Charles Chaplins stjerne.
Charles Chaplins stjerne på Hollywood Boulevards Walk of Fame.

Hollywood er en bydel i Los Angeles, men kendes i dag bedst som den amerikanske filmindustris primære placering. Hollywood er både betegnelsen for filmindustrien og de produktionsselskaber, som er placeret i Los Angeles, og en bestemt måde at fortælle historier på.

Der laves også masser af film i USA uden for Hollywood-selskaberne. Disse film er typisk enten independent-film eller exploitation-film. Størstedelen af disse film distribueres uden for de store filmselskaber.

Fortællestil og -teknik i Hollywoodfilm

Hollywood har en måde at lave filmfortællinger på, som har haft ekstremt høj indflydelse. Hollywoods studiesystem har etableret en meget klar fortælleformel, som er kendetegnet ved:

  • Klart fokus på fortællingen frem for det stilistiske.
  • Skarpt tegnede karaktertyper, hvor hovedpersonen gennemgår en forandring fra filmens start til slutning.
  • Genkendelige genremarkører, som er med til at sikre publikums forståelse af fortællingen.
  • Brugen af en tre-akts struktur, som ligger meget tæt på Freytagskurven.
  • Tydelig slutning, oftest positiv, som også forløser den dobbelte fortælling.

Blandt disse træk er det især den dobbelte fortælling, som er særligt kendetegnende for Hollywoodfilm, omend ikke alle amerikanske film. Den dobbelte fortælling har to fokusser: Det ene fokus er fortællingens primære plot, som ofte er bundet op på en spændingsstruktur, mens det anden fokus er en karakterudvikling, ganske ofte en romantisk, heteronormativ fortælling, hvis filmens primære fokus ikke allerede er romantisk.

Hollywood som bydel

Hollywood Boulevard
Hollywood Boulevard. Billedet er taget fra Kodak Theatre med Walk of Fame i forgrunden.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Hollywood, oprindeligt Hollywood Hills, er en nordvestlig bydel i Los Angeles, Californien, USA.

To parallelle hovedgader løber fra øst til vest gennem bydelen: Hollywood Boulevard med premierebiografen Grauman's Chinese Theatre, hvor underholdningsindustriens berømtheder siden 1927 har sat deres mærker i cement i fortovet, Kodak Theatre, som bl.a. huser det årlige Oscar-show, og strækningen Walk of Fame med stjerneformede navneplader i fortovet samt Sunset Boulevard, hvis vestlige del med mange reklameskilte og natklubber kaldes Sunset Strip. Mod nord ligger friluftsscenen Hollywood Bowl og der over højdedraget Mount Lee, hvor HOLLYWOOD står skrevet i 15 meter høje metalbogstaver.

I dag er Hollywood en falmet turistattraktion præget af mange kontorbygninger, bilisme, forurening, kriminalitet og nostalgi. De fleste store amerikanske filmselskaber har haft studier i Hollywood, men i dag har kun Paramount Pictures et studie på stedet.

Hollywoods oprindelse og historie

Den amerikanske filmindustri opstod ikke i Hollywood, men i New Jersey. Her startede Thomas Edison verdens første filmproduktionsselskab “the Black Maria” i 1893. New Jersey ligger tæt på både Wall Street og Broadway. Hermed var der nem adgang til finansiering af film, samt skuespillere, set designere, instruktører og alle de andre folk, som en filmproduktion kræver.

Det tidlige Hollywood

Edisons patent på filmteknologien på den amerikanske østkyst samt Californiens behagelige og stabile klima gjorde, at mange filmselskaber flyttede vestpå. Her var der en lille uforstyrret by et par kilometer nord for Los Angeles, som blev populær blandt filmselskaberne — Hollywood. D.W. Griffith, en af de største amerikanske filmskabere i starten af det 20. århundrede, begyndte at producere film her, og langsomt blev en lang række andre instruktører og filmskabere, heriblandt også europæiske instruktører, tiltrukket af området og dets forudsigelige solskin. Med rigeligt plads opstod Hollywood, som vi kender det i dag.

Hollywoods guldalder

Den klassiske Hollywood-film blev etableret i løbet af 1930'erne efter fremkosten af tale- og lydfilmen. Studiesystemet voksede frem, bestående af fem store ‘majors’: MGM (Metro-Goldwyn-Meyer), Paramount Pictures, Warner Bros. Pictures, 20th Century Fox og RKO. Alle fem selskaber ejede et produktionsstudie, en distibutionskæde samt en lang række biografer.

Desuden var der tre ‘minors’: Universal Pictures, Columbia Pictures og United Artists, som havde mindre produktionsstudier og kun få biografer.

Studiesystemet kendetegnedes ved at benytte en lang række genkendelige elementer: de samme fortælleteknikker, de samme genrer, de samme skuespillere og instruktører. Det skabte både et meget homogent produkt og håndværk af høj kvalitet. Den kombination har fået filmprofessoren Thomas Schatz til at erklære Hollywoods studiesystem en genistreg. Hollywoodfilm er overordnet set af meget høj kvalitet, især dem fra 1930'erne.

Hollywoods falmen

Frank Sinatra i Hollywood i 1965
Frank Sinatra skriver sin autograf i cementen uden for Grauman's Chinese Theatre i Hollywood den 21. juli 1965.
Af /The Regents of the University of California.
Licens: CC BY SA 4.0

I 1948 erklærede den amerikanske højesteret Hollywood-systemet for et monopol, og dermed skulle det ændres. Baggrunden var, at Hollywood-selskaberne havde, hvad der kaldes vertikal integration — de ejede både produktionssiden, distributionssiden, samt fremvisningssiden (biograferne). Det er konkurrenceforvridende. Problemet blev hurtigt løst ved at sælge biografkæderne fra, men det kom til at fungere som begyndelsen på slutningen.

Efterkrigstiden i USA var præget af mange kulturelle og samfundsmæssige forskydninger. Generel velstand ændrede samfundsstrukturer, nye publikumssegmenter opstår og blandt andet teenager-generationen og fjernsynet vinder frem både teknologisk og kulturelt. Pludseligt var der alternativer til biografen og filmens nærmest totale kulturelle dominans.

Teknologiske landvindinger som farvefilm, bredformat, 3D-film, smell-o-vision og mange andre tiltag ændrede ikke på, at den klassiske Hollywood-æra var forbi, og den klassiske fortællestil falmede. Filmselskaberne havde svært ved at nå publikum, og mange følte, at Hollywood-filmen mistede relevans.

New Hollywood og post-klassisk Hollywood

I slut-1960'erne og frem skete der to revolutioner nærmest i parallel. En lang række unge instruktører fik adgang til at lave film, fordi de etablerede instruktører ikke var i stand til at skabe sikre succeser — systemets geni er svækket. Francis Ford Coppola, John Cassavetes, Martin Scorsese, Arthur Penn, Dennis Hopper, George Lucas, Terrence Malik, Steven Spielberg, Alan J. Pakula, Sidney Lumet og mange flere begyndte at lave film, som var markant anderledes end den klassiske Hollywoodfilm.

Filmene er kendetegnet ved at kredse om karakterer og temaer, som ikke var accepterede i det klassiske system; ofte er hovedpersonerne på kanten af samfundet og fortællingerne udfordrer en række tabuer. Samtidigt afviger en del af disse film og instruktører i højere grad fra den kanoniske fortællestil. Dette var det nye Hollywood, som i høj grad lånte både fra europæiske filmtraditioner og den amerikanske filmhistorik.

Den anden revolution skete i overlap med den første og havde nogle af de samme instruktører — især George Lucas og Steven Spielberg. Det var ‘high concept’-film, ofte med fokus på spektakulære sekvenser og højteknologiske visuelle effekter. Den arketypiske ‘high concept’-film er Spielbergs Jaws fra 1975, hvor filmens præmis er ekstremet simpel — en haj terroriserer en fredelig badeby — og derfor nemt kan forklares og ikke mindst reklameres for. Den arketypiske spektakulære film er Lucas’ Star Wars fra 1977, hvor fortællingen træder i baggrunden til fordel for de visuelle effekter. Dette var blockbusterfilmen, en ny form, hvor publikum skulle overrumples snarere end underholdes.

Tilsammen kan disse film anses for at være post-klassiske Hollywoodfilm, da de i langt højere grad, om end på hver deres måde, afviger fra den klassiske Hollywoodfilm og dens fortællestil.

Hollywood i det 21. århundrede

Det 21. århundredes filmlandskab i Hollywood er primært kendetegnet ved en overflod af produktioner og tilgængelighed. Blandt andet på grund af den digitale produktion- og distributionsteknologi, som har gjort filmmediet og filmteknologien mere tilgængelig for mange filmskabere, samt en udbredelse af streamingtjenester, som gør nogle former for film ekstremt let tilgængelige, endda i så høj grad, at de største film opsluger størstedelen af folks opmærksomhed.

Transmedieuniverser

I dag domineres skærmene af transmedieuniverser. Dette fænomen begynder med Wachowski-søstrenes The Matrix fra 1999. Selve filmen The Matrix bliver skelsættende gennem dens brug af bullet time-effekter, i bund og grund superlangsomme billeder. Ligeledes danner den skole ved at sprede sig ud over en række forskellige platforme efter dens succes — anime-filmen The Animatrix er en række animerede kortfilm, som udvider filmens fortælleunivers og giver fans noget at engagere sig i, mens de venter på efterfølgerne. Ligeledes er der en række hjemmesider, som giver spor til filmenes fortælling. Desuden kommer Wachowski-søstrene fra en independent baggrund med deres første film Bound. Dette starter en anden trend i det 21. århundredes Hollywood: Mange af de store filmselskaber finder en succesfuld independent-instruktør og giver dem adgang til blockbuster-film.

The Matrix lægger kimen for de til tider meget lange føljetonfortællinger, som trækker på et fælles fiktionsunivers. Her er det Marvel Cinematic Universe, som fremstår mest markant og succesfuldt, men Star Wars-universet er også værd at bemærke. Fælles for disse mange fiktionsuniverser er en relativ høj fortælletæthed, hvor vigtige detaljer er spredt ud over mange forskellige film. Dette kræver en del engagement af publikum — man er nødt til at se alle film inden for fiktionsuniverset for at forstå fortællingen fuldt ud. Dette kan være forretningsmæssigt fordelagtigt, da man dermed ideelt set sælger flere billetter. Som de mange fejlslagne fiktionsuniverser viser (Universals Dark Universe, John Carter, The Golden Compass, The Lone Ranger, The Dark Tower, Warcraft) er det langt fra en sikker formel.

Mange af disse fiktionsuniverser er baseret på superhelte, men superheltfilmene har også floreret uden for disse større fiktionsuniverser. Film som Chronicle, Unbreakable, The Incredibles, Fast Color og Kick-Ass er blandt disse. Selvom der absolut fandtes superheltefilm før 2000, er det en genre, som har kronede dage i 2000'ernes første årtier. Langt størstedelen af disse film er actionfilm, typisk med en overvægt af visuelle effekter. Ligeledes er klippehastigheden langt højere end andre genrer, hvilket giver et hektisk udtryk.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Bordwell, David, Janet Staiger og Kristin Thompson. The Classical Hollywood: Film Style and Mode of Production to 1960
  • Langford, Barry. Post-Classical Hollywood: Film Industry, Style and Ideology since 1945
  • Schatz, Thomas. The Genius of the System.
  • Wyatt, Justin. High Concept: Movies and Marketing in Hollywood.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig