antropologi

Artikelstart

Antropologi er en meget omfattende betegnelse for studiet af og videnskaben om mennesket. Betegnelsen dækker så forskellige discipliner som filosofiens definition af mennesket, det etnografiske studium af mennesket som samfunds- og kulturvæsen samt biologisk antropologi, der beskæftiger sig med mennesket som biologisk organisme.

Faktaboks

Etymologi
Ordet antropologi kommer af græsk anthropos 'menneske' og -logi 'lære'.

Ordet antropologi bruges dog efterhånden mest som en kortere betegnelse for kulturantropologi og socialantropologi, hvis emne er mennesket som kultur- og samfundsvæsen; som sådan har betegnelsen antropologi i nogen grad afløst fagbetegnelsen etnografi.

I den mest almindelige betydning på dansk er antropologi en videnskabsgren, der placerer sig mellem samfundsvidenskab og humaniora. Den studerer samspillet mellem sociale forhold og kulturelle forestillinger i såvel et lokalt som et globalt perspektiv

Lokalt studeres kultur og identitet gennem et langvarigt etnografisk feltarbejde, hvor etnografen i et år eller mere lever sig ind i en anden forestillingsverden. Tidligere fandt etnografiske feltarbejder kun sted uden for Europa, men foretages nu i hele verden, også i vestlige samfund, herunder Danmark.

Antropologiens rødder findes blandt de klassiske traditioner i Europa, hvor rejsende og filosoffer, som havde bemærket kulturelle forskelle, begyndte at spekulere over deres oprindelse og særegenheder. Som særligt fagområde tog antropologien dog først form efter de store opdagelsesrejser og oplysningstiden, hvor (gen-)opdagelsen af "de andre" skulle systematiseres. Som egentlig videnskab er den endnu yngre, idet det først var i sidste halvdel af 1800-tallet, at "samfund" og "kultur" som sådan blev underkastet selvstændig analyse. Denne analyse var enten evolutionistisk (især i England) eller systemisk (i Frankrig). I begge tilfælde forsøgte antropologien at lægge sig op ad naturvidenskabens søgen efter lovmæssigheder. Denne bestræbelse forlod gradvis faget i første halvdel af 1900-tallet, hvor antropologi blev stærkt markeret som en humanistisk disciplin.

Siden har antropologi udviklet sig fra at være studiet af mere eller mindre isolerede og fjerne kulturer til en omfattende videnskab om sociale og kulturelle processer i hele verden. Som sådan har faget en voksende indflydelse på samfundstænkningen generelt, samtidig med at det har bibeholdt sit grundlag i konkrete undersøgelser af enkeltlokaliteter og af disses særlige sociale forhold og kulturelt varierende temaer.

Fælles for de antropologiske undersøgelser er bestræbelsen på at opretholde et helhedsperspektiv (holisme) på studieobjektet, uanset hvordan dette i øvrigt er defineret. Det indebærer, at man altid lægger vægt på den større sammenhæng, som emnet indgår i, hvad enten der er tale om et ritual, en myte, kønsforhold, økonomi eller magtforhold. Sådanne forhold kan aldrig forklares isoleret.

Et andet væsentligt element i den antropologiske forskning er den vægt, der lægges på kvalitative (i modsætning til kvantitative) undersøgelsesmetoder. Det indebærer, at man må forsøge at sætte sig ind i lokale forestillinger om verden frem for at ordne og tælle verdens bestanddele ud fra ens egne begreber. Denne metode, som er baseret på feltarbejde, har ført til en metodisk kulturrelativisme og til langvarige debatter om rationalitet og/eller irrationalitet i forskellige kulturers omgang med verden. Antropologi har på denne måde bidraget til bevidstheden om den latente etnocentrisme i al kulturforskning.

Antropologiens bestræbelse er stadig at beskrive den kulturelle mangfoldighed i verden og fastholde forskellenes lokale betydning. Samtidig søger den dog at nå frem til en mere generel forståelse af sociale og kulturelle vilkår, som kan omsættes i praktisk handling — fx på udviklings- og bistandsområdet — og i en større forståelse for kulturel kompleksitet og pluralisme. Gennem sine konkrete undersøgelser af enkelte folk eller grupper og deres forskellige måder at forstå verden på bidrager antropologi således til en udvidet, dvs. global, forståelse for menneskets kulturelle vilkår og potentiale.

Filosofisk antropologi

Filosofisk antropologi søger at bestemme menneskets væsentlige træk: dét, som adskiller mennesket fra alt andet værende. Et klassisk eksempel herpå er Aristoteles' definition af mennesket som et fornuftigt dyr.

I snævrere betydning betegner filosofisk antropologi en retning i 1900-tallets filosofi, der betragter antropologi som den grundlæggende filosofiske disciplin. Retningen kan føres tilbage til Max Scheler og dennes skrift Die Stellung des Menschen im Kosmos, som udkom i 1928; senere repræsentanter er bl.a. Arnold Gehlen og Helmuth Plessner. Disse filosoffer betoner menneskets særstilling i Universet: det er såvel et ånds- som et naturvæsen, der ved sine handlinger og sin åndelige formåen er i stand til at kompensere for sine biologiske mangler. Denne retning udgør en art syntese af eksistensfilosofi, etik og biologi, og den viderefører dermed en tendens, som var fremherskende i romantikken.

Biologisk antropologi

Biologisk antropologi, også kaldet fysisk antropologi, er betegnelsen for de videnskaber, der beskæftiger sig med mennesket som en biologisk organisme. Faget omfatter studier af menneskets udvikling, det biologiske grundlag for menneskets adfærd samt menneskets anatomiske og genetiske variation. I Danmark findes to institutioner, hvor der forskes i biologisk antropologi: Antropologisk Laboratorium, Panum Instituttet, Københavns Universitet og ADBOU, Antropologisk afdeling, Retsmedicinsk Institut, Syddansk Universitet i Odense.

Aber og menneskeaber er menneskets nærmeste nulevende slægtninge, og viden om deres udvikling, adfærd og økologi inddrages også. Biologisk antropologi udnytter tillige undersøgelser fra en række nabovidenskaber såsom arkæologi, etnografi, lingvistik, geologi og økologi.

I undersøgelser af menneskets biologiske variation kan indgå såvel menneskeskeletter fra forhistorisk og historisk tid som nutidsmennesker. Emnet kan fx være en sammenligning af geografisk adskilte skeletfund fra den europæiske jæger- og bondestenalder eller en undersøgelse af vækst, kropsstørrelse og alderssammensætning i en middelalderbefolkning ud fra skeletfund fra en kirkegård. Studier af nulevende befolkninger omhandler ofte undersøgelser af genetiske, fysiologiske og anatomiske tilpasninger til forskellige miljøbetingelser. Som eksempel kan nævnes blodets iltbindingsevne ved liv i stor højde, kropsbygningen ved forskellige klimaforhold eller mulige sammenhænge mellem AB0-blodtyper og modtagelighed over for visse sygdomme.

En særlig gren af den biologiske antropologi udgøres af palæopatologien, som består i undersøgelser af spor på knoglerne efter sygdomme eller fysiske skader.

Palæoantropologi

Den gren af biologisk antropologi, der beskæftiger sig særligt med menneskets oprindelse og udvikling, benævnes palæoantropologi. Palæoantropologien er hovedsageligt baseret på studier af skeletdele, herunder fossiler. Endvidere indgår analyser af den genetiske variation hos nulevende befolkninger samt undersøgelser af forarbejdede genstande og geologisk-fysiske forhold i nærheden af fundene. Et forskningsforløb inden for palæoantropologien omfatter som regel udgravning af skeletmateriale, bevaringsarbejde, rekonstruktion ud fra ofte dårligt bevarede fragmenter og endelig den egentlige videnskabelige bearbejdning. Denne omfatter opmålinger af knogler og anatomiske beskrivelser. Sidste trin i undersøgelsen er sammenligninger med andre fund og evt. placering af det nye fund i menneskets stamtræ.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig