indoeuropæiske sprog

Der er ikke overleveret et indoeuropæisk grundsprog, men det er rekonstrueret på basis af sprogenes ældste kendte trin, hvor slægtsligheden er størst.

De tidligst overleverede sprog mod sydøst tilhører den indoiranske sprogfamilie og omfatter dels indoarisk , der i sin ældste form, vedisk , går tilbage til før 1000 f.v.t. og som klassisk oldsprog, sanskrit , er udbredt fra ca. 500 f.v.t., dels de ældste iranske sprog, avestisk og oldpersisk . Også de anatoliske sprog går langt tilbage. Det vigtigste er hittitisk , der som det tidligst overleverede indoeuropæiske sprog kan føres tilbage til 1700 f.v.t., men først blev kendt i 1900-tallet gennem rige fund af kileskrifttavler. Andre gamle anatoliske sprog er luvisk og palaisk . I Lilleasien blev der endvidere talt frygisk , hvis tidligste indskrifter er fra ca. 700 f.v.t. I den sydvestlige del af Kaukasusregionen kendes armensk fra 400-tallet.

Det ældste overleverede indoeuropæiske sprog i Europa er mykensk græsk, der går tilbage til ca. 1400 f.v.t. og først blev kendt i 1952-1953 med dechifreringen af Linear B-indskrifterne på bl.a. Kreta. Inden da blev Homers værker, der oftest sættes til 700-tallet f.v.t., anset for at gengive den ældste græske sprogform. Thrakisk og illyrisk er tidlige, men sparsomt overleverede indoeuropæiske sprog på hhv. det østlige og det vestlige Balkan. Messapisk, der er kendt gennem ca. 300 indskrifter i Italien fra 400-100-tallet f.v.t., har været sat i forbindelse med illyrisk, men er muligvis et selvstændigt sprog. Også albansk nedstammer måske fra illyrisk, men da sproget først kendes fra 1462, er et specifikt slægtskabsforhold vanskeligt at påvise. Endelig har venetisk, kendt fra over 200 indskrifter fra Italien fra de sidste århundreder f.v.t., været henregnet til såvel illyrisk som italisk, men det anses nu mest for at være et selvstændigt indoeuropæisk sprog. Italiske sprog kan opdeles i to grene, oskisk-umbrisk og latino-faliskisk. Fra latin, der er overleveret fra 500-tallet. f.v.t., nedstammer de moderne romanske sprog. Fra ca. 500 f.v.t. bredte keltisk sig fra Mellemeuropa til Gallien, Britannien, Den Iberiske Halvø, Italien, Balkan og Lilleasien. De tidligste keltiske sprogminder på De Britiske Øer er de irske ogham-indskrifter, der overvejende stammer fra 400-500-tallet e.v.t.

Germanske sprog, som i vor tid udgør den mest udbredte indoeuropæiske sprogfamilie, kendes tidligst gennem sproget i de ældre skandinaviske runeindskrifter fra ca. 200 e.v.t. og en gotisk bibeloversættelse fra ca. 375. De første sprogminder på engelsk, frisisk, nederlandsk, tysk og de nordiske sprog er af noget senere dato. Det er omdiskuteret, om slægtskabet mellem baltiske og slaviske sprog er så nært, at man kan opstille en egentlig baltoslavisk sprogfamilie. Baltisk omfatter lettisk, litauisk og oldpreussisk, der er overleveret fra 1400-1500-tallet. Litauisk har bevaret mange gamle indoeuropæiske træk. Det tidligst overleverede slaviske sprog er oldkirkeslavisk eller oldbulgarsk fra 800-tallet. Endelig blev tokharisk, der kendes i to varianter fra 500-700-tallet, først opdaget i begyndelsen af 1900-tallet i det vestlige Kina.

Det indoeuropæiske nominalsystem havde tre køn, maskulinum, femininum og neutrum; tre tal, singularis, dualis og pluralis; samt otte kasus, nominativ, vokativ, akkusativ, genitiv, ablativ, dativ, lokativ og instrumentalis. Et nomen kunne dannes ved tilføjelse af et suffiks direkte til roden, fx latin mask. sing. nom. rēx 'konge' af stammen rēg og -s, eller ved at indsætte et element mellem rod og endelse, jf. latin lupus 'ulv' af *wĺ̥k^w-o-s. Pronominerne rummede foruden en del gamle træk også hyppige fornyelser og føjede, fx hos de personlige pronominer, flere rødder sammen i et paradigme:

Det indoeuropæiske verbalsystem opererede med følgende kategorier: diatese, aktiv og medium, modus, indikativ, konjunktiv, optativ, imperativ og injunktiv, tempus/aspekt, præsens, imperfektum, aorist, perfektum og evt. futurum, person, 1., 2. og 3., og tal, singularis, dualis og pluralis. Karakteristiske grammatiske udtryksmidler er endelser, augment, reduplikation og aflyd. Aflyd, der ligger bag vokalvariationen i de germanske stærke verber, fx binde, bandt, bundet, er begrundet af den mobile indoeuropæiske accent, der bevirkede, at vokaler kunne variere kvalitativt, fx mellem e og o, og kvantitativt gennem forlængelse, reduktion eller bortfald.

Rekonstruktionen af det indoeuropæiske grundsprogs lydsystem er omstridt, men det har formentlig omfattet de lyde, der fremgår af tekstrammen over lydsystemet. Ældre rekonstruktionsforsøg medtager desuden ustemte aspirerede klusiler, fx ph, der alene blev rekonstrueret ud fra ord i sanskrit. Alle vokaler bortset fra de tre ə'er, herunder også diftonger og konsonantiske vokaler, forekommer både som lange og korte.

I de østlige sprog bortset fra anatolisk og tokharisk er palatalt k̂ blevet til en sibilant, mens den i de øvrige sprog er faldet sammen med velært k; fx er indoeuropæisk *k̂m̥tóm '100' således blevet til sanskrit śatám, avestisk satəm, litauisk šim̃tas over for latin centum, walisisk cant, tokharisk känt. Efter formerne i hhv. latin og avestisk taler man derfor om kentum- og satemsprog.

Klusilerne er ordnet efter stemthed og aspiration; af frikativerne er h₁ og h₂ ustemte og aspirerede, h₃ er stemt og uaspireret, og s er ustemt og uaspireret. Alle øvrige lyde er stemte og uaspirerede. Konsonanterne m, n, l, r, j, w, h₁, h₂ og h₃ svarer i vokalisk funktion til hhv. m̥, n̥, l̥, r̥, i, u, ǝ₁, ǝ₂ og ǝ₃. Lydsystemet omfatter tillige diftongerne ei, ai, oi, eu, au, ou.

Fælles for de indoeuropæiske sprog er en del slægtsord, fx far, mor, bror, søster, søn og datter, basale talord for 1-10 og en række såkaldte kulturord, hvor arkæologiske fund peger hen mod et hjemland i Østukraine og Sydrusland omkring 4000-3000 f.v.t. Det drejer sig fx om betegnelser for hus, dør; honning, mjød, byg, fisk, salt; ko, hest, får, svin; købe, bære, spise, så, væve; uld, nøgen; kobber, guld; sværd, bue, pil; skib, vogn, hjul, plov. Se også germanske sprog.

Japansk er som ikke-indoeuropæisk sprog medtaget til sammenligning. Accent aigu angiver på det indoeuropæiske grundsprog, sanskrit og oldgræsk accentueret stavelse, mens det på oldirsk, gotisk og tokharisk markerer andre fonetiske forhold, fx længde og vokalkvalitet.

• indoeuropæiske sprog (Forskningshistorie)
• sprog (klassifikation af sprog)
• grammatik