Storbritanniens litteratur

Den første digtning på engelsk — angelsaksisk eller oldengelsk — findes nedskrevet i håndskrifter fra 900-tallet, men allerede i 731 havde benediktinermunken Beda afsluttet sit latinske værk Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum (Det engelske folks kirkehistorie), som der er overleveret mere end 150 håndskrifter af.

Den væsentligste overleverede tekst fra perioden er det lange episke digt Beowulf om den nordiske høvding Beowulfs kamp mod to uhyrer og en drage. Digtet er sandsynligvis blevet til i en mundtlig tradition på overgangen mellem førkristen og kristen tid, og de fleste eksperter mener, at det er nedskrevet i 700-tallet.

En del oldengelsk digtning er versioner af bibelsk materiale, f.eks. det bevægende allegoriske digt "The Dream of the Rood" (750 eller tidligere), der beskriver digterens drøm om Kristi kors og længsel efter et rent liv.

Den normanniske erobring af England åbnede den engelske litteratur for europæisk indflydelse, men også den oldengelske periodes traditioner kan ses langt op i middelalderen. Således har historierne om Kong Arthur og ridderne af det runde bord, den såkaldte Arthurdigtning, rødder i tekster før middelalderen. Romancerne om Arthurs hof er særdeles populære i hele perioden, bl.a. den fint komponerede Sir Gawain and the Green Knight (ca. 1360). Mange af Arthur-historierne samles og redigeres i middelalderens sidste store værk, Thomas Malorys Morte Darthur, som er et af de tidligste trykte værker på engelsk.

William Langlands Piers Plowman (ca. 1380) er en allegorisk lovprisning og blandt de betydeligste kristne historier fortalt på engelsk. I Richard 2.'s regeringstid 1377-1399 blev regeringssproget engelsk, selv om der stadig også taltes fransk. I overgangen til engelsk som dominerende sprog er periodens største digter, Geoffrey Chaucer, særlig væsentlig. Han begynder sin digtning med at oversætte fra fransk og senere fra italiensk og latin. Med sine hovedværker Troilus and Criseyde (ca. 1382-85) og The Canterbury Tales (ca. 1387-1400) afspejler han middelalderens internationale litterære horisont.

Forløberne for det teater, der senere blomstrede i renæssancens London, var middelalderens mirakelspil, moraliteter og mysteriespil. Disse spil nød stor folkelig opbakning.

Med bogtrykkerkunsten, Reformationen og interkontinentale opdagelses-, erobrings- og handelsrejser var renæssancen i England en omskiftelig, men også dynamisk periode, der for alvor placerede England i en europæisk sammenhæng. For eksempel introducerede Wyatt og Surrey i Tottel's Miscellany (1557) italienske versformer som sonetten og det urimede jambiske femfodsvers, der senere blev de engelske digteres foretrukne udtryksform. Endnu en banebrydende tekst er den engelske humanist Thomas Mores Utopia (1516), som er den første utopi/dystopi. Den engelske reformation førte til engelske oversættelser af Bibelen, hvor King James' Bible fra 1611 var den mest indflydelsesrige.

Både Edmund Spenser og William Shakespeare dyrkede også de kortere lyriske genrer, navnlig sonetten. Men det blev skuespillet, der skulle komme til at stå som den engelske renæssances litterære tyngdepunkt. Christopher Marlowe udforskede menneskelige ambitioner og drømme, mens William Shakespeare viste en genial sans for dramaet som scenekunst og eksistentiel udforskning. Også Shakespearebeundreren Ben Jonson gav dramaet liv.

Renæssancens nye verdensbillede og syn på tilværelsen havde elementer af protestantisk tro, klassisk lærdom, rationel fremgangsmåde og idealistisk individualisme. Det ses bl.a. hos periodens største digter John Milton, hvis ry i eftertiden først og fremmest er sikret med Paradise Lost (1667).

Genindsættelsen — restaurationen — af Stuarterne i 1660 betød en opblussen af et hofcentreret kulturliv med satirer og sædekomedier som populære genrer. Perioden byder også på engelsk litteraturhistories første professionelle kvindelige forfatter, Aphra Behn. Den lærde John Dryden skrev stykker til opførelse ved hoffet, og John Bunyans allegoriske og senere vidt udbredte The Pilgrim's Progress (1678-1684) blev talerør for en radikalt-puritansk lavkirkelig bevægelse.

Efter at have forkastet det absolutte monarki med revolutionen i 1688 og i bevidstheden om et hastigt voksende globalt imperium så England sig som et nyt augustansk Rom. Både Jonathan Swift og Alexander Pope skrev deres satirer og epistler efter romersk forbillede, og de to må sammen med John Dryden betegnes som de betydeligste nyklassicister.

Tidsskriftet Spectator (1711-1712 og 1714) blev en forløber for senere tiders avis og placerede sig centralt i et nyt massemarked for litteratur. Gennembruddet for romanen som genre i England kom med Daniel Defoe, hvis Robinson Crusoe (1719) stadig er en hjørnesten i den engelske litteratur.

Litteraten Samuel Johnsons encyklopædiske interesser, klassisk dannede smag og store energi kan ses som symbol på et århundrede, der indvarslede forandringer i engelsk litteratur, men samtidig holdt fast i de klassiske idealer.

Romantikken i engelsk litteratur er på mange måder en protestbevægelse, både politisk, åndeligt og æstetisk. Selvom Edmund Burke manede til politisk besindighed i sine essays, var den overvejende litterært-intellektuelle stemning i perioden for omstyrtning af etablerede institutioner og sandheder. William Blake registrerede fattigdom og ufrihed i en personlig åbenbaringsmytologi af episke dimensioner, og den unge William Wordsworth skrev i begejstring om revolution og tankens grænsebrydende flugt. William Wordsworths og Samuel Taylor Coleridges fælles skrive- og udgivelsesprojekt Lyrical Ballads (1798) signalerede et brud med flere hundrede års tradition for et særligt lyrisk sprogregister og anbefalede et digterisk sprog, der afspejlede almindelig sprogbrug.

Også lord Byron og Percy Bysshe Shelley advokerede idealistisk for lighed, frihed og broderskab, hvorimod John Keats foretrak den knap så direkte tone i en lyrik, der var præget af lyst til at eksperimentere med og sætte sig ud over det traditionelt givne formsprog.

Mens lyrikken udforskede billedsprogets evne til at udtrykke sindstilstande og følelser, viste prosaen sig i stand til stadig mere fleksibelt at håndtere den hverdagslivets virkelighedsspejling, som romanen var blevet eksponent for, og som ses i Jane Austens sæderomaner og Walter Scotts historiske fortællinger.

Den energi, der kendetegnede britisk industri, handel og kolonial ekspansion i første halvdel af 1800-tallet, afspejles i periodens litteratur. At den materielle fremgang også havde en bagside, kommer frem hos tidens store prosaist, Charles Dickens. Mens Dickens opretholdt en tro på det godes sejr i de tidlige romaner som Oliver Twist, bliver hans kritik af den industrielle revolution og af fængsels- og retsvæsenet efterhånden mere uforsonlig.

Brontë-søstrene dæmoniserede fortællinger om livet på landet, særlig i Emily Brontës Wuthering Heights (1847) og Charlotte Brontës Jane Eyre (1847), som begge senere opnåede kultstatus.

Digteren Alfred Tennysons tvetydige holdning med tro og tvivl blev kendetegnende for megen engelsk litteratur i perioden, ikke mindst hos romanforfattere som George Eliot og Thomas Hardy.

Den sene victorianske periode byder på en række berømte prosaforfattere, der hver især fornyr roman- og novelle-genren: H.G. Wells med science fiction, Arthur Conan Doyle med detektivhistorie, Bram Stoker med gotisk thriller og Robert Louis Stevenson dobbeltgænger-roman plus fantasy.

Rudyard Kiplings vers og prosafiktion er en hyldest til Det Britiske Imperium som en global civilisationskraft, hvorimod imperietemaet spilles igennem i mol i Joseph Conrads fortællinger. I sprudlende dialoger spiddede Oscar Wilde borgerlig bornerthed, og yderligere to irere, George Bernard Shaw, W.B. Yeats, vendte op og ned på vedtagne idéer og normer.

1. Verdenskrigs litterære monument blev sat i "skyttegravsdigternes" lyrik, der udtrykte den følelse af generel eksistentiel desillusionering, som blev et af udgangspunkterne for modernistisk engelsk litteratur.

Den litterære modernisme i England artikulerede fornemmelsen af meningsløshed i kølvandet på 1. Verdenskrig, for eksempel i den amerikanskfødte T.S. Eliots prosa og lyrik. Forfattere som James Joyce, Virginia Woolf og D.H. Lawrence gjorde prosafiktion til udtryk for bevidstheden om sammenhæng mellem oplevelsen af omverdenen og de litterære beretninger om den.

Den stigende politiske polarisering kom særligt til udtryk i litteraturen fra 1930'erne og 1940'erne med dystopiske og satiriske romaner af bl.a. Aldous Huxley, George Orwell og Evelyn Waugh. Graham Greene udnyttede thrillerens format til at udforske moral og samvittighed.

I mellemkrigsperioden havde engelsk teater navnlig dyrket lystspillet, men med de nøgterne 1950'ere kom en ny seriøsitet ind i dramaet. Samuel Becketts absurde drama havde, som dets forfatter, international referenceramme, men med John Osbornes Look Back in Anger (1956) og i Harold Pinters drama var der lagt op til national selvkritik.

Nogle romanforfattere i 1950'erne, bl.a. Kingsley Amis, fortsatte 1900-tallets tradition for state-of-England-romanen, som fra 1960'erne blev fornemt repræsenteret af Margaret Drabble. Andre var draget af fiktionens erkendelsesproblematiserende muligheder, f.eks. John Fowles, Angela Carter og Doris Lessing.

Digtere som Philip Larkin, Ted Hughes, Dylan Thomas og Seamus Heaney har sat høje standarder for britisk lyrik, der siden 1950'erne har været en særdeles produktiv genre.

Gennem 1900-tallets sidste par tiår var der en tydelig udvikling i retning af en britisk litteratur, der sprænger traditionelle rammer i form af nationalitet, køn, klasse og medier. En ny, internationalt orienteret bevidsthed, ofte koblet til en følelse af rodløshed efter opløsningen af imperiet, til regionaliseringsønsker og til fornemmelsen af verden som en "global landsby", er tydelig hos f.eks. romanforfatterne Salman Rushdie, Julian Barnes, Kazuo Ishiguro og Martin Amis, hvis forhold til Storbritannien ikke har fortidens entydighed. Det gælder også forfattere med gennembrud efter 2000 såsom Zadie Smith og Monica Ali.

State-of-England-romanen har stadig en stor læserskares interesse og repræsenteres fortrinligt af de meget produktive engelske forfattere Graham Swift, Jonathan Coe og Nick Hornby.

Fra begyndelsen af 2000-tallet spores en tendens til, at litteratur, som tidligere blev betegnet som homoseksuel, nu er alment accepteret af et bredt publikum. Det gælder forfattere som Alan Hollinghurst og Sarah Waters, men også nye, yngre forfattere som Sally Rooney og Julia Armfield.

• Storbritannien
• Skotland – litteratur
• Irland – litteratur