slegfred

Slegfred, i ældre retssprog en kvinde, der levede sammen med en mand i et fast forhold uden at være gift med ham, forudsat at de kunne ægte hinanden. Muligvis har slegfredforhold været mere almindelige i hedensk tid end senere, hvor kirken søgte at bekæmpe enhver kønslig forbindelse uden for ægteskabet. Slegfredforhold medførte i modsætning til ægteskab ingen retsvirkninger for parterne, men en slegfred, som i tre vintre havde optrådt med en hustrus myndighed i huset, skulle ifølge Jyske Lov, 1. bog, kapitel 27 anses for mandens ægtehustru. Det kan ikke udelukkes, at bestemmelsen er blevet til under påvirkning fra kirken i dennes bestræbelser for at gøre ægteskabet til den eneste lovlige samlivsform mellem mand og kvinde. Bestemmelsen anvendtes i retspraksis så sent som i 1500-t.

Faktaboks

etymologi:
Ordet slegfred kommer af gammeldansk sløkæfritha, 1. led svarer til svensk dialekt slöke 'letfærdig kvinde', jf. oldnordisk slókr 'doven person', 2. led beslægtet med frille, gammeldansk frithla 'elskerinde'.

Slegfredbørn

Slegfredbørn var i middelalderen betegnelse for de børn, der var født i et slegfredforhold. Senere udvidedes begrebet til at omfatte alle børn, der var født uden for ægteskab med undtagelse af horebørn, dvs. børn avlet i hor (ægteskabsbrud). Oprindelig har slegfredbørn næppe haft ringere retsstilling end ægtebørn. I forhold til moderen var det uden betydning, om et barn var ægtebarn eller slegfredbarn, idet et slegfredbarn arvede sin mor og moderens slægtninge, og de havde på deres side fuld arveret efter slegfredbarnet. I 1100- og 1200-t. blev slegfredbarnets retsstilling over for faderen forringet, formentlig pga. påvirkning fra kirken, idet det nu alene tilkom faderen at afgøre, om han ville anerkende barnet som sit. Anerkendelsen skete på tinge, ved at faderen lyste barnet i kuld og køn (kuldlysning). Ved anerkendelsen kunne faderen give slegfredbarnet en livsgave eller indsætte barnet som sin livsarving. Ifølge landskabslovene og Christian 5.s Danske Lov arvede slegfredbørn kun halv lod i konkurrence med ægtebørn.

Den ældre lovgivning indeholdt ingen regler om forsørgelse af slegfredbørn; denne opgave blev almindeligvis varetaget af moderen. I hvert fald fra 1700-t. blev faderen imidlertid efter retspraksis under påvirkning fra naturretten pålagt at bidrage til barnets forsørgelse, og denne pligt blev lovfæstet ved en forordning i 1763.

Fra 1200-t. kunne slegfredbørn opnå ægtebarnsstatus, ved at forældrene indgik ægteskab, legitimatio per subsequens matrimonium, en retsregel, der indførtes i dansk ret under indflydelse fra kanonisk ret.

Forskellen mellem børn født i og uden for ægteskab, bl.a. i arvemæssig henseende, blev ophævet ved børnelovene fra 1937 for børn, der blev født efter 1.1.1938.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig