indoeuropæiske sprog

Indoeuropæiske sprog. Slægtskabsoversigten er geografisk orienteret og opdelt i seks niveauer. Niveau 2-4 viser et genetisk slægtskab og er ikke en kronologisk oversigt, idet den konstaterbare forgrening i sproggrupper ikke er foregået på samme tid. Niveau 5 viser sprog, der kan dokumenteres i perioden før ca. 1600 e.Kr., fx hittitisk, der er overleveret i perioden 1700-1200 f.Kr. og ikke fortsat i moderne sprog, samt fx oldbulgarsk (860-1100), der er videreført i bulgarsk og makedonsk. Hvor der er overleveret flere sprogstadier på vejen til det nutidige sprog, fx oldengelsk via middelengelsk til engelsk, er dette angivet med pil. Mange af dateringerne er skønsmæssige; periodeangivelserne er især betinget af tidspunktet for den første dokumenterede skriftlige forekomst, men andre forhold, fx mundtlig fortælletradition, kan begrunde en tidligere tidsangivelse. Sprogenes seneste forekomst kan variere fra fx 2. årtusinde f.Kr. for palaisk til ca. 1525 for gammeldansk. Desuden har en række sprog som latin, græsk, sanskrit mfl. fortsat været lærdomssprog længe efter det angivne slutårstal. For ældre sprogs vedkommende er der ikke som ved de moderne angivet (niveau 6), hvor mange der talte de enkelte sprog; dette kan heller ikke udledes af diagrammets størrelsesforhold. Det bemærkes, at det moderne slaviske sprog makedonsk ikke nedstammer fra det græske oldtidssprog af samme navn.

.

Indoeuropæiske sprog, sprogæt, der omfatter en række sprogfamilier i Asien og Europa: albansk, armensk, baltoslavisk, germansk, græsk, indoiransk, italisk og keltisk. Hertil kommer følgende sprogfamilier, hvis sprog ikke mere tales: anatolisk, frygisk, illyrisk, messapisk, thrakisk, tokharisk og venetisk. Gennem emigration er de indoeuropæiske sprog udbredt til de øvrige verdensdele.

Sproghistorie

Indoeuropæiske sprog. De moderne indoeuropæiske sprogs udbredelse i Europa og Asien. De indoeuropæiske sprog udgør verdens største sprogæt, idet knap halvdelen af Jordens befolkning i 2006 taler et af dem. Den største sprogfamilie er den indoiranske, der tales af ca. 1,1 mia. mennesker. I hastig vækst er ligeledes den romanske sprogfamilie, der er modersmål for i alt ca. 670 mio. mennesker. Også de germanske sprog indtager en fremtrædende plads og tales af ca.12 mia.; hertil kommer det engelske sprogs udbredelse som kommunikationssprog. Baltoslaviske sprog tales af ca. 300 mio.; ca. halvdelen er russisktalende. De keltiske sprog, der tidligere var udbredt over hele Europa, tales kun af lidt over 1 mio. mennesker, der så godt som alle er tosprogede i engelsk eller fransk.

.

Der er ikke overleveret et indoeuropæisk grundsprog, men det er rekonstrueret på basis af sprogenes ældste kendte trin, hvor slægtsligheden er størst.

De tidligst overleverede sprog mod sydøst tilhører den indoiranske sprogfamilie og omfatter dels indoarisk, der i sin ældste form, vedisk, går tilbage til før 1000 f.Kr. og som klassisk oldsprog, sanskrit, er udbredt fra ca. 500 f.Kr., dels de ældste iranske sprog, avestisk og oldpersisk. Også de anatoliske sprog går langt tilbage. Det vigtigste er hittitisk, der som det tidligst overleverede indoeuropæiske sprog kan føres tilbage til 1700 f.Kr., men først blev kendt i 1900-t. gennem rige fund af kileskrifttavler. Andre gamle anatoliske sprog er luvisk og palaisk. I Lilleasien blev der endvidere talt frygisk, hvis tidligste indskrifter er fra ca. 700 f.Kr. I den sydvestlige del af Kaukasusregionen kendes armensk fra 400-t.

Det ældste overleverede indoeuropæiske sprog i Europa er mykensk græsk, der går tilbage til ca. 1400 f.Kr. og først blev kendt i 1952-53 med dechifreringen af Linear B-indskrifterne på bl.a. Kreta. Inden da blev Homers værker, der oftest sættes til 700-t. f.Kr., anset for at gengive den ældste græske sprogform. Thrakisk og illyrisk er tidlige, men sparsomt overleverede indoeuropæiske sprog på hhv. det østlige og det vestlige Balkan. Messapisk, der er kendt gennem ca. 300 indskrifter i Italien fra 400-100-t. f.Kr., har været sat i forbindelse med illyrisk, men er muligvis et selvstændigt sprog. Også albansk nedstammer måske fra illyrisk, men da sproget først kendes fra 1462, er et specifikt slægtskabsforhold vanskeligt at påvise. Endelig har venetisk, kendt fra over 200 indskrifter fra Italien fra de sidste århundreder f.Kr., været henregnet til såvel illyrisk som italisk, men det anses nu mest for at være et selvstændigt indoeuropæisk sprog. Italiske sprog kan opdeles i to grene, oskisk-umbrisk og latino-faliskisk. Fra latin, der er overleveret fra 500-t. f.Kr., nedstammer de moderne romanske sprog. Fra ca. 500 f.Kr. bredte keltisk sig fra Mellemeuropa til Gallien, Britannien, Den Iberiske Halvø, Italien, Balkan og Lilleasien. De tidligste keltiske sprogminder på De Britiske Øer er de irske ogham-indskrifter, der overvejende stammer fra 400-500-t. e. Kr.

Germanske sprog, som i vor tid udgør den mest udbredte indoeuropæiske sprogfamilie, kendes tidligst gennem sproget i de ældre skandinaviske runeindskrifter fra ca. 200 e.Kr. og en gotisk bibeloversættelse fra ca. 375. De første sprogminder på engelsk, frisisk, nederlandsk, tysk og de nordiske sprog er af noget senere dato. Det er omdiskuteret, om slægtskabet mellem baltiske og slaviske sprog er så nært, at man kan opstille en egentlig baltoslavisk sprogfamilie. Baltisk omfatter lettisk, litauisk og oldpreussisk, der er overleveret fra 1400-1500-t. Litauisk har bevaret mange gamle indoeuropæiske træk. Det tidligst overleverede slaviske sprog er oldkirkeslavisk eller oldbulgarsk fra 800-t. Endelig blev tokharisk, der kendes i to varianter fra 500-700-t., først opdaget i begyndelsen af 1900-t. i det vestlige Kina.

Se også indoeuropæiske sprog (Forskninghistorie).

Grammatik

Det indoeuropæiske nominalsystem havde tre køn, maskulinum, femininum og neutrum; tre tal, singularis, dualis og pluralis; samt otte kasus, nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis. Et nomen kunne dannes ved tilføjelse af et suffiks direkte til roden, fx latin mask. sing. nom. rēx 'konge' af stammen rēg og -s, eller ved at indsætte et element mellem rod og endelse, jf. latin lupus 'ulv' af *wĺ̥kw-o-s. Pronominerne rummede foruden en del gamle træk også hyppige fornyelser og føjede, fx hos de personlige pronominer, flere rødder sammen i et paradigme:

indoeuropæiske sprog (Grammatik)
hittitisk gotisk tysk dansk
wēs weis wir vi
anzas uns(is) uns os

Det indoeuropæiske verbalsystem opererede med følgende kategorier: diatese, aktiv og medium, modus, indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ og injunktiv, tempus/aspekt, præsens, imperfektum, aorist, perfektum og evt. futurum, person, 1., 2. og 3., og tal, singularis, dualis og pluralis. Karakteristiske grammatiske udtryksmidler er endelser, augment, reduplikation og aflyd. Aflyd, der ligger bag vokalvariationen i de germanske stærke verber, fx binde, bandt, bundet, er begrundet af den mobile indoeuropæiske accent, der bevirkede, at vokaler kunne variere kvalitativt, fx mellem e og o, og kvantitativt gennem forlængelse, reduktion eller bortfald.

Lydforhold

Rekonstruktionen af det indoeuropæiske grundsprogs lydsystem er omstridt, men det har formentlig omfattet de lyde, der fremgår af tekstrammen over lydsystemet. Ældre rekonstruktionsforsøg medtager desuden ustemte aspirerede klusiler, fx ph, der alene blev rekonstrueret ud fra ord i sanskrit. Alle vokaler bortset fra de tre ə'er, herunder ogsådiftonger og konsonantiske vokaler, forekommer både som lange og korte.

I de østlige sprog bortset fra anatolisk og tokharisk er palatalt blevet til en sibilant, mens den i de øvrige sprog er faldet sammen med velært k; fx er indoeuropæisk *k̂m̥tóm '100' således blevet til sanskrit śatám, avestisk satəm, litauisk šim̃tas over for latin centum, walisisk cant, tokharisk känt. Efter formerne i hhv. latin og avestisk taler man derfor om kentum- og satemsprog.

Klusilerne er ordnet efter stemthed og aspiration; af frikativerne er h1 og h2 ustemte og aspirerede, h3 er stemt og uaspireret, og s er ustemt og uaspireret. Alle øvrige lyde er stemte og uaspirerede. Konsonanterne m, n, l, r, j, w, h1, h2 og h3 svarer i vokalisk funktion til hhv. m̥, n̥, l̥, r̥, i, u, ǝ1, ǝ2 og ǝ3. Lydsystemet omfatter tillige diftongerne ei, ai, oi, eu, au, ou.

Lydsystemet i det rekonstruerede indoeuropæiske grundsprog
konsonanter labiale dentale/ alveolære palatale velære labio- velære glottale
klusiler ust. + uasp. p t k kw
st. + uasp. b d ĝ g gw
st. + asp. bh dh ĝh gh gwh
frikativer s h2 h3 h1
halvvokaler w j
nasaler m n
likvider lr
konsonantiske vokaler labial nasal dental/ alveolær nasal lateral likvid r-likvid
vokaler fortungevokaler mellemtunge-vokaler bagtungevokaler
urundede rundede urundede rundede urundede rundede
høje i u
mellemhøje e ǝ1 ǝ2 ǝ3 o
lave a

Ordforråd

Fælles for de indoeuropæiske sprog er en del slægtsord, fx far, mor, bror, søster, søn og datter, basale talord for 1-10 og en række såkaldte kulturord, hvor arkæologiske fund peger hen mod et hjemland i Østukraine og Sydrusland omkring 4000-3000 f.Kr. Det drejer sig fx om betegnelser for hus, dør; honning, mjød, byg, fisk, salt; ko, hest, får, svin; købe, bære, spise, så, væve; uld, nøgen; kobber, guld; sværd, bue, pil; skib, vogn, hjul, plov. Se også germanske sprog.

Talordene for 1-10 på ti forskellige indoeuropæiske sprog samt de rekonstruerede grundformer
Japansk er som ikke-indoeuropæisk sprog medtaget til sammenligning. Accent aigu angiver på det indoeuropæiske grundsprog, sanskrit og oldgræsk accentueret stavelse, mens det på oldirsk, gotisk og tokharisk markerer andre fonetiske forhold, fx længde og vokalkvalitet.
det indo- europæiske grundsprog (rekonstrueret) sanskrit klassisk armensk albansk oldgræsk latin japansk (ikke-indo- europæisk sprog)
1 *ói(h)nos ékas mi një heĩs ūnus hitotsu
2 *dwō(u) dvā(u) erku dy dýō duo futatsu
3 *tréjes tráyas erek' tre treĩs trēs mittsu
4 *kwétwores catvā̀ras č'ork' katër téttares quattuor yottsu
5 *pénkwe páñca hing pesë pénte quīnque itsutsu
6 *s(w)ek̂s ṣaṣ vec' gjashtë hex sex muttsu
7 *séptm̥ saptá ewt'n shtatë heptá septem nanatsu
8 *oktō(u) aṣṭā̀(u) ut' tetë oktō octō yattsu
9 *h1néun̥ náva inn nëntë ennéa novem kokonotsu
10 *dék̂m̥(t) dáśa tasn dhjetë déka decem to
Talordene for 1-10 på ti forskellige indoeuropæiske sprog samt de rekonstruerede grundformer
Japansk er som ikke-indoeuropæisk sprog medtaget til sammenligning. Accent aigu angiver på det indoeuropæiske grundsprog, sanskrit og oldgræsk accentueret stavelse, mens det på oldirsk, gotisk og tokharisk markerer andre fonetiske forhold, fx længde og vokalkvalitet.
det indo- europæiske grundsprog (rekonstrueret) oldirsk gotisk litauisk oldkirke-slavisk tokharisk A japansk (ikke-indo- europæisk sprog)
1 *ói(h)nos óen ains víenas jedinǔ sas hitotsu
2 *dwō(u) da twai dǔva wu futatsu
3 *tréjes tri þrija (neutr.) trỹs trı̌je tre mittsu
4 *kwétwores cethir fidwor keturì četyre śtwar yottsu
5 *pénkwe cóic fimf penkì pętı̌ päñ itsutsu
6 *s(w)ek̂s saíhs šešì šestı̌ ṣäk muttsu
7 *séptm̥ secht sibun septynì sedmı̌ ṣpät nanatsu
8 *oktō(u) ocht ahtau aštuonì osmı̌ okät yattsu
9 *h1néun̥ noí niun devynì devętı̌ ñu kokonotsu
10 *dék̂m̥(t) deich taíhun dẽšimt desętı̌ śäk to

Læs videre om indoeuropæiske sprog (Forskningshistorie).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig