latin

Vort kendskab til latinen i oldtiden stammer dels fra en righoldig litteratur, som er bevaret gennem middelalderlige håndskrifter, dels fra tusindvis af indskrifter. De fleste bevarede latinske tekster er skrevet i en sprogform præget af græsk litterær tradition.

Allerede de ældste indskrifter på Forum Romanum fra ca. 500 f.Kr. viser morfologiske træk, som klart adskiller latin fra de italiske nabosprog. Indtil ca. 250 f.Kr. gennemgik latin store fonetiske, morfologiske og syntaktiske forandringer, men herefter ændrede sprogets struktur sig ikke væsentligt. Derimod skete der en stadig udvidelse og nuancering af ordforrådet i takt med, at det romerske samfund indgik i den internationale hellenistiske fælleskultur, og der foregik samtidig en fonetisk udvikling, som ikke kom til udtryk i skriftsprogets ortografi. Gennem hele oldtiden fandtes der andre sproglige lag end litteratursproget; sermo cotidianus 'hverdagssproget' eller sermo vulgaris 'almindelig latin', ofte oversat 'vulgærlatin', giver et glimt af den brede befolknings sprog og kendes fra Plautus og Petronius, fra Ciceros breve og fra sproget i indskrifter.

Perioden 500-250 f.Kr. udgør et arkaisk sprogtrin og kan benævnes førklassisk latin. Det er betegnende, at romerske historikere omkring Kristi fødsel havde vanskeligheder med at forstå tekster på førklassisk latin, fx arvalbrødrenes sang.

Betegnelsen klassisk latin bruges i tre forskellige betydninger: 1) sproget mellem 250 f.Kr. og 250 e.Kr.; 2) litteratursproget ca. 100 f.Kr.-100 e.Kr. og 3) al senere skreven eller talt latin, der har det klassiske litteratursprog som forbillede og følger dets normer.

Senlatinske tekster viser i grammatik og gloseforråd træk, som peger frem mod de romanske sprog. Nogle senlatinske tekster udviser en stadig hyppigere brug af præpositioner i takt med reduktion af kasusendelser. Nye ord fortrængte de klassiske, fx caballus for equus 'hest', jf. ital. cavallo og fr. cheval, mens diminutivformer mistede den formindskende betydning og erstattede ordenes grundform, fx adj. vetulus 'gammel' for vetus, jf. ital. vecchio, sp. viejo og fr. vieux. I løbet af 300- og 400-t. anes konturerne af de romanske sprog. Til senlatin hører også bibeloversættelserne, herunder Vulgata, der med deres græsk- og hebraiskpåvirkede syntaks øvede stor indflydelse på det gejstlige sprog. I denne overgangstid var det klassiske latinske skriftsprog fortsat enerådende i uddannelse, litteratur, administration og kommunikation i kirken og i de nye riger i Vesteuropa og Nordafrika.

Det tale- og skriftsprog, som den romersk-katolske kirke overtog fra det senantikke uddannelsessystem og bragte med sig til de fjerneste egne af Vesteuropa, fx Irland og Skandinavien, afviger især fra oldtidens latin ved et nyt ordforråd, der er udsprunget af mødet med gallisk og germansk kultur og af den kristne omverdensforståelse. Ved Karl den Stores hof i Aachen førte man en helt bevidst sprogrensende politik, og under den såkaldte karolingiske renæssance indførtes ca. 800 en grammatisk og ortografisk norm, som fik vidtrækkende konsekvenser. Middelalderlatin (også kaldet middellatin) findes i forskellige stillejer fra viser til kirkepoesi og fra jævnt konversationssprog til ciseleret juridisk sprog. Syntaktiske forskelle fra klassisk latin skyldes især påvirkning fra brugernes modersmål, fx ledsætninger indledt med quod og quia i stedet for akkusativ med infinitiv. I skolastikernes specialiserede fagsprog skabtes nye ord og begreber til videnskabelig brug.

Nylatin har sit udgangspunkt i renæssancefilologers søgen bag om "munkelatinen" til det "rene" latin, dvs. den sprognorm, som de fandt hos de klassiske romerske forfattere. Som fælleseuropæisk kommunikationsmiddel var der endnu intet alternativ til latin, der fortsat var teologiens, humanismens, juraens og naturvidenskabens hovedsprog. Eksempelvis skrev Holberg sin samfundssatiriske roman om Niels Kliims underjordiske Rejse (1741) på latin for at nå en international læserkreds.

Nylatinens rolle som det vesteuropæiske lærde sprog fortsatte ind i 1800-t., selvom der bl.a. fra Ludvig 14.s side blev gjort et aktivt forsøg på at erstatte latin med fransk. Ved Københavns Universitet blev forelæsninger og eksaminer afholdt på latin indtil ca. 1840. Latin bruges endnu i 1990'erne i tekstkritiske udgaver af antikke forfattere og ved visse lejligheder i videnskabeligt sprog, fx ved navngivning af dyr og planter, og af den katolske kirke. Skønt sproget ikke mere har nogen betydning som egentligt kommunikationsmiddel, har det stadig en fælleseuropæisk kulturbærende funktion.

Det latinske alfabet stammer fra det fønikiske med græsk og muligvis etruskisk som mellemled. De antikke grammatikeres værker, de tusindvis af indskrifter, hvoraf mange afviger fra den standardiserede sprognorm, og folkesprogenes udvikling giver et temmelig klart billede af udtalen i forskellige faser af sprogets historie.

Det latinske alfabet har fem tegn, a e i o u, som gengiver både korte og lange vokaler. Omkring Kristi fødsel brugtes undertiden dobbeltvokal aa eller á for lang vokal; y bruges i oldtiden især ved transskription fra græsk, senere ofte som variant af i. Vokalerne har næppe lydt meget anderledes end i nutidens italiensk. Diftongerne ai og oi belyser forholdet mellem det talte og det skrevne sprog fra oldtid til nutid. Allerede omkring 160 f.Kr. blev ai også skrevet ae, hvilket antyder en udtale omtrent som [ɛj]. I klassisk latin findes kun ae. Grækerne gengav ae med αι som i Caesar, gr. Kαῖσαρ, hvilket ofte tages som bevis på, at udtalen af ae var [ɑj], men da de græske diftonger samtidig gennemgik en monoftongering svarende til den latinske, er lydudviklingen uklar. Formentlig omkring 300 e.Kr. var udtalen [ɛ]. Denne udtale fortsatte i folkesprogene og i middelalderlatin, hvor det også blev almindeligt at skrive e, fx Marie i udtryk som Annuntiatio Mariae 'Marie bebudelse'. Renæssancefilologer genindførte skrivemåden ae/æ, hvilket afspejles i den traditionelle udtale af navne som Cæsar og af ord med æ eller ae i naturvidenskabeligt fagsprog. I latinundervisningen har man fra midten af 1900-t. i Danmark som oftest udtalt ae [ɑj].

Diftongen oi blev ca. 200 f.Kr. til [u̅], fx ūnus 'en' af oinus, mens det blev bevaret som oe i enkelte ord, fx poena 'straf'; oe blev transskriptionen for græsk oi. Senere skete der en monoftongering over [ø] til [e], der blev middelalderens og de romanske sprogs udtale, og som også findes i engelsk, fx federal 'føderal' af foedus 'pagt' og sammensætninger med eco- af lat. oeco- fra gr. oiko-. I dansk gengives oe i fremmedord med ø, fx økonomi; i latinundervisningen udtales oe som oftest [ʌj].

Det latinske alfabets konsonanter har formentlig været udtalt omtrent som i italiensk. Ved gengivelse af de ustemte aspirerede græske klusiler φθχ bruges ph, th, ch, der oprindelig har været udtalt med tydelig aspiration, men senere formodentlig som f, t, k. Stavemåder i indskrifter fra Pompeji viser, da h i forlyd og m i udlyd ofte mangler, at udtalen af disse lyde må have været meget svag. De tre tegn for k-lyden svarede oprindelig til tre forskellige udtalevarianter: c foran e og i, k foran a og q foran o og u. K blev allerede i førklassisk tid erstattet af c undtagen i nogle faste forbindelser, mens q stort set blev fastholdt foran u. Omkring år 500 e.Kr. indtrådte en assibilation af c foran e, i, y, ae, oe, der herefter udtaltes fx [ʧ], jf. italiensk. Udtalen [ʦ] findes i tysk, mens [s] er gældende i fransk, engelsk og nordisk udtale af fremmedord, fx cirkus og cølibat, og i naturvidenskaberne; i latinundervisningen har man siden ca. 1900 konsekvent udtalt c som [k].

Stavelser er korte, hvis de ender på kort vokal; alle andre stavelser er lange. Trykket ligger på næstsidste stavelse, hvis denne er lang, ellers på tredjesidste stavelse, fx a-ˈmī-cus over for ˈCi-ce-rō; trykket kan derfor flytte under bøjningen, jf. gen. plur. a-mī-ˈcō-rum og gen. sing. Ci-ce-ˈrō-nis.

Latin er et formrigt sprog, som har bevaret mange træk fra det indoeuropæiske grundsprogs grammatik, bl.a. opdelingen af ordene i tre hovedkategorier: ord med kasusendelser, fx substantiver, adjektiver, pronominer og participier, ord med personendelser, dvs. verber, og ubøjelige ord, fx adverbier og konjunktioner. Latin har ingen bestemt og ubestemt artikel. Der er to tal, singularis og pluralis, og seks kasus, som primært angiver syntaktiske funktioner: nominativ om subjekt og subjektsprædikativ, vokativ tiltale, akkusativ om direkte objekt samt adverbielle led, der angiver omfang og retningen "hen imod", genitiv om underordning under et andet substantivisk ord, dativ om indirekte objekt og ablativ om adverbielle led med instrumental, temporal/lokativisk eller separativ betydning.

Substantiverne opdeles efter stammens udlyd i bøjningssystemer med delvis samme kasusendelser, som også genfindes i adjektiverne, mens pronominerne har bevaret dele af den indoeuropæiske pronominalbøjning.

Verbalsystemet omfatter tre personer i to tal i aktiv og passiv. Der er to aspektformer til angivelse af en handlings karakter: imperfektiv eller infectum om det uafsluttede og perfektiv eller perfectum om det afsluttede eller punktuelle. Perfektiv er således et sammenfald af de to indoeuropæiske aspekter aorist og perfektum. Den talende kan med tre finitte, dvs. sætningsdannende, modi, indikativ, konjunktiv og imperativ, angive sin opfattelse af en handlings "objektivitet", herunder grader af tvivl, ønske og vilje.

Tre tider angiver i indikativ tidsforholdet mellem den talende og handlingen, her vist i 3. pers. sing.:

Formen amavit anvendes også punktuelt som præteritum med betydningen 'blev forelsket', svarende til græsk aorist.

I konjunktiv fordeler formerne sig således:

Verbalsystemet har desuden fem infinitte former: infinitiv, participium, gerundium, gerundiv og supinum.

Da kasussystemet og personendelserne viser ordenes syntaktiske funktion, er ledstillingen friere end på dansk og kan derved fremhæve ord og led som vigtig eller ny information, fx amor omnia vincit 'kærlighed besejrer alt', der syntaktisk lige så godt kan udtrykkes omnia vincit amor, amor vincit omnia, vincit omnia amor. Den klassiske litteraturs brug af syntaks adskiller sig fra det talte sprogs ved sin opbygning i ordnede tanke- og ordkæder med led og underled, paralleller og modstillinger. Dette og den udbredte brug af participialkonstruktioner giver klassisk prosa og poesi et kompakt præg, hvilket også viser sig ved, at en oversættelse som regel fylder væsentligt mere end originalen. Latinens mulighed for det korte og præcise udtryk er gennem tiderne udnyttet i fyndord som summum jus summa injuria 'den strengeste ret (er ofte) den højeste uretfærdighed'.