Vilhelm 3. af Oranje

Vilhelm 3. af Oranje var konge af England, Skotland og Irland fra 1689 og statholder i Nederlandene fra 1672. Vilhelm blev født efter sin fars, statholderen Vilhelm 2.s, død i 1650, og da hans mor, Maria Henriette Stuart (1631-60), døde, blev han opdraget af Regentpartiet.

Statholderembedet havde stået ubesat siden faderens død, men med Frankrigs og Englands angreb 1672 i Den Nederlandske Hævnkrig blev han udnævnt til statholder, generalkaptajn og storadmiral. Allerede i 1674 sluttede Vilhelm fred med England, og ved freden i Nijmegen 1678 undgik Nederlandene landafståelser. Under Hævnkrigen skabte han et forbund mellem Det Tysk-romerske Rige, Spanien, Brandenburg og Lothringen, ligesom hans ægteskab i 1677 med Maria (2.) (1662-94), datter af den senere engelske konge Jakob 2. Stuart, skulle knytte England til forbundet.

Da Jakob 2. i 1685 besteg tronen, støttede han imidlertid Frankrig. Pga. Jakobs katolske sindelag og vilkårlige regime opfordrede engelske politikere Vilhelm til at intervenere. Vilhelm efterkom i 1688 opfordringen, og Jakob 2. flygtede og blev afsat af Parlamentet (se The Glorious Revolution). Vilhelm og Maria blev 1689 udnævnt til regenter. Samtidig havde Frankrig udløst Den Pfalziske Arvefølgekrig (1688-97).

Vilhelm kunne nu knytte England til forbundet mod Frankrig, der ved freden i Rijswijk 1697 anerkendte Vilhelm som engelsk konge. Freden varede kun kort, da Ludvig 14.s indblanding i Spanien udløste Den Spanske Arvefølgekrig (1701-14). Vilhelm stod i 1701 bag den antifranske koalition mellem Østrig, Nederlandene og England, men døde i 1702 efter fald fra sin hest.

Som engelsk konge fik Vilhelm gennemført en række reformer inden for bank- og møntvæsen samt fri religionsudøvelse for protestantiske grupper (Toleranceakten) og trykkefrihed.

Med Vilhelms død ophørte personalunionen mellem England og De Forenede Nederlande.