Slegfred er i ældre retssprog betegnelsen for en kvinde, der levede sammen med en mand i et fast forhold uden at være gift med ham. Muligvis har slegfredforhold været mere almindelige i hedensk tid end senere, hvor kirken søgte at bekæmpe enhver kønslig forbindelse uden for ægteskabet, men det kan ikke siges med sikkerhed, da slegfredsbetegnelsen først er kendt fra 1200-tallet. Slegfredforhold medførte i modsætning til ægteskab ingen retsvirkninger for parterne, men en slegfred, som i tre vintre havde optrådt med en hustrus myndighed i huset, skulle ifølge Jyske Lov, 1. bog, kapitel 27 anses for mandens ægtehustru. Det kan ikke udelukkes, at bestemmelsen er blevet til under påvirkning fra kirken i dennes bestræbelser for at gøre ægteskabet til den eneste lovlige samlivsform mellem mand og kvinde. Ligesom det har været en praksis bestemmelse ved den ene parts bortgang at bestemme deres børns status, da formløse ægteskaber var gyldige i middelalderen. Bestemmelsen anvendtes i retspraksis så sent som i 1500-tallet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet slegfred kommer af gammeldansk sløkæfritha, 1. led svarer til svensk dialekt slöke 'letfærdig kvinde', jf. oldnordisk slókr 'doven person', 2. led beslægtet med frille, gammeldansk frithla 'elskerinde'.

Slegfredbørn

Slegfredbørn var i middelalderen betegnelse for de børn, der var født i et slegfredforhold. Senere udvidedes begrebet til at omfatte alle børn, der var født uden for ægteskab med undtagelse af horebørn, dvs. børn avlet i hor (ægteskabsbrud). I forhold til moderen var det uden betydning, om et barn var ægtebarn eller slegfredbarn, idet et slegfredbarn arvede sin mor og moderens slægtninge, og de havde på deres side fuld arveret efter slegfredbarnet. I 1100- og 1200-tallet blev slegfredbarnets retsstilling over for faderen forringet, formentlig pga. påvirkning fra kirken, idet det nu alene tilkom faderen at afgøre, om han ville anerkende barnet som sit. Anerkendelsen skete på tinge, ved at faderen lyste barnet i kuld og køn (kuldlysning). Ved anerkendelsen kunne faderen give slegfredbarnet en livsgave eller indsætte barnet som sin livsarving. Ifølge landskabslovene og Christian 5.s Danske Lov arvede slegfredbørn kun halv lod efter faderen i konkurrence med ægtebørn.

Den ældre lovgivning indeholdt ingen regler om forsørgelse af slegfredbørn; denne opgave blev almindeligvis varetaget af moderen. I hvert fald fra 1700-tallet blev faderen imidlertid efter retspraksis under påvirkning fra naturretten pålagt at bidrage til barnets forsørgelse, og denne pligt blev lovfæstet ved en forordning i 1763.

Fra 1200-tallet kunne slegfredbørn opnå ægtebarnsstatus, ved at forældrene indgik ægteskab, legitimatio per subsequens matrimonium, en retsregel, der indførtes i dansk ret under indflydelse fra kanonisk ret.

Forskellen mellem børn født i og uden for ægteskab, bl.a. i arvemæssig henseende, blev ophævet ved børnelovene fra 1937 for børn, der blev født efter 1.1.1938.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig