Slegfred er i ældre retssprog betegnelsen for en kvinde, der levede sammen med en mand i et fast forhold uden at være gift med ham. Muligvis har slegfredforhold været mere almindelige i hedensk tid end senere, hvor kirken søgte at bekæmpe enhver kønslig forbindelse uden for ægteskabet, men det kan ikke siges med sikkerhed, da slegfredsbetegnelsen først er kendt fra 1200-tallet. Slegfredforhold medførte i modsætning til ægteskab ingen retsvirkninger for parterne, men en slegfred, som i tre vintre havde optrådt med en hustrus myndighed i huset, skulle ifølge Jyske Lov, 1. bog, kapitel 27 anses for mandens ægtehustru. Det kan ikke udelukkes, at bestemmelsen er blevet til under påvirkning fra kirken i dennes bestræbelser for at gøre ægteskabet til den eneste lovlige samlivsform mellem mand og kvinde. Ligesom det har været en praksis bestemmelse ved den ene parts bortgang at bestemme deres børns status, da formløse ægteskaber var gyldige i middelalderen. Bestemmelsen anvendtes i retspraksis så sent som i 1500-tallet.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet slegfred kommer af gammeldansk sløkæfritha, 1. led svarer til svensk dialekt slöke 'letfærdig kvinde', jf. oldnordisk slókr 'doven person', 2. led beslægtet med frille, gammeldansk frithla 'elskerinde'.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.