skala (musikbegreb)

Artikelstart

Skala, trinvis opstilling i op- eller nedadgående retning af tonerne i en given toneart. Princippet stammer fra antikkens græske musikteori, hvorfra det blev overtaget, bl.a. til redegørelse for kirketonearternes tonemateriale.

Faktaboks

Etymologi
Ordet skala kommer af italiensk og latin scala 'stige, trappe', afledning af scandere 'stige op'.

I Europa har musikken siden midten af 1600-t. været baseret på to tonekøn, dur og mol, hvis skalaer begge er syvtonige og diatoniske. De transponeres hver 12 gange ved hjælp af fortegn; på denne måde fremkommer 24 skalaer eller tonearter, se kvintcirkel. Musikalsk anvendes skalaer bl.a. til at definere tonearten i et musikstykke eller et afsnit. Forløbere for dur og mol var hhv. jonisk og æolisk, som tillige med de øvrige kirketonearter lå til grund for musikken før midten af 1600-t.

Tonerne i de diatoniske skalaer og deres transpositioner sammenfattes i den kromatiske skala, der omfatter 12 halvtonetrin (se kromatik).

Andre skalaer er den pentatone med fem toner (se pentatonik) og heltoneskalaen, der består af seks heltonetrin. Den såkaldte sigøjnermol svarer til harmonisk mol med forhøjelse af 4. trin, den akustiske skala omfatter 8.-15. tone i overtoneskalaen (se overtoner) og kombinerer således kirketonearterne lydisk med hævet 4. trin og mixolydisk med lavt 7. trin. Skalaen med regelmæssig vekslen mellem halv- og heltonetrin er kendt som Messiaens 2. modus.

Inden for folkemusikken og i musikken uden for Europa forekommer et stort antal forskellige skalaer, der ikke sjældent gør brug af andre intervaller end den vesterlandske kunstmusiks hel- og halvtonetrin, fx pelog og slendro; se også modalitet og stemning.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig