. I den tidlige New Orleans-jazz var der en relativ høj grad af kollektiv improvisation, hvor flere forskellige musikere improviserede kontrapunktisk, polyfonisk omkring hinanden. Den kollektive improvisation er i højsædet i free jazz, hvor alle musikere i et band til tider kan improvisere fuldstændigt frit (uden noget melodisk, harmonisk eller formmæssigt forlæg) på samme tid.

Jazzkomposition og jazzstandards

Weather Report i 1981.
Fusionsbandet Weather Report. Keyboardspilleren Joe Zawinul (yderst til venstre) og saxofonisten Wayne Shorter (i midten) er nogle af den moderne jazz' mest prominente komponister.

Jazzkomposition har altid været meget påvirket af populærmusikalske sange. I den tidlige jazz var flertematiske former almindelige, bl.a. inspireret af marchmusik. Samtidig har blues altid været en central del af jazzrepertoiret, og alle væsentlige jazzkomponister har skrevet blueser, og i øvrigt trukket på blues-harmonik og -melodik. Fra 1920’erne begyndte populære kompositioner fra Tin Pan Alley og Broadway at udgøre den centrale del af jazzkompositioner, og mange af sangene fra dette repertoire i tiden ca. 1920–1960 udgør i dag størstedelen af såkaldte jazzstandards.

I samme periode blev den harmoniske praksis etableret, der bygger på udvidede akkorder (med mindst fire toner i hver akkord). Mange nye jazzkompositioner følger i deres struktur formen fra jazzstandards, nogle gange i bogstaveligste forstand som såkaldte kontrafakta: fx har akkordrækkefølgen til Gershwins ”I Got Rhythm” dannet grundlag for hundredvis af nye sange, fx Charlie Parkers ”Moose the Mooche” og Sonny Rollins ”Oleo.” Fra 1930’erne og fremad har jazzkomponister som fx Duke Ellington eksperimenteret med udvidede og længere former, fx suiter; og moderne jazzkomponister fra 1960’erne og til vor tid, som fx Wayne Shorter, har udvidet jazzens melodiske og harmoniske formsprog.

I dag er det mest almindeligt, at kompositionens tema spilles én gang, hvorefter musikerne improviserer på skift over kompositionens form og akkorder, og så spilles temaet igen én gang til sidst.

Live og indspillet jazz

Jack Teagarden
Jazzen udviklede sig side om side med pladeindustrien og jazzens popularitet skyldes ligeså meget plader som livemusik. Her er det basunisten og sangeren Jack Teagarden, der er igang med at indspille for pladeselskabet Victor i 1947.
Af .
Licens: Mr. Gottlieb has dedicated these works to the public domain, but rights of privacy and publicity may apply.

Fordi spontanitet og improvisation betyder så meget i jazzens ideologi, lægger mange jazzmusikere og -fans vægt på livekoncerten som den vigtigste måde at opleve jazz på. Især i den første halvdel af jazzens historie var livemusikkens rolle at spille op til dans. På den anden side var jazz en af de første musikformer, der fik succes samtidig med og pga. pladeindustriens fremkomst. Indspilninger har derfor også haft en central betydning i jazzkulturen. Siden LP’ens fremkomst i 1950’erne har især hele albums nydt stor kulturel prestige, hvor plader som fx Miles Davis’ Kind of Blue, Charles MingusMingus Ah Um, og Dave Brubecks Time Out (alle fra 1959) har fået kanonisk status.

Jazz, race og etnicitet

Original Dixieland Jazz Band, 1921.
Original Dixie Jazz Band var en gruppe hvide musikere fra New Orleans, der nød succes i New York. Bandet tilskrives den første jazzindspilning (1917). De er dermed også et eksempel på den kulturelle appropriation og økonomiske gevinst, som hvide musikere har nydt godt af gennem hele jazzhistorien. Fra begyndelsen af 1920’erne begyndte afrikansk-amerikanske musikere at blive indspillet og distribueret mere på plade.
Abbey Lincoln
Sangerinden Abbey Lincoln var aktiv i Borgerrettighedsbevægelsen. Hendes musik var ofte politisk og italesatte kampen for sortes rettigheder i USA, men også globalt fx med hensyn til apartheid.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Spørgsmålet om race har været af enorm betydning for jazzens udvikling og identitet. Jazzen opstod i et raceadskilt USA, hvor sociale, økonomiske og æstetiske forhold ofte har været defineret i forhold til race. Især i jazzens tidligste år blev musikken mødt med racistisk motiveret kritik, og sorte musikere har igennem hele musikkens historie været udsat for racediskrimination. Fx udkom jazzindspilninger i 1920’erne ofte under den racialiserede genrebetegnelse race records, og sorte musikere har ofte været tvunget til kun at bruge koncertstedernes bagindgang, fordi hovedindgangen var forbeholdt hvide. På den anden side har jazzens racialiserede identitet været opbyggende for afrikansk-amerikansk kultur. Mange sorte musikere har brugt jazz som protestmusik og som udtryk for en kollektiv afrikansk-amerikansk identitet.

I andre sammenhænge er jazzens sammensætning af globale stilarter og jazzmusikeres evne til at spille og improvisere i bands med musikere af forskellige etniciteter blevet fremhævet som udtryk for jazzens evne til at bygge bånd på tværs af raceskel. I denne sammenhæng kan man fremhæve vigtigheden af kreolske musikere fra New Orleans i tidlig jazz, og måden hvorpå latinamerikanske musikere og stilarter har været en del af jazzens udvikling fra begyndelsen og til i dag. I kulturer uden for USA har musikkens betydning som afrikansk-amerikansk musik været en del af dens appel som frigørende, modkulturel ungdoms- og protestmusik. Ligeledes har etnisk marginaliserede grupper som fx romaer brugt jazzens racialiserede identitet i konstruktionen af deres egen moderne musikkultur.

Selvom race således ofte har været et omstridt spørgsmål i forhold til jazz, så er der enighed om, at musikkens identitet er historisk rodfæstet i afrikansk-amerikansk kultur, og at dens musikalske praksis i overvældende grad trækker på afrikansk-amerikanske performancetraditioner. Derfor kan man sige, at jazz er afrikansk-amerikansk musik, selv hvis den ikke bliver spillet af afrikansk-amerikanere.

Jazzens æstetik

Jazzens æstetik er især præget diskussioner om race og om jazzens status som kunstmusik. Jazzkulturen har næsten fra begyndelsen haft meget livlig æstetisk debat i jazzblade- og tidsskrifter fremført af musikkritikere. Mange jazzmusikere har også selv diskuteret æstetik i interviews og egne bogudgivelser.

Race og æstetik mellem sort og hvid

Nicholas Payton

Flere jazzmusikere, fx Duke Ellington og Max Roach, har til tider vægret sig ved at bruge ordet ”jazz” om deres musik. I 2010’erne skabte trompetisten Nicholas Payton bevågenhed i jazzkredse ved at insistere på at hans musik skulle kaldes BAM (Black American Music) i stedet for ”jazz.”

Af .
Licens: CC BY 2.0

Fordi jazzen fra begyndelsen blev anskuet i forhold til race, vurderede musikere, kritikere og lyttere også tit musikken med en racialiseret æstetik, og tidlige kritikere så ofte jazzen som en form for primitivisme. I genrens første årtier var to af de grundlæggende æstetiske kategorier hot (der var kulturelt kodet som sort) og sweet (der var kulturelt kodet som hvidt). En hvid musiker som Paul Whiteman appellerede fx i årene omkring 1930 til et bredere (og hvidere) amerikansk publikum med sin mere polerede, sweet udgave af jazzen og han sagde at hans ønske var at ”gøre jazzen til en dame”—med andre ord gøre den finere og hvidere. På den anden side holdt mange afrikansk-amerikanske musikere fra starten fast i jazzens sorte æstetik med rødder i blues. Nogle kritikere har ligefrem talt om jazzens æstetik som en blues-æstetik. Og flere afrikansk-amerikanske musikere har fra musikkens begyndelse og frem til i dag ligefrem ønsket ikke at bruge betegnelsen ”jazz” om deres musik til fordel for begreber som fx ”sort musik.”

Jazz som modernisme mellem høj- og lavkultur

Et af de centrale spørgsmål i jazzens æstetik har været dens placering mellem højkultur og populærkultur. I begyndelsen angreb nogle racistiske kritikere ligefrem jazz for at være larm snarere end musik. I nyere tid var jazzens placering mellem populærmusik og kunst fx et hedt debatemne i forhold til fusionjazzen, som nogle kritikere mente ”solgte ud” med brugen af rockstilarter. Tilsvarende er free jazz blevet kritiseret for at komme for lagt væk fra jazzens populære, folkelige rødder og være fremmedgørende over for publikum.

Jazzen var også en del af modernismen, og nogle kritikere har talt om jazz som del af den afro-modernisme, der begynder med Harlem-renæssancen i 1920’erne. Modernistiske komponister i den klassiske tradition, som fx Darius Milhaud, brugte jazzelementer til at skildre den moderne tilstand, og afrikansk-amerikanske komponister som William Grant Still trak på jazz og blues i symfonisk musik. Fra 1930’erne begyndte kritikere og forskere at behandle jazzen som ”seriøs” musik og jazzmusikere at se sig selv som moderne kunstnere. Især fra og med beboppen i 1940’erne blev jazzen forstået af musikere og kritikere som en modernistisk musik, der var kunst på højde med europæisk klassisk musik.

