Hans Kirk, Hans Rudolf Kirk, 11.1.1898-16.6.1962, dansk forfatter og journalist. Hans Kirk var lægesøn fra Hadsund, og barndommens sygebesøg med faderen og ferier hos hans indremissionske fiskerfamilie i Harboøre og hos moderens grundtvigianske storbondefamilie i Thy gav ham afgørende oplevelser af folkeliv og religiøsitet.

Allerede som alumne på Sorø Akademi var Kirk socialist, og via Studentersamfundet i København kom han ind i venstreorienterede miljøer. Han blev cand.jur. 1923, men efter korte ansættelser på det danske gesandtskab i Paris og i Københavns Magistrat opgav han juraen og skrev litterær kritik i Lolland-Falsters Folketidende og Social-Demokraten, kulturkritiske essays til Kritisk Revy og andre tidsskrifter — og levebrødsnoveller til ugeblade.

Han sprang fuldt færdig ud som digter med debutromanen Fiskerne (1928) om en gruppe missionske fiskere, der flytter fra Vesterhavet til et mildere Limfjordssogn, som de vender rundt på med deres stejle tro.

Romanens sociologiske og psykoanalytiske opfattelse af fiskernes religiøsitet (som frugt af materielle forhold og seksuelle fortrængninger) bygger på studier i Karl Marx, Sigmund Freud og nyere religionssociologi, og den kollektive romanform, der ser miljøet som en levende organisme, er inspireret af Knut Hamsun, franskmanden Henri Barbusse og polakken Władisław Reymont, men alt er omsat til en enkel, objektiv fortælleform med fint forstøvet ironi. Romanen fik en positiv modtagelse, bragte i 1932 Kirk på Finansloven og er oversat til 11 sprog.

Krydsningen af nænsom menneskekundskab og skarp samfundsanalyse præger også kollektivromanerne Daglejerne (1936) og De ny Tider (1939) om bygningen af en cementfabrik ved Mariager Fjord, der omformer et landsogn til industrisamfund og husmænd og daglejere til organiserede lønarbejdere. Et tredje bind gik tabt under Besættelsen.

Fra 1934 var Kirk blevet medarbejder ved det kommunistiske dagblad Arbejderbladet. Efter annulleringen af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt (1939-41) ved Tysklands angreb på Sovjetunionen og den danske regerings efterfølgende internering af ledende kommunister i juni 1941 blev Kirk sat i Horserødlejren i Nordsjælland med perioder i Vestre Fængsel i København. Hans bandbuller herfra mod justitsminister Thune Jacobsen udkom senere som Breve fra Horserød (1967).

Kirk var blandt de 90 fanger, som det natten til den 29. august 1943 lykkedes at flygte fra Horserød og dermed undgå de tyske kz-lejre, hvorpå han gik ind i illegalt arbejde.

Fra 1945 til sin død var Kirk kulturredaktør ved Land og Folk og en vigtig vimpel for DKP's kulturpolitik. Desillusion over retsopgøret og den kolde krig gjorde hans journalistik besk og ofte forstenet, men han skrev fortsat gode romaner, skønt de blev fejlvurderet.

I 1940'ernes stil gav han sin tidskritik allegorisk form i historiske romaner. Slaven (1948), der var gået tabt under krigen og derefter blev nyskrevet, handler om et spansk koloniskibs tur over Atlanten i 1679 som billede på et samfund, der æder sig selv op i guld- og magtlyst. Det er en skarp analyse af magt som psykoanalytisk og politisk fænomen og af den ukuelige slave, der værdigt trodser den.

Vredens søn (1950) tegner Jesus og hans disciple som "ejendomsløse" oprørere, der angriber "herrefolket" (romerne) for at opbygge et "retfærdighedens og barmhjertighedens rige". Den viser den religiøse bund i Kirks kommunisme, og den polemiserer mod besættelsens samarbejdspolitik og mod passive intellektuelle.

Føljetonromanen Djævelens penge og Klitgaard og Sønner (1952) om krigens værnemagere vipper mellem realisme, satire og politisk almanakhistorie, men har sin værdi i tidsbilledet. Kirk fik først et comeback med de fine barndomserindringer Skyggespil (1953). Der er både skidt og kanel i Borgerlige noveller (1958).

Med 1960'ernes billigbogsrevolution og genopdagelse af mellemkrigstiden — og med Fiskerne som tv-serie 1977 — fik Kirk et stort publikum. Det fortsatte med posthume udgaver af hans journalistik i Danmarksrejsen (1966), Godtfolk (1980) og Hug til højre og venstre (1981), hans essays i Det borgerlige frisinds endeligt (1969) og Litteratur og tendens (1974) foruden novellerne En plads i verden (1987).

Som personlighed var Hans Kirk sammensat: på den ene side den milde, beskedne mand med det store hjerte for de fattige og forkuede; på den anden side den kradsbørstige partisoldat, der hånede kritikere af Josef Stalin og troede blindt på, "at kommunister ikke indespærrer, torturerer og myrder" (Land og Folk 29.5.1955). Men som artist og skildrer af det folkelige Danmark, i traditionen fra Henrik Pontoppidan, Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø, blev han en af vores mest elskede nyklassikere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig