robinsonade

En robinsonade er en fortælling, der sættes i relation til Daniel Defoes to lange romaner, der har Robinson Crusoe som hovedperson.

Motivet i robinsonaden er et menneske eller flere mennesker på en øde. Dette motiv kendte man allerede inden 1700-tallet, fx fra William Shakespeares The Tempest, der er ca. hundrede år ældre, men det var Defoe, der skabte grundlaget for robinsonadens klassiske temaer: overlevelse og civilisation.

Hos Defoe overlever den skibbrudne ved sin arbejdsomhed og rationalitet, og støttet af en oprindelig straffende, men med tiden velvillig guddom, kopierer han den civilisation, han kender. Ved denne virksomhed, der udnytter den givne natur, ændrer øen karakter og bliver heltens ejendom.

Men den skibbrudne lever i et stadig ufrivilligt eksil, der først overvindes ved hjemrejsen. Efter to skibes ankomst til øen dannes en social orden af fromme og fornuftige mennesker, fortrinsvis katolske spaniere, der ved deres livsform og eksempel viser sig de onde engelske mytterister overlegne.

Den oprindelige Robinson Crusoe var ingen børnebog. Men Jean-Jacques Rousseau så dens opdragende muligheder, og hen mod 1700-tallets slutning blev grunden lagt med den tyske pædagog J.H. Campes Robinson der Jüngere (1779-80). Campes idylliserende version forener oplysningstidens kristendom med Rousseaus opdragelsestanker og lader en kærlig far fortælle den belærende historie for sine undrende børn.

Til 1700-tallet hører også variationer over temaet. Mest udarbejdet er J.G. Schnabels Wunderliche Fata einiger See-Fahrer, 1-4 (1731-43), senere kendt under titlen Die Insel Felsenburg, der efter en dramatisk og blodig konflikt skaber en protestantisk, demokratisk utopi. Schnabels værk inspirerede Adam Oehlenschläger til den lange roman Øen i Sydhavet (1824-25).

I 1800-tallet brugte forfattere som R.M. Ballantyne (1825-94), F. Marryat og Jules Verne temaet i bøger om raske europæiske drenges overlevelse og sammenhold.

1900-tallet er karakteristisk ved sin negative robinsonade, der bunder i et pessimistisk menneskesyn. I William Goldings Lord of the Flies (1954, da. Fluernes herre, 1960), der netop spiller på en historie om raske drenge, lider solidaritet og fornuft således nederlag over for dæmonisk destruktion og menneskets "indre dyr".

Marianne Wiggins' John Dollar (1989) viser sammenbruddet af civilisationen med en pigegruppe i centrum. Samtidig skabes en raffineret modrobinsonade, der gør op med den eurocentriske kulturmyte: Michel Tournier gør i Vendredi ou les limbes du Pacifique (1967) Fredag til hovedperson og Robinsons læremester; J.M. Coetzee lader i Foe (1987) en kvinde — ikke Defoe, Crusoe eller Fredag (der har fået tungen skåret af) — fortælle en anderledes robinsonade.