uægte børn

I de danske landskabslove var uægte børn alle børn, hvis forældre ikke var gift ved undfangelsen eller blev det senere, og som ikke var lyst i kuld af faderen (se kuldlysning). Omkring år 1900 afløstes betegnelsen af "børn uden for ægteskab".

Uægte børn regnedes for medlemmer af moderens slægt og havde ikke ret til navn eller arv efter faderen. I 1500- og 1600-t. var uægte børn udelukket fra præstevielse og fra gilder og lav.

Faderen til et uægte barn kunne fra 1763 pålægges at betale et bidrag til barnets forsørgelse; han kunne dog indtil 1919 afsværge faderskabet.

I 1937 indførtes blodprøver til fastslåelse af faderskab til børn født uden for ægteskab. Lov af 7. maj 1937 ligestillede i højere grad børn i og uden for ægteskab, mens Lov af 18. maj 1960 om børns retsstilling helt ophævede sondringen. 1924-65 var børn uden for ægteskab under syv år sat under offentligt tilsyn.

Mens lovgivningen var utvetydig og hård, var den sociale praksis anderledes dobbelttydig. I 1800-t. udgjorde de uægte børn 20 % af alle børn i nogle egne af Danmark; kun et fåtal voksede dog op som uægte. De fleste blev legitimeret i løbet af det første leveår, ved at moderen indgik ægteskab.

Andre voksede op i den tro, at deres morforældre var deres forældre. Tilbage blev dog en del børn, der måtte leve med den nedsættende betegnelse "uægte". Ofte blev disse børn sat i pleje allerede som spæde, og spædbørnsdødeligheden blandt dem var indtil 1960 omkring det dobbelte af ægtebørns.

Danske konger under enevælden fik adskillige uægte børn, som de sørgede for at sætte godt i vej, se bl.a. Gyldenløve, Danneskiold og Dannemand. Se også slegfred.