Med udgangspunkt i Saussures dikotomier kan man identificere forskellige retninger og discipliner i lingvistikken. Skellet mellem langue og parole giver anledning til et første skisma mellem formelle og funktionelle tilgange til lingvistikken.
Den formelle tilgang har fundet udtryk i strukturalismen, hvor det er et uomgængeligt princip, at sprogvidenskaben må opstille deduktive hypoteser, der forklarer det observerbare som manifestationer af et bagvedliggende formelt system. Beskrivelsen af sprog må således bygge på hypoteser om et system af lovmæssigheder, som ikke kan ses umiddelbart. Det er denne koncentration om sprogsystemet, som karakteriserer den strukturalistiske lingvistik, og den når sine højdepunkter i den danske glossematik og den amerikanske generative grammatik. Den formelle tilgang til sproget er fra ca. 1945 videreudviklet i den matematiske lingvistik og senere især i datalingvistik.
Heroverfor står det funktionelle synspunkt, at sprogets opbygning og funktion kun kan forstås i forbindelse med sprogets anvendelse i kommunikation. Set under denne synsvinkel betragtes sprog som et sæt af lovmæssigheder og afhængigheder, der også omfatter selve sprogbrugen. I pragmatikken, der især belyser kommunikationssituationens betydning for afkodningen af meddelelser, inddrages således også ikke-sproglige faktorer. Tekstlingvistik kan ligeledes ses som en variant af den funktionelle lingvistik. Variationer i sprogbrugen studeres systematisk i social sammenhæng inden for sociolingvistik.
Den funktionelle lingvistik forbindes ofte med både historiske og typologiske studier. Den moderne historiske lingvistik bygger videre på 1800-t.s resultater inden for udforskningen af især de indoeuropæiske sprog, men udvider også perspektivet til andre sprog, hvor man gennem rekonstruktioner af tidligere sprogtrin forsøger at kortlægge sprogenes slægtskab, ofte i samarbejde med andre videnskaber som historie og arkæologi. Den typologiske lingvistik opstiller fællestræk ved sprog på tværs af deres genetiske slægtskab for herved at nå frem til almene lovmæssigheder, de såkaldte universalier, der samtidig belyser, inden for hvilke rammer sprog adskiller sig fra hinanden. Den moderne typologi, som går tilbage til R. Jakobson og J. Greenberg, formuleres oftest i implikationer, dvs. udsagn om, at bestemte sproglige fænomener forudsætter andre. Et eksempel er opstillingen af hypoteser om sammenhæng mellem ledstilling og andre sproglige konstruktioner; SVO-sprog, dvs. sprog med ledstillingen subjekt-verbal-objekt, har således tendens til foranstilling af et styrende led, fx udtrykt ved præpositioner, mens SOV-sprog, der har rækkefølgen subjekt-objekt-verbal, har tendens til efterstilling, bl.a. i form af postpositioner. Således har fransk, som er et typisk SVO-sprog, præpositioner, mens tyrkisk, som er et typisk SOV-sprog, har postpositioner.
En af de vigtigste metoder i studiet af sprog er den komparative, dvs. sammenligningen af to eller flere sprog eller sprogtrin af samme sprog. Dette gælder ikke blot den historiske sprogvidenskab, hvor sammenligningen altid har været det grundlæggende, men også den synkrone lingvistik: Det typologiske studium bygger nødvendigvis på sammenligninger; se også sprogtypologi.
I mere pædagogisk orienteret sprogvidenskab taler man gerne om kontrastiv lingvistik, hvor man ved sprogindlæring lægger vægt på at klargøre de strukturelle forskelle og ligheder mellem målsproget og den lærendes eget sprog. En vigtig teoretisk overvejelse i komparativ og kontrastiv lingvistik er klargøringen af selve grundlaget for sammenligningen, den såkaldte tertium comparationis. Hvis man således vil studere et syntaktisk fænomen som verbers passiv i to sprog, må man først klargøre, hvad der tæller som passiv i disse sprog. Dette kan man kun gøre ved på forhånd at fastlægge præcise kriterier af indholdsmæssig eller strukturel art: Ved sammenligning med dansk vil man fx tage udgangspunkt i de to passiver, -s-passiv og blive-passiv, og kontrastere dem med passivkonstruktioner og eventuelt ækvivalente konstruktioner på andre sprog.
De seneste år har en særlig retning, den såkaldte kognitive grammatik omkring R. Langacker, slået til lyd for en sprogvidenskab, der bygger på forbindelsen mellem sprog og menneskelig erkendelse. Her ses sproget som en integreret del af menneskets kognitive formåen, og de sproglige fænomener søges beskrevet som symbolisering, dvs. mere eller mindre ikoniske afbildninger af perceptoriske og kognitive strukturer. Forbindelsen mellem sprog og psyke studeres også i forskellige former for eksperimentel psykolingvistik.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.