sprogtypologi

Sprogtypologien går som videnskabsgren tilbage til brødrene Friedrich og August William Schlegel, men fik sin første klassiske udformning af W. von Humboldt, som i 1836 opstillede sprog i morfologisk bestemte typer, fx isolerende sprog som kinesisk over for flekterende sprog som de semitiske og de indoeuropæiske sprog.

Denne morfologisk baserede typologi fandt sin endelige udformning med A.F. Pott, som i 1849 inddelte sprog i fire typer:

1. isolerende sprog, fx kinesisk eller vietnamesisk, hvor hvert ord principielt svarer til ét morfem.
2. agglutinerende sprog, fx tyrkisk eller japansk, hvor grammatiske forhold udtrykkes ved endelser, der hæftes efter hinanden på en rod, og hvor hvert element svarer til ét morfem.
3. flekterende sprog, fx arabisk eller latin, hvor grammatiske forhold udtrykkes både ved ændringer i roden og ved endelser, ofte svarende til flere morfemer på en gang.
4. polysyntetiske sprog, fx grønlandsk, hvor roden modificeres af et komplekst sæt af endelser, således at sætninger får karakter af lange sammensatte ord.

Denne typologi bygger på en kombination af analytisk og syntetisk struktur, hvor morfemer enten er selvstændige ord eller dele af ord, og hvor morfemerne kan være mere eller mindre sammensmeltet, jf. dansk mænd.

Morforlogisk sprogklassifikation bygger på forskelle i bøjning og orddannelse, som begge er morfologiske karakteristika.

En nyere sprogtypologi, ledstillingstypologien, som går tilbage til E. Sapir og først og fremmest er blevet formuleret af J. Greenberg i 1966, bygger på lovmæssigheder af typen: Hvis et sprog har et givet træk A, så har det også med stor sandsynlighed trækket B. Ud fra rækkefølgen af morfemerne og de primære sætningsled, subjekt (S), verbal (V) og objekt (O), kan sprog klassificeres i hovedtyperne SVO, SOV og VSO, og der kan opstilles en lang række overensstemmelser mellem ordstillingsmønstre og andre grammatiske fænomener.

Således er SVO-sprog bl.a. karakteriseret ved, at objektet står efter verbalet, og at afhængige led derfor generelt følger det styrende led, idet der bruges præpositioner, og adled til substantiver følger disse. I SOV-sprog derimod går objektet forud for verbalet, og i sådanne sprog er afhængige led foranstillede, idet der fx bruges postpositioner, og adled til substantiver står foran disse.

Ledstillingsklassifikation bygger på ledstilling, som er markeret ved placering af objekt (O) og verbal (V) i forhold til subjektet (S). Typisk klassificeres sprogene som SVO, SOV eller VSO; i enkelte sprog findes også OSV, OVS og VOS.

En tredje væsentlig typologisk dimension er sprogenes syntaktiske opbygning, hvor man kan skelne mellem tre typer:

• I nominativ-akkusativ-sprog udtrykkes subjektet både i transitive og intransitive sætninger ved nominativ, mens objektet står i akkusativ.
• I ergative sprog står subjektet i ergativ i transitive sætninger, mens såvel objektet som den intransitive sætnings subjekt står i absolutiv.
• I inaktiv-aktiv-sprog bruges aktiv kasus om det handlende subjekt både i transitiv og intransitiv konstruktion, mens det inaktive subjekt og objektet står i inaktiv eller absolutiv.

Disse tre typologiske dimensioner kan være delvis sammenfaldende. Det er påfaldende, at mange ergative sprog er SOV-sprog og har agglutinerende morfologi, men omvendt er der dog ikke tale om, at SOV-sprog med agglutinerende morfologi også skulle være ergative. De prototypiske eksempler på SOV-sprog, tyrkisk og japansk, tilhører den nominativ-akkusative syntakstype. Alt i alt ser sammenhængen mellem SOV og agglutinerende morfologi ikke ud til at være tilfældig.

Sprogtypologien søger altså at fastlægge lovmæssigheder for sprog uanset genetisk slægtskab. Genetisk nærtbeslægtede sprog tilhører dog oftest samme type. Typologisk overensstemmelse mellem sprog kan således ofte forklares ved fælles oprindelse eller ved geografisk nærhed, altså genetisk eller arealtypologisk.

• lingvistik
• morfologi
• ord (typologi)
• sprog (klassifikation af sprog)
• sprogforbund