Perioden videreførte træk fra den foregående, men med Ellingtons som en markant undtagelse opløstes alle væsentlige bigbands af økonomiske og musikalske grunde i slutningen af 1940'erne. Den yngre musikergeneration foretrak mindre besætninger (fem-syv medlemmer) og en ikke mindst rytmisk mere sammensat, mindre entertainmentpræget musik, bl.a. med baggrund i en større racebevidsthed hos de yngre sorte musikere. Blues og standardmelodier dominerede repertoiret, men ofte omskrevet til nye originaltemaer over eksisterende harmonigrundlag.
Sidste halvdel af 1940'erne domineredes af bopmusikken (bebop) med altsaxofonisten Charlie Parker som hovedfigur og inspirator for yngre musikere. Pianisten Bud Powell og trommeslageren Max Roach havde lignende roller, ligesom trompetisten Dizzy Gillespie, der med et kortlivet stort orkester introducerede cubanske elementer i repertoire og rytmik.
Hvor bopmusikken videreførte det hotte, dramatiske i swingmusikken, indførte cooljazzen fra ca. 1949 et mere lyrisk, reflekterende moment med bibeholdelse af Parkers melodisk-harmoniske fornyelser. Dog blev det rytmiske grundlag forenklet, og der blev lagt større vægt på standardrepertoire med brug af de oprindelige temaer. Trompetisten Miles Davis forenede elementer af bop og cool i sit sort-hvide nimandsorkester, der ligesom hans eget diskrete spil blev toneangivende for 1950'ernes overvejende hvide vestkystjazz. Med denne, ligesom med coolmusikken, blev hvide musikere fremtrædende, og påvirkningen fra Parker forenedes med inspiration fra 1930'ernes Lester Young. Fremtrædende i cooljazzen er bl.a. tenorsaxofonisten Stan Getz med hans overvejende romantiske stil og pianisten Lennie Tristano med en mere abstrakt musik, som også dyrkes af hans elev, altsaxofonisten Lee Konitz (de tre sidstnævnte er hvide musikere).
En reaktion mod denne udvikling kom fra ca. 1955 med den sorte hard- eller neo-bopmusik. Tre kvintetter, som både rummede veteraner fra 1940'ernes bopmusik og yngre efterfølgere, var særligt fremtrædende repræsentanter for denne udvikling: Miles Davis dyrkede med tenorsaxofonisten John Coltrane især boprepertoiret fra 1940'erne og ældre standardtemaer. Clifford Brown/Max Roach, Inc. (bl.a. med tenorsaxofonisten Sonny Rollins) foretrak egne neo-boptemaer, og The Jazz Messengers med trommeslageren Art Blakey og pianisten Horace Silver spillede ikke mindst gospelinspireret jazz.
Noget for sig står to andre veteraner fra 1940'erne, som først nu vandt bredere gehør, pianisten og komponisten Thelonious Monk og bassisten og komponisten Charles Mingus, mens Miles Davis som solist med store studieorkestre under ledelse af og i arrangementer af Gil Evans fornyede jazzen solistisk og orkestralt 1957-60. Ved udgangen af denne periode var der trukket betydeligt på det dur/mol-tonale system, som jazzen hidtil havde hvilet på, og i en vis lighed med udviklingen i den europæiske kompositionsmusik i begyndelsen af 1900-tallet kom der fra slutningen af 1950'erne hos jazzmusikerne to svar på denne situation.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.