Fonologi, (af gr. phone 'lyd, stemme' og -logi), læren om sproglydenes funktion og reglerne for deres udtale. Fonologien søger at finde de konstante og velafgrænsede elementer, herunder fonemerne, som ligger bag den meget varierende lydlige substans. Derved adskiller fonologien sig fra fonetikken, som undersøger lydene fra et artikulatorisk, akustisk og perceptorisk synspunkt. Fonetikken har bl.a. vist, at lydene gensidigt påvirker hinanden, således at overgangene mellem dem er glidende. Den samme lyd rummer desuden forskellige varianter dels hos en og samme taler, dels fra taler til taler.

De nyere fonologiske retninger lægger desuden vægt på at beskrive de processer, der fører fra den invariante og abstrakte underliggende form til den konkrete og fonetisk varierende form, udtalen, og på at beskrive lydenes strukturering i distinktive træk mv.

Analyse

Centrale spørgsmål for fonologien er derfor, hvordan morfemer og ord er bygget op, hvor abstrakt fonemrepræsentationen er i forhold til den konkrete udtale, og hvilke processer der fører fra den abstrakte form til den konkrete udtale. Man kan overveje, om fx bage skal repræsenteres som [ba:jə] eller som [ba:gə], pga. [g]'et i bagt, og om bag i bagværk også skal ende på [g]. På denne baggrund formuleres regler, der redegør for de forskellige udtaler [j g w].

Psykologisk realitet

Et vigtigt spørgsmål er, om den fonologiske analyse kun skal være en måde at beskrive sproget på, eller om den samtidig skal være en hypotese om abstrakte former og processer i sprogbrugerens hjerne. Psykologisk realitet anses i nyere fonologi, og i grammatikken i det hele taget, for et selvfølgeligt, om end vanskeligt opnåeligt krav, fordi en beskrivelse af sprogets psykologiske og neurologiske organisering er et af sprogvidenskabens mål. Der gives dog sjældent metoder til at påvise den empirisk.

Distinktive træk

Fonemerne kan i ethvert sprog beskrives som bygget op af et lille antal komponenter eller egenskaber, de distinktive træk. Dansk [p] har således trækkene labial, fælles med [b m v f], ikke-kontinuant, dvs. mundlukke, fælles med [t k b d g m n] og åben glottis, fælles med [t k f s h]. [p] har flere fonetiske egenskaber end disse og er fx også ustemt, men de nævnte træk er dem, der gør [p] forskellig fra alle andre danske konsonanter. I andre sprog kan [p] have andre træk. Grønlandsk fx har ikke noget [b], og derfor har [p] her de distinktive træk ikke-kontinuant og labial samt ikke-nasal, hvorved det adskilles fra [m].

Universalier

Etableringen af et universelt sæt distinktive træk, hvorfra forskellige sprog udvælger hver deres delmængder, er et stående tema i fonologien. Det hænger sammen med interessen for fonologiske universalier, de fælles tendenser i sprogenes lydlige struktur og processer. Sådanne tendenser er fx, dels at intet sprog har flere nasalvokaler end oralvokaler, dels at intet sprog har affrikater, dvs. forbindelser af lukke- og hæmmelyde, uden at begge disse lydgrupper findes som enkeltstående lyde i sproget.

Retninger

Fonologien som sprogvidenskabelig disciplin er især udviklet i 1900-t. Pragskolen, som hører til den europæiske strukturalisme, opstod i 1920'erne omkring N.S. Trubetskoj og Roman Jakobson. Hovedværket, Trubetskojs Grundzüge der Phonologie (1939), er et pionerarbejde i studiet af lydenes betydningsadskillende funktion og i opstillingen af fonemer i regelmæssige systemer på basis af distinktive træk. Pragskolens principper er anvendt på dansk i André Martinets La Phonologie du mot en danois (1937).

I 1930'erne skabte Louis Hjelmslev og H.J. Uldall glossematikken. Principperne for analysen af sprogets lydside er beskrevet i Hjelmslevs Grundtræk af det danske udtrykssystem med særligt henblik på stødet (1951). Analysen tager udstrakt hensyn til bøjnings- og afledningsformer. Hjelmslev lader fx ordet mand, som ikke har noget [d] i udtalen, ende på [d] i den abstrakte form, fordi der er et [d] i udtalen af mandig.

Den amerikanske strukturalisme, hvis hovedværk er Leonard Bloomfields Language (1933), var stærkt præget af behaviorismen. Den hvilede på næsten automatiske analyseprocedurer, som kan gennemføres uden noget indgående kendskab til sproget. Bøjnings- og afledningsformer kan ikke bestemme den fonologiske analyse, fordi den morfologiske analyse principielt først finder sted, når den fonologiske beskrivelse er afsluttet.

Generativ fonologi er en integreret del af den generative grammatik og grundlagt i USA i slutningen af 1950'erne af Noam Chomsky. Det fonologiske hovedværk er Noam Chomsky og Morris Halles Sound Pattern of English (1968). Her producerer de syntaktiske regler og ordforrådet, som benævnes leksikon, kæder af ord, der ofte har en meget abstrakt form, fordi beslægtede ord skal genereres fra samme grundform, i dansk fx stege og stegt fra [steg-]. En nøje fastlagt rækkefølge af fonologiske regler ændrer de abstrakte former til lydskrift, og reglerne formuleres i distinktive træk. Frem for fx at sige, at [b] ændres til [p], [d] til [t] og [g] til [k] i udlyd i tysk — fx Rat 'råd' og Rad 'hjul', der begge udtales [ʁɑ:t] — hedder det, at i lyde med det distinktive træk lukke ændres stemthed til ustemthed.

Nyere retninger

Siden midten af 1970'erne har andre vigtige aspekter ved talen indtaget en central plads i den internationale fonologi.

Metrisk fonologi er udviklet for at give trykforhold en hensigtsmæssig behandling og nå frem til universelle principper for tryksystemer; autosegmental fonologi er især velegnet til at håndtere forholdene i tonesprog. Trækgeometrien undersøger de gensidige forudsætninger, der består mellem talelydenes egenskaber, fx at konsonanter med trækket nasal næsten altid også har trækket stemthed.

Leksikalsk fonologi regner med to forskellige typer af regler: de leksikalske fonologiske regler, som gør rede for orddannelse og -slægtskab, jf. stege, stegt, og de fonetiske regler, som beskriver generelle processer, der rammer hele lydkæden. Disse spørgsmål studeres også i dependensfonologien.

Naturlig fonologi skelner mellem artikulatorisk og perceptorisk begrundede naturlige fonologiske processer, fx at gøre alle lukkelyde ustemte, og andre regler, der kan være morfologisk begrundede, fx vekslingen elektriker, elektricitet.

Laboratoriefonologi kalder man forsøgene på at efterprøve de fonologiske former og processers psykologiske realitet for sprogbrugerne vha. empiriske metoder hentet fra fonetikken og psykologien.

Skema over binære distinktive træk i danske konsonanter

Kun de konsonanter, som i en generativ fonologisk analyse regnes for underliggende størrelser, er medtaget. Trækanalysen er kun en blandt adskillige muligheder.
p t k b d g f s h v m n l r j
sonorant - - - - - - - - - - + + + + +
kontinuant - - - - - - + + + + - - + + +
åben glottis + + + - - - + + + - - - - - -
nasal - - - - - - - - - - + + - - -
lateral - - - - - - - - - - - - + - -
labial + - - + - - + - - + + - - - -
koronal - + - - + - - + - - - + + - -
høj - - + - - + - - - - - - - - +
  • sonorant: lyd med fri passage for luften gennem mund- og/eller næsehule.
  • kontinuant: lyd, der ikke har en fuldstændig blokering for luftens passage gennem munden.
  • åben glottis: lyd med åben glottis, dvs. med en kraftig luftgennemstrømning mellem stemmelæberne; karakteriserer aspirerede lukkelyde samt hæmmelyde.
  • nasal: lyd med sænket ganesejl og luftpassage gennem næsehulen.
  • lateral: lyd med kontakt mellem tunge og gane langs tungens midterlinje, og passage for luften langs den ene eller begge tungens sider.
  • labial: lyd, der artikuleres med læberne.
  • koronal: lyd, der artikuleres med tungespidsen og/eller tungebladet hævet op fra hvilestillingen.
  • høj: lyd, der artikuleres med tungeryggen hævet fra hvilestillingen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig