Faktaboks

Jacques Prévert
Født
4. februar 1900
Død
11. april 1977
Collage fra Fatras af Jacques Prévert.

Jacques Prévert publicerede første gang billedcollager i Fatras (1966, Miskmask), en broget blanding af digte, aforismer, citater, forvrængede ordsprog og absurde dialoger. Denne collage har dobbelttitlen Règne animal (Dyrerige) og Sagesse animale (Dyrenes visdom/dyrisk visdom).

Collage fra Fatras af Jacques Prévert.
Af .

Jacques Prévert, fransk ord- og billedkunstner, som i 1920'erne hørte til surrealisternes kreds. Han var det modsatte af enhver intellektualisme, men var ikke uden social stillingtagen som i sit arbejde for teatergruppen Octobre, 1932-1936.

To berømte film

I 1930'erne begyndte Jacques Prévert at lave film sammen med bl.a. broderen Pierre Prévert (1906-1988) og udarbejdede filmmanuskripterne til Quai des brumes (1938, instruktion af Marcel Carné, med Jean Gabin og Michèle Morgan) og Les Enfants du Paradis (1945, instruktion af Marcel Carné, med Simone Signoret, dansk premiere med titlen Paradisets børn, 1948).

Digte, sange og kabaret

Préverts første digtsamling, Paroles (1946), gjorde ham til en populær digter. I de følgende bøger blandes digte, sange, collager, farcer m.m. I sin fantasifulde leg med ord og billeder udtrykker han med humor og ømhed sin sociale indignation og tager altid parti for børnene, dyrene og naturen. Ofte drejer det sig om at skrive med følelse, men ligetil, om små ting i verden (på dansk findes udvalget Al slags vejr (1980). Prévert hylder frihed og kærlighed, mens han spotter magthaverne, især militæret og kirken.

Nogle af hans digte blev til viser med musik af Joseph Kosma. Jacques Préverts tekster har vist sig at være velegnede til kabaretformen og har været brugt bl.a. på CaféTeatret i København 1978.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig