Den Spanske Arvefølgekrig

Den Spanske Arvefølgekrig, krig 1701-14 om de spanske besiddelser mellem Frankrig, der blev støttet af Bayern, og en alliance mellem Østrig-Ungarn, England (fra 1707 Storbritannien) og Holland.

Den spanske kong Karl 2. stod i slutningen af 1600-t. uden direkte arving. Herredømmet over de omfattende spanske besiddelser blev derfor et afgørende spørgsmål i europæisk stormagtspolitik. Østrig og Frankrig stillede begge med en tronkandidat, Leopold 1. af Østrig med sin yngste søn, ærkehertug Karl, mens Ludvig 14.s udvalgte var sønnesønnen hertug Filip af Anjou.

Østrigs fredsslutning med Osmannerriget i Karlowitz 1699 betød, at Osmannerriget ikke længere var en alvorlig trussel i Central- og Østeuropa. Ved også at vinde den spanske trone kunne Østrig forene den spanske og den østrigske Habsburglinje og genskabe Karl 5.s rige. Sejrede Ludvig 14.s kandidat, ville Frankrig militært og politisk opnå en ubestridt førerposition til fare for De Forenede Nederlande (Holland) og til skade for Englands handelsinteresser. For at sikre magtbalancen udarbejdede England forskellige delingstraktater (okt. 1698 og juni 1699), men især den spanske modvilje mod en opsplitning af imperiet udelukkede denne løsning. Oktober 1700 testamenterede Karl 2. hele sit rige til Filip (5.) på den betingelse, at den franske og den spanske krone aldrig blev forenede. Som modtræk indgik Østrig en traktat med Holland og England (Den 2. Store Alliance, sept. 1701); alliancen blev støttet af en række tyske stater (Preussen, Hannover, Mainz, Pfalz), hvortil kom Danmark og Portugal. Frankrig gik i forbund med Bayern, og krigen brød ud.

De spanske kolonier var prisgivet Englands og Hollands flåder. I Europa trak krigen i langdrag, og kamphandlingerne gik undertiden næsten i stå. De allierede hære fik gradvist overtaget, bl.a. ved slagene ved Blenheim (Höchstädt) 1704 og Malplaquet i 1709. Tabene var enorme på begge sider. Krigstræthed kombineret med hungersnød og social uro i Frankrig fik Ludvig 14. til at fremsætte flere fredstilbud. Da ærkehertug Karl blev kejser i 1711, opstod muligheden for dannelsen af et habsburgsk universalrige. Dette var lige så lidt som et bourbonsk i englændernes interesse, og vejen for en fredsslutning var banet. Ved Freden i Utrecht april 1713 fik England det værdifulde monopol på slavehandelen i de spanske kolonier (Asiento-traktaten) og desuden en række besiddelser i Amerika (Newfoundland og Nova Scotia). Endelig erhvervede englænderne Gibraltar og beherskede dermed indsejlingen til Middelhavet. Holland fik ret til at holde en del af de belgiske fæstninger som en barriere mod Frankrig, og Filip 5. beholdt Spanien og Latinamerika. Østrig protesterede mod Utrechtfreden og fortsatte kampene. Først i marts 1714 sluttedes fred i Rastatt, hvor Frankrig fik tilkendt Alsace mod at afstå fra alle erobringer på højre Rhinbred. Samtidig skulle Frankrig anerkende, at Italien og De Spanske Nederlande overgik fra spansk til østrigsk herredømme. Efter 1714 fremstod Østrig som det europæiske fastlands stærkeste magt, mens England dominerede på havene og i de oversøiske verdensdele.