Jazz som demokrati

Willis Conover interviewer Louis Armstrong.
Det amerikanske udenrigsministerium brugte under den Kolde Krig "jazzambassadører," som Dizzy Gillespie, Duke Ellington og Benny Goodman. Her er det Louis Armstrong, der bliver interviewet af journalisten Willis Conover til Voice of America, en radiostation som amerikanerne bl.a. brugte til at sende kulturel propaganda ind i Østblokken. LP'en på billedet er Ambassador Satch (1956).

Nogle kritikere og musikere har argumenteret for, at jazzen har en særligt demokratisk æstetik, fordi jazzmusikere lægger vægt på at finde deres egen stemme gennem improvisation og på at skabe dialogisk sammenspil. Selvom dette er et nobelt ideal, er det også blevet kritiseret for at overse, hvordan jazzkulturen ofte er et mandschauvinistisk sted, hvor kvinder ikke kan komme til orde.

Nogle fortalere for en demokratisk jazzæstetik ser musikken som bevis på, at man kan overkomme raceforskelle. Dette standpunkt er blevet kritiseret for at plædere for en urealistisk racemæssig ”farveblindhed”, der overser den racediskrimination, der har formet jazzkulturen. Ligeledes er ideen om en demokratisk æstetik blevet kritiseret for at blive fremført i forbindelse med en særlig amerikansk nationalisme. Under den kolde krig finansierede det amerikanske udenrigsministerium fx turnéer med jazzmusikere, som skulle fungere som ”ambassadører” for amerikansk kultur og politik.

Jazzens institutioner

Jazzen placering mellem høj- og lavkultur afspejles i jazzens institutioner og de værdier, der er knyttet til dem.

Jazzklubber og -festivaler

Copenhagen Jazz Festival, 2010
Jazzfestivaler har siden 1950'erne været et vigtigt knudepunkt i jazzkulturen. Her er det det udendørsscenen i Nyhavn under Copenhagen Jazz Festival i 2010.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Ved jazzens begyndelse i New Orleans fandt meget af musikudøvelsen sted i kvarteret Storyvilles natklubber, og barer/danseklubber har altid spillet en central rolle som spillested for jazzkoncerter. Siden 1930’erne er jazz også blevet spillet i koncertsale med tilhørende social og æstetisk prestige, fx gennem koncertrækken Jazz at the Philharmonic. Siden efterkrigstiden har jazzfestivaler spillet en vigtig rolle i musikkens økosystem.

Jazzmedier

Jazzens udvikling har fulgt medieudviklingen siden begyndelsen af 1900-tallet. Jazzens popularitet er således nært beslægtet med måden, hvorpå den blev spredt, nemlig via grammofonplader. Store pladeselskaber har i varierende grad udgivet jazz, afhængigt af genrens popularitet. Mindre pladeselskaber som fx Blue Note har kanonisk status som en del af jazzkulturen. I dag udkommer det meste jazz på mindre, uafhængige pladeselskaber. Radio (og senere TV) har ligeledes været en vigtig kilde til jazzlytning og især fra cirka 1930 til 1970 som et sted, jazzmusikere kunne finde relativt velbetalt arbejde. Jazz er også afbilledet på film. Den første lydfilm var Jazzsangeren (1927) —selvom musikken i den ikke afspejlede samtidens jazz så meget. Flere af jazzens kanoniske figurer er blevet portrætteret (ofte tragisk) i biopics, hvilket har bidraget til genidyrkelsen af disse musikere.

Jazzmagasiner og -tidsskrifter har været centrale i jazzkulturens udvikling. Især i midten af det 20. århundrede udgav forskellige lytteklubber og jazzforeninger deres egne blade, mens professionelt udgivne magasiner som fx Down Beat siden 1930’erne har dækket jazzen. I disse blade har jazzkritikere og musikere også i høj grad diskuteret musikkritikkens egen rolle i jazzkulturen. Sådan var jazzjournalistikken- og kritikken en vigtig forløber for rockkritikken.

Jazzuddannelse

Siden 1950’erne er jazzen også i stigende grad blevet pædagogisk institutionaliseret, fra grundskoler til konservatorier. I dag har de fleste udøvende jazzmusikere én eller anden form for officiel uddannelse fra fx et konservatorium. Jazzens indtog i den formelle musikuddannelse har dannet modspil til den klassiske musiks traditionelle forrang i den vestlige verden. Samtidig har jazzen fået højere prestige ved at blive repræsenteret på lige fod med vestlig kunstmusik. Nogle kritikere mener, at jazzuddannelse er blevet for formaliseret og institutionaliseret, og dermed har mistet kontakten til sine rødder i folkelig populærmusik.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig