tekstlingvistik

Tekstlingvistik er den gren af sprogvidenskaben, der beskæftiger sig med talte og skrevne teksters opbygning og funktion; især ved talte tekster ofte benævnt diskursanalyse. Tekster har siden Aristoteles været forskningsgenstand for forskellige videnskabelige tilgange, bl.a. inden for retorik, poetik og stilistik og i nyere tid filologi, hermeneutik og litteraturvidenskab; se også tekstkritik. Det var dog først i midten af 1960'erne, at udviklingen af en egentlig tekstlingvistik tog fart.

Med inspiration i Pragerskolens strukturalisme blev de første skridt taget mod en tekstgrammatik; se også generativ grammatik. Det nyskabende lå i, at den traditionelle lingvistiks opfattelse af sætningen som sprogsystemets største enhed blev opgivet til fordel for større tekstenheder. Sætningsanalysens metoder blev systematiseret, og der blev opstillet grammatiske regler for kohæsion, dvs. sammenhænge inden for og mellem ytringer. Der blev fokuseret på anaforer og forbindere, dvs. udtryk, der hhv. genoptager eller refererer til kendte størrelser eller markerer en logisk eller tidsmæssig forbindelse, jf. Det Kgl. Bibliotek er mere end et bibliotek. Det er også en forskningsinstitution, hvor anden sætnings Det har anaforisk funktion, og hvor også er logisk markør. Sideløbende hermed arbejdes der desuden med de semantiske relationer mellem ordene i en tekst, jf. Der lå en hund på vejen. Dyret var kørt over, hvor dyret genoptager hund.

Tekstlingvistikken har til stadighed været splittet mellem en overvejende lingvistisk tilgang, der fokuserer på den lokale sammenhæng mellem sætninger, og en mere tekstuel, der undersøger tekstens kommunikative opbygning og funktion. På dette niveau beskæftiger tekstlingvistikken sig især med generelle strukturelle og funktionelle egenskaber ved tekstens konstituenter og med teksttypologisering, fx i strukturelt bestemte teksttyper som fortællende, beskrivende, argumenterende, instruktive og fremstillende tekster eller i pragmatisk bestemte tekstgenrer som roman, digt, reklame, avisleder, kronik, reportage mv.

En tekst struktureres altså samtidig på flere niveauer, som man i den senere tekstlingvistik har søgt at forene. Således har man bl.a. indført størrelsen tekstsekvensen, der som led i tekstens overordnede retoriske funktion sammenkæder flere sætninger til en retorisk enhed, fx forklaring, uddybning og illustration. Et andet forsøg på at forbinde det lokale og det globale tekstperspektiv ses i modularitetsteorien, hvor selvstændige niveauanalyser samles i en kompleks helhed.

Den nyeste tekstlingvistiske tilgang fokuserer på tekstreceptionen som en kognitiv proces, hvor modtager afkoder sætning på sætning og fortløbende opbygger en sammenhængende mental repræsentation af en teksts indhold.