Faktaboks

Daniel Defoe
Født
1660
Død
24. april 1731

Titelbladet til førsteudgaven af Defoes Moll Flanders (1721) med den for datidens romaner karakteristiske annoncering af romanens både underholdende og - oftest på skrømt - opbyggelige indhold.

.

Robinson Crusoe. Daniel Defoes civilisationsmyte fik ikke mindst udbredelse som børnebog i den tyske pædagog J.H. Campes version fra 1779. Dette farvelitografi af Robinson og Fredag stammer fra en af de talrige genudgivelser i 1800-t.

.

Daniel Defoe var en britisk forfatter. Som dissenter, der stod uden for statskirken, var Daniel Defoe udelukket fra universitetsstudier, men fik en udmærket skoling ved et frikirkekollegium.

I stedet for uddannelsen til præst valgte Defoe dog at blive forretningsmand. Det medførte rejser rundt i Europa, men bragte ham aldrig varig økonomisk tryghed.

Efter Stuarternes fald 1688 blev han det nye styres mand og støttede Vilhelm 3., bl.a. med verssatiren The True-Born Englishman (1701). Men heller ikke i politik havde han heldet med sig; hans parodi på en kendt højkirkepræst, der prædikede bål og brand over frikirkefolk, Shortest Way with the Dissenters (1702), bragte ham først i gabestokken, så i fængsel med det resultat, at han gik fallit for anden gang.

Kun ved en besindig politikers mellemkomst kom han fri mod at skrive moderat regeringsvenligt. Frugten af dette arrangement blev avisen Review (1704-13), der udkom tre gange ugentligt med nyheder fra udlandet, politiske kommentarer og læserbrevkasse.

Ved regeringsskiftet 1714 måtte han retfærdiggøre sig over for de nye magthavere og blev af økonomiske grunde nødt til at gå deres ærinde i sin redaktions- og skribentvirksomhed.

Daniel Defoes egne skrifter udkom i stort tal, bl.a. et par dramatiserede opbyggelsesbøger og en lærebog for unge forretningsmænd, der senere inspirerede Benjamin Franklins lønsomme livsførelse.

Den halve snes lange fortællinger, der senere blev kaldt romaner, udgør kun en brøkdel af de arbejder, der tillægges ham. Foruden Robinson Crusoe (1719, da. første gang 1744-45) med fortsættelsen Farther Adventures of Robinson Crusoe (1719) er hans kendteste romaner Moll Flanders (1721) (se vedføjede afbildning af titelbladet) og Roxana (1724).

Hertil kommer Colonel Jacque, Captain Singleton (begge 1722) og Memoirs of a Cavalier (1724). Den nærmest autentiske Journal of the Plague Year (1722) har påvirket senere pestskildringer, således hos Albert Camus.

I disse prosafortællinger søgte Daniel Defoe at lade en fantastisk beretning fremtræde som en autentisk skildring af virkeligheden gengivet med et moralsk perspektiv. Defoe bragte anlæg til udfoldelse, som han allerede tidligere havde vist: den overbevisende, minutiøse, om end undertiden lidt farveløse virkelighedsgengivelse og indlevelsen i en persons egenart og situation. Dette forbinder sig med en personligt tilegnet og teoretisk udbygget forståelse af livets vilkår.

Den typiske Defoeroman har selvbiografisk form. Hovedpersonen beretter om sit usædvanlige liv, som gerne er præget af et, eller nogle få, dominerende temaer. Over for frygten for den kristne guddom i protestantisk skikkelse står selvudfoldelse under økonomisk eller geografisk vanskelige forhold. Hos Daniel Defoe hævder individet sig og prøver at indrette sin religion derefter. Det lykkes for kapitalisten og eventyreren Robinson Crusoe og for tyven og skøgen Moll Flanders.

Defoes hovedværk har haft en sådan succes, at hans navn for mange er blevet overskygget af Robinson Crusoes. Men Defoes betydning anerkendes i stigende grad. Hans energi og hans evne til at forene sin tids modsætninger får ham til at virke moderne.

Som sine samtidige Joseph Addison, Richard Steele og Jonathan Swift blev han en foregangsmand i den moderne presses historie. Ideologisk forbinder han en oplyst puritanisme med tidens voksende kapitalisme.

Daniel Defoes litteraturhistoriske betydning ligger i hans udnyttelse af et autentisk udtryk, kombineret med et indhold, der svarede til tankegangen hos et hastigt voksende middelklassepublikum. Han er således en forløber for 1700-t.s store romanforfattere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig