Martin Andersen Nexø

Martin Andersen Nexøs barndom og ungdom udgjorde en uudtømmelig erindringskilde for hans digtning. Han blev født i et slumkvarter på Christianshavn som det fjerde af Hans Jørgen og Mathilde Andersens ti børn, og han blev døbt Martin Andersen; kunstnernavnet Nexø antog han i 1894. I 1872 flyttede familien til Lægeforeningens Boliger ('Brumleby') på Østerbro, og i 1876 begyndte Martin Andersen sin skolegang på Sankt Hansgades Skole. På grund af arbejdsløshed i København flyttede familien i 1877 til Nexø, hvor faderen, som var bornholmer, fik arbejde som stenhugger og brolæggerformand.

I tilbageblik fandt Nexø generelt, at hans barndom havde været mørk. Opvæksten var præget af faderens alkoholisme og brutalitet og af et religiøst tryk i Luthersk Missions pietistiske søndagsskole, men også af moderens omsorg og af befriende naturoplevelser.

Efter kun seks års skolegang (han sprang en klasse over) forlod Martin Andersen Borgerskolen i Nexø med gode afgangskarakterer og arbejdede herefter et års tid i landbruget som vogter- og røgterdreng. 1884 kom han i lære i Rønne som håndskomager. Faget var imidlertid under afvikling i netop disse år, og han opnåede aldrig fast ansættelse som skomager.

Allerede i læretiden begyndte den begavede og belæste skomagerlærling at se sig om efter en mulighed for at forlade det fysiske arbejde. Han nærede litterære interesser, som han dyrkede dels sammen med barndomsvennen, den senere forfatter Jakob Hansen, dels i miljøet omkring Rønne Højskoleforening, som han havde tilsluttet sig i læretiden.

Det store spring fra håndens til åndens arbejde blev muliggjort gennem ophold på Østermarie Højskole 1890-1891 og på Askov udvidede Højskole 1891-1893. Begge ophold blev hovedsageligt finansieret af mæcener fra Rønne Højskoleforening. Hos Mathilde Molbech, enke efter den senromantiske digter Chr. K.F. Molbech, fandt han et hjem i Askov.

Bevarede breve og upublicerede digte fra disse år tegner billedet af en ung mand, der var indforstået med de kristelige og nationale værdier i de grundtvigske miljøer, han levede og arbejdede i. Kortest gav han dette udtryk i digtet "Askov!" (1894) med verslinjerne:

"[…] jeg véd, hvor der plejes i Kjærlighed øm / et Glimt af den hellige Drøm."

Efter endt højskoleophold fik Nexø i årene 1893-1901 arbejde som lærer på forskellige grundtvigske friskoler. Senere vedkendte han sig gennem alle skiftende ideologiske forhold sin taknemmelighed over for den gamle grundtvigianisme og sin beundring for N.F.S. Grundtvig, "den mest fremsynte Aand, Danmark har frembragt" (1923).

Martin Andersen Nexø debuterede den 10. juli 1893 med en avisartikel om St. Hansaften paa Bornholm. Allerede i denne folkloreskildring præsenteredes to temaer, som senere skulle gå igennem hele forfatterskabet: almuens lykkedrøm og kvinden som livsbærer, som opretholder.

I årene 1894-1896 foretog han en rekonvalescensrejse til Italien, Marokko og Spanien, hvorfra han hjemsendte en lang række rejsebreve til Bornholms Tidende og andre provinsaviser.

I 1896 debuterede han i Illustreret Tidende som skønlitterær forfatter med to skildringer af spansk almue, En Kvinderevolution og La Concha.

I 1897 flyttede Nexø til København, hvor han kom under indflydelse af hovedstadsradikalismen og meldte sig ind i Studentersamfundet. En dyster amoralisme og nihilisme præget af Friedrich Nietzsche gjorde sig nu gældende på bekostning af de lyse visioner fra højskoleårene.

I bogform debuterede Nexø den 17. september 1898 med novellesamlingen Skygger, der rummer syv naturalistiske studier af tragiske skæbner på Bornholm og i Spanien, nogle af dem med socialt motiv. Frem til 1905 skrev han foruden journalistik og digte yderligere syv bøger: novellesamlingerne Muldskud (første og anden samling, 1900 og 1905), romanerne Det bødes der for - (1899), En Moder (1900), Familien Frank (1901) og Dryss (1902) samt rejseskildringen Soldage (1903).

Nexø skrev indsigtsfuldt om den førindustrielle bornholmske almues stærke originaler, der som 'muldskud' sendte bud op om uberegnelige kræfter i dybet, mens hans samtidsskildringer, der oftest udspillede sig i borgerlige miljøer, var præget af sortsyn, håbløshed og amoralisme (noveller som "Lotterisvensken" og "Manuela" samt alle romanerne). Romanerne bidrog til Sædelighedsfejdens genopblussen omkring århundredskiftet.

I denne første del af ungdomsforfatterskabet er den ’maskuline’ idealitet endnu hjemløs, manden fremstår ofte fordrukken og degenereret.

I journalistik og fortællinger blev Nexø stadigt mere optaget af at skildre sin egen samtids by-proletariat, således i en stribe avisklummer 1901-1902 om ”Havarerede Eksistenser” og i samlingen Af Dybets Lovsang (1908).

Martin Andersen Nexøs hovedværker Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn er skrevet henholdsvis før og efter udbruddet af 1. Verdenskrig. I begge værker inddrages elementer fra ældre litterære former som bibelhistorie og folkeeventyr såvel som fra moderne dansk naturalisme og russisk realisme, og han mestrer avancerede højlitterære stilarter som impressionisme og symbolisme. Nexø forholder sig i begge romanværker meget bevidst til de store forgængere i europæisk romanlitteratur og går i direkte dialog med spanieren Miguel de Cervantes, franskmanden Victor Hugo, russeren Fjodor Dostojevskij og danskeren Henrik Pontoppidan.

Tobindsværket Midt i en Jærntid (1929) udstillede den danske bondestands kapitalspekulation og grådighed under 1. Verdenskrig, og den knyttede forbindelse mellem den gamle grundtvigianisme og socialismen.

I sin alderdom leverede Nexø et nyt hovedværk med fire bind erindringer om sin opvækst og tilblivelse som digter: Et lille Kræ (1932), Under aaben Himmel (1935), For Lud og koldt Vand (1937) og Vejs Ende (1939). Erindringerne blev skrevet på et tidspunkt, hvor Nexø i øvrigt var stærkt optaget af internationalt antifascistisk arbejde. Alligevel formåede han her, som i et indelukke, at revitalisere sine ældste og mest autentiske erfaringer om fællesskab og godhed. Til syvende og sidst udspringer hans digteriske ansvarlighed og medmenneskelige engagement af taknemmelighed over for det, han modtog tidligt, navnlig fra kvinder.

De stærkt retoucherede autofiktionale 'erindringsromaner' om Morten hin Røde (1944), Den fortabte Generation (1947) og den posthumt udgivne Jeanette (1957) kan betragtes som led i den gamle Nexøs politiske selviscenesættelse.

I sin ungdom var Nexø ikke partipolitisk organiseret, men han nærede radikale sympatier. Efter Systemskiftet i 1901 følte han sig hverken hjemme i "Bonde-Venstre" eller i noget socialdemokratisk "Proletar-Despoti" (1901). I stedet blev han i 1904-1905 medlem af Den radikale Klub, som forberedte dannelsen af partiet Det radikale Venstre. Nexø foretrak dog dengang at stå frit, uden for partierne.

I sommeren 1910 meldte han sig alligevel ind i Socialdemokratiet, og i årene derefter blev han med Pelle Erobreren's sejrsgang ude og hjemme partiets fejrede digter. Hans politiske sympatier var dog langt fra entydige. Han havde venner blandt venstreoppositionens politikere (Peter Sabroe) såvel som blandt syndikalister (Christian Christensen) og anarkister (Johan Skjoldborg); på den anden side engagerede han sig under 1. Verdenskrig i den protektionistiske erhvervsforening Dansk Arbejde.

Efter Den russiske Revolution og den europæiske arbejderbevægelses splittelse gjorde Nexø ved årsskiftet 1918-1919 frontalt op med Socialdemokratiet og sluttede sig frem til 1925 til kommunisterne. En rejse til Sovjetrusland i 1922, skildret i Mod Dagningen (1923), gav ham et ankerpunkt for flere politiske, historiske og religiøse strømninger i hans sind. Og skønt han var partiløs i perioden 1925-1937, betragtede han til sin død Sovjetunionen som den virkeliggjorte socialisme. 1937 meldte Nexø sig igen ind i DKP og blev i 1938 symbolsk indvalgt i partiets centralkomite. Han støttede betingelsesløst Sovjetunionen, selv under Moskvaprocesserne og andre af Stalin-tidens excesser, og det har skadet hans eftermæle.

Således blev Nexø i sin alderdom en rød klud for fjenderne og en rød fane for vennerne. Denne symbolske position gjorde det, også længe efter hans død, vanskeligt for mange at læse selve forfatterskabet uhildet, som kunst.

Nexø var på flere måder nært knyttet til Tyskland. I 1902 udkom hans første roman, Det bødes der for – (1899) under den tyske titel Sühne på et forlag i Dresden; i 1906 fulgte et tysksproget udvalg af hans bornholmernoveller. I 1911-1912 bragte det tyske socialdemokratis centralorgan Vorwärts og partiets mange provinsaviser Pelle Erobreren som føljeton i millionoplag. Herfra vandrede den ud til andre europæiske arbejderblade. Efter gennembruddet med Pelle Erobreren på tysk stod det hurtigt Nexø klart, at han havde sin største læserskare i Tyskland, og at han skyldte Tyskland sin verdensberømmelse.

I årene før og under 1. Verdenskrig berejste Nexø Tyskland som aviskorrespondent, ligesom han skrev fortællinger med motiver fra storbyerne Berlin ("Mutter Schmidt") og München ("Frihedens Fe") såvel som fra det landlige Schwarzwald ("Dukken"). Fortællingerne i samlingen De sorte Fugle (1930) har overvejende tyske motiver.

I de syv år 1923-1930 boede han fast i nærheden af Konstanz. Nexø havde siden sin ungdom haft helbredsproblemer, og det var gavnligt for ham at leve i det milde sydtyske fastlandsklima. Desuden boede han nu ikke langt fra sit daværende hovedforlag, Albert Langen i München, som i 1926-1931 udgav hans samlede værker i otte bind. Nexø indgik aktivt i det stedlige kunstnermiljø ved Bodensøen, og han foretog i 1925-1931 flere store foredrags- og oplæsningsturnéer i Tyskland, hvor han også fandt sin tredje hustru.

I sine sidste leveår 1951-1954 boede han – bortset fra de tre sommermåneder i Danmark – i Dresden. Her var han omfattet af stor hengivenhed både fra sine mange læsere og fra det officielle DDR, som hædrede ham på talrige måder, herunder med Nationalprisen i litteratur.

Man har i Danmark oftest betragtet Nexøs flytning til Dresden i DDR som en provokation. En politisk markering under den kolde krig var flytningen ganske vist, men også her var helbredet den afgørende grund til, at den gamle og sygdomssvækkede digter igen valgte at bosætte sig i det milde sydtyske klima.

Martin Andersen Nexø ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgav i perioden 1995-2013 Nexøs hovedværker i tolv bind, tekstkritiske og kommenterede.

Alle Nexøs værker undtagen Digte (1926) er oversat, og hans samlede værker er udkommet på tysk (1926-1931 og 1947-1960) og på russisk (1951-1954).

Der findes ingen samlet opgørelse over bogsalget i udlandet, men størst udbredelse har Nexøs værker, også efter Murens fald i 1989, i Tyskland. Det vides desuden, at der foruden løbende aftaler med forlag i flere lande siden 1989 er solgt nye forlagsrettigheder til Frankrig, Island, Norge, Spanien, Sverige, Ungarn og Vietnam. Men i Rusland synes der siden Sovjetunionens sammenbrud kun at være trykt et enkelt oplag af Ditte Menneskebarn.

Ditte Menneskebarns tre første bind filmatiseredes 1946 af Bjarne Henning-Jensen, Pelle Erobrerens første bind af Christian Steinke for DDR's tv 1985 og af Bille August 1987. Begge de danske filmatiseringer er optaget i Kulturkanon.

Barndomshjemmet i Ferskesøstræde i Nexø åbnedes 1990 som mindestuer (Martin Andersen Nexøs Museum).

Ved Nexø bys 650-års jubilæum i 1996 udnævntes Martin Andesen Nexø posthumt til byens æresborger.

I 2022 stiftedes Martin Andersen Nexø-Selskabet som et åbent litterært selskab.

• Det moderne gennembrud
• Pelle Erobreren
• Ditte Menneskebarn
• Sædelighedsfejden

Den danske og fremmedsprogede sekundærlitteratur om Martin Andersen Nexø er meget omfattende. Blandt de nyere dansksprogede monografier kan nævnes:

• Haugan, Jørgen: Alt er som bekendt erotik (1998) Gads Forlag
• Houmann, Børge: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1-3 (1981-1988) Gyldendal
• Yde, Henrik: NEXØ. Martin Andersen Nexøs liv og værk (2019) Lindhardt og Ringhof