Joseph Kosma, 1905-1969, ungarsk komponist. Kosma boede og arbejdede fra midten af 1930'erne i Frankrig. Ud fra den tanke at give musikken i de nye tonefilm sin egen identitet komponerede han musik og viser til mere end 100 film, bl.a. Jean Renoirs La grande illusion (1937, Den store illusion) og Marcel Carnés Les Enfants du paradis (1945, Paradisets Børn). Visen Les Feuilles mortes fra Carnés Les Portes de la nuit (1946, Nattens porte) blev den største succes blandt Kosmas og lyrikeren Jacques Préverts ca. 80 viser; under sin engelske titel, Autumn Leaves, har melodien opnået status som jazzstandard i USA (Miles Davis, Bill Evans, Keith Jarrett mfl.).