Dialektik er et flertydigt og særdeles omdiskuteret begreb. Ofte bliver det brugt i en ret løs betydning, fx om det nærmest trivielle synspunkt, at en sag kan have flere sider, og at man bør respektere dette, når man diskuterer den.
I den græske filosofi betegner dialektik kunsten at samtale og argumentere (jf. dialog). Ifølge Platon udmærker dialektikken sig ved at være rettet mod en erkendelse af sandheden.
Den gør det muligt at hæve sig op over de ubegrundede meninger, doksa, og opnå en egentlig viden, episteme, om det, som virkelig eksisterer: idéerne. Dette adskiller den fra sofisternes diskussionsform, den såkaldte eristik, der udelukkende har til formål at overtale mængden til at acceptere et givet synspunkt, ligegyldigt om dette synspunkt er sandt eller falsk.
Aristoteles har en mere jordnær opfattelse af dialektikkens funktion. Den er for ham primært et kritisk redskab, som kan bruges til at løse paradokser og afsløre svage punkter i et argument, fx ved at undersøge, om et begreb benyttes i forskellige betydninger.
Desuden angår den emner og synspunkter, der er behæftet med en vis usikkerhed, og som netop derfor kan være genstand for diskussion. Aristoteles giver regler for, hvordan en god diskussion bør afholdes, idet han tager hensyn til argumenternes form såvel som til deres indhold. Derfor regnes hans dialektik, eller topik, til den informelle logik.
Hos stoikerne var dialektik først og fremmest logik, men en del af deres dialektik blev grundlaget for eftertidens grammatik.
I middelalderen betød dialektik i bred forstand logik, i snæver forstand aristotelisk dialektik. Der førtes en livlig debat om dennes forhold til den formelle slutningslære, syllogistikken, og i 1400-tallet blev der gjort forsøg på at samle erfaringerne fra topik og syllogistik i en fælles slutningslære.
Aristoteles' forskrifter for god diskussionsskik gav inspiration til flere faste typer af disputationer, der blev tidens vigtigste metode til fremstilling og kritik af videnskabelige teorier.
Formel rigtighed stod for mange i renæssancen i lavere kurs end elegance og overbevisningskraft; der fremkom da en dialektik, som forbandt rester af formel og informel logik med retorisk argumentationslære.
I 1700-tallets slutning brugte Immanuel Kant begrebet dialektik såvel negativt som positivt. Det betegner dels de selvmodsigelser, som man uvægerlig vikler sig ind i, når man i sin tænkning overskrider grænserne for det, der kan erfares ("transcendentaler Schein"), dels den kritiske metode, ved hjælp af hvilken man kan afsløre og korrigere disse fejltagelser.
G.W.F. Hegel opfattede i modsætning til Kant ikke modsigelserne som et tegn på, at fornuften har overskredet sine beføjelser, men snarere som udtryk for, at man endnu ikke er nået langt nok i sin erkendelse.
Hvad der ud fra en begrænset synsvinkel fremstår som uforenelige størrelser (fx alment og individuelt, sjæl og legeme, frihed og nødvendighed), er ifølge Hegel blot dele af en større helhed. Hans spekulative dialektik søger at ophæve disse modsætninger ved at vise, at de ikke udelukker, men tværtimod forudsætter hinanden.
For Hegel er dialektikken ikke kun en diskussionsform eller metode, men et træk ved virkeligheden selv. Verdenshistorien udvikler sig fx "dialektisk", idet simple og modsætningsfyldte samfundsformer efterhånden afløses af mere komplekse og, i sidste ende, mere harmoniske. Skemaet tese-antitese-syntese passer til dels på Hegels dialektik, men blev ikke benyttet af ham selv.
Karl Marx overtog Hegels begrebsapparat, men anvendte det på mere konkrete problemer. De primære modsætninger er for ham konflikter mellem samfundsklasserne samt mellem produktivkræfterne og de forhold, der produceres under. Friedrich Engels tolkede tillige naturfænomenerne dialektisk. Det var især hans noget bastante begreb om dialektik, dialektisk materialisme, der kom til at præge kommunismen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.