Paal-Helge Haugen, f. 1945, norsk forfatter. Med udgangspunkt i gendigtninger af japansk og kinesisk poesi og en lyrikdebut i 1967 fik han et gennembrud med den såkaldte punktroman Anne (1968, da. 1992), korte glimt af et kvindeliv i bygden, en åben, uafsluttet skildring gennem citater af bl.a. katekismus, læsebog og lægebog vekslende med prosalyriske indslag. Haugens evne til med sprog at komme tæt på menneskets udsathed mellem mørke og lys, truet af ydre magter og selve eksistensens uvished, udfoldes gennem en række digtsamlinger, der fornyer og internationaliserer norsk tradition. Som fremtrædende medlem af gruppen omkring tidsskriftet Profil radikaliserede han i tidens stil det litterære tekstbegreb, fx i Sangbok (1969), "poesien kan overfalle oss kva dag som helst!". Et højdepunkt er Meditasjoner over Georges de la Tour (1990), hvor indtryk af barokmaleren kalder på skrækbilleder af den moderne verden, når livet eksisterer som "eit midlertidigt håp", som det lyder i den følgende samling, Sone O (1992). Hans nynorske digte er enkle, elegante, vemodigt intense med referencer til malerkunst, musik, anden digtning i en søgen fra mørke mod lys, mod det usynlige og usigelige. I 1995 kom Poesi. Dikt i samling.