Faktaboks

Jonathan Swift
Født
30. november 1667, Dublin, Irland
Død
19. oktober 1745, Dublin, Irland
Jonathan Swift
Jonathan Swift portrætteret i 1710 af Charles Jervas.
Af /National Portrait Gallery.

Jonathan Swift var en anglo-irsk forfatter, som især er kendt for sine satiriske tekster og for hovedværket Gulliver's Travels.

Swifts liv

Jonathan Swift blev født i Dublin af engelske forældre og uddannet ved Trinity College, Dublin, og Oxford University, England. Han endte sin karriere som domprovst ved St. Patrick's Cathedral, Dublin. Inden da var han ansat som privatsekretær for diplomaten og forfatteren William Temple, hos hvem han mødte sin muse, Esther Johnson ("Stella", 1680-1728).

Derefter fulgte flere år i London, hvor han færdedes blandt tidens førende forfattere, så som William Congreve, Alexander Pope og John Gay, mens han forgæves søgte den høje stilling, som han mente, hans politiske arbejde berettigede ham til. Hans litterære produktion må ses i lyset af hans politiske ambitioner og religiøse overbevisning. Han begyndte som whig (liberal), men gik i 1710 over til toryerne (de konservative), fordi han var utilfreds med whiggernes kirkepolitik. Hans sidste år var præget af tiltagende sygdom og åndelig svækkelse.

Satire og digtning

Jonathan Swift var først og fremmest satiriker, men skrev også digte. Blandt de bedste er det morsomme "Verses on the Death of Dr. Swift" (udgivet 1739). De fleste af hans prosaarbejder er rettet mod hans politiske og religiøse modstandere. Derudover var han en af tidens betydeligste brevskrivere. Med tiden blev han mere og mere optaget af den engelske udbytning af Irland. The Drapier's Letters (1724) er en række polemiske essays vendt mod "Wood's half-pence", en underlødig mønt, hvis indførelse i Irland han fik forpurret. Disse essays foregriber Gullivers rejser ved at bruge en fiktiv, naiv, men begavet og oprigtig borger, Mr. Drapier, som talerør.

Hans skarpeste essay er "A Modest Proposal" (1729, dansk "Beskedent Forslag", 1944), hvor en lignende figur tilsyneladende i ramme alvor foreslår, at irske børn skal slagtes og spises i etårsalderen, da de derved kan få nogen værdi i stedet for blot at være en byrde for samfundet og især for de engelske godsejere.

Journal to Stella

Af en helt anden type er hans Journal to Stella, som han skrev 1710-13 (1766 i udvalg, 1784, dansk udvalg Dagbog til Stella, 1946). Her fortæller Swift i et intimt, bevidst forenklet sprog sin muse og protegé om sine oplevelser i London.

Gulliver's Travels

Illustration fra "Gullivers rejser" af Jonathan Swift.
Gulliver er pacificeret af lilleputterne på en af sine rejser i romanen af Jonathan Swift. Illustration fra "Gulliver's Travels: Coloured Picture Book for the Nursery", udgivet i 1883.

Jonathan Swifts hovedværk, Gulliver's Travels (1726, dansk Gullivers rejser 1768, 1878 og 1943), blev oprindeligt udgivet med den fulde titel Travels into Several Remote Nations of the World. By Lemuel Gulliver. Bogen kombinerer utopi og satire med træk fra eventyr og rejsebeskrivelse.

I forkortet form og i adskillige filmatiseringer er bogen blevet en børneklassiker på linje med en anden af tidens fiktive rejsebeskrivelser, Defoes Robinson Crusoe. Især første del om Gullivers besøg hos Lilleputterne har vakt yngre læseres begejstring. Værket er dog nok så meget adresseret til voksne læsere, og især besøget i fjerde del i Houyhnhnmernes land byder på en utopisk spidsvinklet satire.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig