grammatik

En grammatik er en beskrivelse af sprogproduktion som en regelstyret aktivitet. På alle sprog gælder der regler for, hvordan ordene kan dannes og kædes sammen. De mange ord, der findes på ethvert sprog, kan kædes sammen på utallige måder, og kommunikation ville ikke være mulig, hvis ikke der var bestemte regler for, hvordan sammenkædning må foretages, og hvordan den skal afkodes. Imidlertid er alle levende sprogs grammatiske regelsæt under konstant forandring, og der vil derfor på ethvert givet sprogstadium være rester af tidligere regler, der så forstås som undtagelser fra de eksisterende regler. De forhold, der er specifikke for de enkelte ord, beskrives i ordbøger.

I den mest gængse betydning af ordet betegner grammatik således beskrivelsen af de regler, der gælder på et bestemt tidspunkt i et bestemt sprogsamfund. Denne form for grammatik betegnes undertiden som synkron sprogbeskrivelse i modsætning til en diakron grammatik, der beskriver sprogets udvikling. Især i 1800-tallet, da sprogvidenskaben hovedsagelig var historisk orienteret, blev der skrevet mange historiske grammatikker, som f.eks. redegjorde for, hvordan den omfattende kasusbøjning i de gamle sprog som latin og oldnordisk gradvis forsvandt og i de tilsvarende moderne sprog som fransk og dansk blev erstattet af præpositioner.

De regler, grammatikkerne beskriver, antages at forefindes i en eller anden form inden i sprogbrugernes hoveder, og ordet grammatik bruges da også undertiden om selve den mekanik til sprogproduktion, der findes hos alle mennesker. Uanset store forskelle mellem forskellige sprogs grammatikker synes der dog at være visse fælles træk ved alle sprogs grammatikker. De indoeuropæiske sprog, fra portugisisk i vest til russisk i øst, er klart nok opbygget efter ensartede principper med stort set de samme ordklasser, fx substantiver, adjektiver, verber, og de samme sætningsled, f.eks. subjekt, objekt, verbal, men mange af Jordens sprog har ikke de samme ordklasser og de samme sætningsled. Alligevel synes der at være visse svagere universelle ligheder, f.eks. mht. skelnen mellem dels substantiver, dels verber og adjektiver.

Mens en egentlig sprogvidenskabelig grammatik er rent deskriptiv og kun redegør for den faktiske sprogbrug, findes der også normative grammatikker om, hvordan man bør tale og skrive. Interessen for normative grammatikker bygger dels på det praktiske i, at et sprogsamfund har fælles konventioner, dels på nogle ofte uklare forestillinger om, at visse grammatiske konstruktioner er mere logiske end andre. Imidlertid eksisterer der ikke noget simpelt forhold mellem grammatik og logik, idet grammatikker i høj grad er vilkårlige sociale konventioner, selvom de for at fungere må overholde visse mindstekrav om forståelighed og tydelighed. I mange lande er der oprettet institutioner til afgørelse af spørgsmål om sprogrigtighed. Académie française, oprettet 1634 af Richelieu, er et berømt eksempel på et forsøg på stærk sprogstyring. I Danmark arbejder Dansk Sprognævn, oprettet 1955, på at angive normer, der er bedst muligt i tråd med danske traditioner og med aktuel dansk sprogbrug.

Skemaet viser leddenes rækkefølge i danske hovedsætninger og specielt den særlige regel, der gælder på nordiske sprog og på tysk, at de fleste af sætningens led kan trækkes frem i et forfelt med det til følge, at subjektet kommer efter det finitte verbum. På en række andre sprog, fx engelsk, kommer subjektet næsten altid foran det finitte verbum.

• lingvistik
• morfologi
• syntaks
• generativ grammatik
• funktionel grammatik